Skip to main content
Teater

Rødbroe nomineret til Reumert-pris

Skuespiller Lone Rødbroe blev onsdag nomineret til en Reumertpris for sin rolle, som amme i ”Romeo og Julie”, der spillede på Vendsyssel Teater i september 2021. Skuespilleren er nomineret i kategorien Årets Kvindelige Ensemblerolle.

- Det er heldigvis efterhånden ikke så usædvanligt, at vi bliver nomineret, men det gør ikke stoltheden mindre. Vi er ambitiøse med vores forestillinger, og vi glæder os over, at det bliver bemærket, siger teaterdirektør Lars Sennels.

Der manglede ikke anmelderros til Lone Rødbroe, da ”Romeo og Julie” havde premiere:

“Lone Rødbroe er heller ikke til at stå for” skrev Børsens anmelder Lars Wallenberg om hendes spil. Og på www.kulturen.nu fremhævede anmelder Bent Stenbakken også hendes spil for sin djærve facon.

Gennem årene har Lone Rødbroe ofte spillet på Vendsyssel Teater. Efter ”Romeo og Julie” medvirkede hun som Elin i ”Motionisterne”, og tidligere har hun bl.a. været med ”Ain’t Misbehavin”, ”I fornuftens land” og ikke mindst ”Turisterne”, hvor hun også blev nomineret soml Årets Kvindelige Ensemblerolle.

Lone Rødbroe er desuden flittig revyskuespiller i Hjørring Revyen, Sønderborg Sommer Revy og i år i Odense Sommerrevy.

I hver enkelt kategori har Reumert-komiteen nomineret tre personer eller forestillinger. Lone Rødbroes konkurrenter er Freja Klint Sandberg for ”Stolthed og Fordom” på Betty Nansen Teatret samt Marina Bouras for ”Zinkdrengene” på Akut360 og Husets Teater.

Vinderne bliver afsløret og hædret ved et stort show i Odense 12. juni.

Arkiv