Skip to main content
Transmitteret teater

Romeo og Julie på sygehus

Patienter på Regionshospital Vendsyssel får kulturen helt ind på stuen onsdag 8. september. Her transmitterer Vendsyssel Teater nemlig deres nye premiereforestilling “Romeo og Julie” direkte til patienternes skærme på hospitalets afdelinger i både Hjørring, Frederikshavn, Skagen og Brønderslev.

Initiativet hedder “Sygt Sundt Teater”, og her arbejder Vendsyssel Teater sammen med TV2 Nord, Spar Nord Fonden og regionshospitalet.

- Folk får det bedre af at få en kulturel oplevelse. Med “Sygt Sundt Teater” kan vi nå ud til et publikum, som ellers ikke har mulighed for at komme i teatret. Samtidig kan vi nå nogle nye målgrupper og vise dem vor kunst, siger teaterdirektør Lars Sennels.

Samarbejdet skulle være begyndt i foråret 2020, men pandemien kom i vejen. I september i fjor lykkedes det at transmittere “Kiksekartellet” til hospitalet, og i dette efterår bliver både stykket “Romeo og Julie” og senere “Motionisterne” vist på sygehusenes sengekant.

TV2 Nord bringer teatret ud til hospitalet. Og ikke kun til sygestuer, men også til fællesstuer på afdelinger, hvor patienter er indlagt i længere tid. Det giver patienter og pårørende muligheden for at få en kulturel oplevelse i fællesskab.

- Kan vi bringe et smil og lidt refleksion ind i den svære tid, det ofte prægere en indlæggelse, så gør vi gerne det. Og er der bare én, der bliver en lille smule mere rask af det, så er jeg glad, siger administrerende direktør Mikael Justesen,  TV2 Nord.

På Regionshospital Nordjylland er hospitalsdirektør Henrik Larsen også glad for at være en del af samarbejdet:

- Med teateroplevelsen direkte ind på hospitalet giver vi patienter, pårørende og personale noget andet at tale om i en tid, hvor sygdom ellers er omdrejningspunktet. Flere afdelinger meldte efter den første forestilling tilbage, at det var en rigtig god og hyggelig aften. Patienterne nød teateroplevelsen, så vi er glade for, at det igen er muligt at give dem en ekstraordinær oplevelse.

Tv-transmitteret

  • I første omgang er “Sygt Sundt Teater” et pilotprojekt, der ikke bliver vist på andre skærme end dem, der befinder sig på regionshospitalets fire afdelinger.
  • “Sygt Sundt Teater” er støttet af Spar Nord Fonden med 497.000 kr., mens Region Nordjylland har bidraget med 100.000 kr.
  • “Romeo og Julie” har repremiere på Vendsyssel Teater, torsdag 2. september og spiller frem til 28. september.
Arkiv