Skip to main content
Revy

Elegance og platheder

Revy - Sommerrevy i Aalborg

Odense Sommerrevy er på gæstespil i Aalborg-hallen og byder på tempofylde løjer med udfald og indfald mod kendte og os selv. Sine steder ganske skarpt satirisk. Andre steder bare jovialt eller ganske plat.

Det er jo sådan revy er og skal være. Have modet til at pege fingre af politikerne og magthavere med tekst, sang og optræden, der både får os til at grine og samtidig giver noget til eftertanken.

Samt ikke mindst også udstille vores egen selvhøjtidelighed og undre sig over almenmenneskelig uforstand.

Odense Sommerrevy gør det godt. Også i kraft af sit rutinerede og veloplagte hold, som tæller Thomas Mørk, Henrik Koefoed, Lone Rødbroe, Vicki Berlin og Lars Arvad. Men det er som om, flowet i forestillingen ikke altid hænger rigtigt sammen.

Også selv om det overordnede tema med kæmpemæssige blomster og udfald mod både Putin og dobbeltmoralske politikere insisterer på, at vi alle sammen må komme til fornuft og kæmpe for fred i denne verden

Der bliver mere tale om enkeltpræstationer, der for alvor får grinet sluppet befriende løs.

Første akt åbnede med fællesnummeret ”To minutter”, om at være kommet sig over corona-epidemi og så vågne til en forfærdelig krig. ”Giv os bare 2 minutter, hvor vi kan slappe af”.

For så at blive afbrudt af håndboldlandstrænerens peptalk, inden Vicki Berlin i ganske tuttenuttet stil i ”Personlige gaver” tromlede Thomas Mørck omkuld ved personligt at have udvalgt netop de fødselsdagsgaver, som hun selv allerhelst ville have.

Ganske elegant i sin skildring af ægteskabets ikke altid erkendte magtbalancer.

Sådan svingede første akt hele tiden mellem det elegante og det direkte platte. Og stritter på den måde i lidt for mange retninger. ”Management for vikinger” er god humor, om høvdingen, der kalder sammen - for nu skal de på togt igen. Men han har været på ledelseskursus og vil gerne indføre en fladere, dialogpræget struktur.

Den bliver lidt svær, når en af de hornbærende helst ”vil arbejde hjemmefra”, når togtet er planlagt til at vare i tre år!

Vicki Berlin – hun er en af revyens bærende med sin glimrende timing – får både noget sensuelt og ganske præcist rammende ud af sin el-bil sketch ”Før vi fik el”, og som hun da kan få en ufølsom sosu-assistent sat skudskarpt på plads i det superkorte indslag ”Ind i kampen”

Thomas Mørk træder balletagtigt elegant i Charles Chaplins store fodspor, når han i ”Historiske gentagelser” som Putin leger med vor jordklode i ballonformat. Krænkelsesproblematikken får også sit i ”Episode ved sommerfesten”, hvor chefen selv må stå til ansvar for sit klap i røven. Det er plat, plat og lige vel meget på kanten af det overspillede.

En statsministersketch skal der selvfølgelig også til – og her får Lone Rødbroe i ”Oppustet” ganske meget ud af tekstens ord om ikke bare alle de makrelmadder, men også de hvide kameler, minksagen med videre, som Mette Frederiksen har måttet sluge. Der er en grund til, at hun har taget på.

Anden akt lægger ud med en lille perle ”Oligak”, med revyens tre herrer som guldklædte oligarker, der er på røven i baren – inderligt frustrerede – ”for hvad skal de vestlige magter med vores luksusyachter”

Vicki Berlin blæser hele salen omkuld som ”klog blondine” i hendes egen tekst ”Dr. Nikoline”. Hun er blevet Facebook-doktor, fordi det tog simpelthen for lang tid at uddanne sig som kosmetolog. En ganske knivskarp udlevering af influencer-uforstand.

Vi frygter det værste i ”Banjo”, hvor en Thomas Mørk som ægte rock-n’roller vil give en timelang koncert på netop dette kraftigt forstærkede instrument. Lone og Vicki brillerer lydefrit som to glemsomme tidligere coronaramte i ”Senfølger”. Et klassenummer.

Inden Henrik Koefoed i skikkelsen af eventyrdigter H. C. Andersen genfortæller eventyret om den lille rødhårede pige fra Hadsund, der fejrede sine ulovlige flygtningestramninger med Othello-lagkage, endte i fodlænke og nu har stiftet sit eget parti. Elegant levereret med politisk svirp.

Til gengæld tumler Rødbroe lige vel overspillet afsted i ”En ægte fan”, om at kaste det hele overbord for at blive Kandis-fan. Hvorfor netop dem, som godt kan lide Johnny og hans knasende kandisband skal udstilles og latterliggøres, mangler vi en forklaring på. En svag tekst uden pointe. Lige til at tisse i bukserne over!

Tv-børnetimen ”En flygtig børnetime”, hvor dukkerne barnligt ærligt overtager showet, har bestemt bid, og ronkedor bandet Rolling Stones får en venlig 60-års hilsen fra det velspillende alderdomsorkester ”Rollin Bones”, inden vi hastig nærmer os finalen med sangmedleyet ”En enkel sang” med plads til både Skoller, Lennon, Sting og Simon & Garfunkel.

Odense Sommerrevy årgang 2022 har bestemt sine øjeblikke, men mere beske og skarptskårne tekster ville sikkert kunne tiltrække et yngre publikum. Grinet kommer her for meget til at hvile på enkeltstående skuespillerpræstationer.

Foto: Peter Kjeldsen

  • Odense Sommerrevy, Aalborg-hallen, premiere, fredag aften.
  • Sommerevy i Aalborg, fredag 2. september – søndag 4. september.
  • Lørdag 3. september, kl. 18 og 21, søndag 4. september, kl. 17
  • Revyhold: Thomas Mørk, Vicki Berlin, Henrik Koefoed, Lone Rødbroe, Lars Arvad
  • Instruktør: Joy-Maria Frederiksen
  • Kapelmester: Morten Wedendahl
Arkiv