Mandag 4. oktober starter Aalborgs Teaters nye husinstruktør Camilla Kold Andersen med prøverne til sin debutforestilling ”Jeg er vinden”.
”Jeg er vinden” har premiere 20. november, og Camilla har allerede sammen med scenografen Ditte Marie Thygesen været med til at forberede scenografien til forestillingen.
Drømmen
Men inden den nye husinstruktør fik sin toårige kontrakt ved Aalborgs største teater, har hun været vidt omkring på sin rejse for at finde sin plads i teaterverden.
Hun er født i Hjørring og opvokset i Aalborg, hvor hun har gået i folkeskole og i gymnasiet.
Og som ung pige besøgte hun flittigt Aalborgs Teater.
Hun fortæller, at hun så ALT derinde – og nogle forestillinger så hun endda flere gange, for hun var så forelsket magien i det gamle teater i Jernbanegade.
Der opstod en helt særlig atmosfære, når hun trådte ind i den mørke sal og tog plads sig i de røde sæder som tilskuer til scenekunsten.
Den store forundring over teatrets mystik printede sig dybt i den unge pige, og hun begyndte at udforske skuespillet på egen hånd.
Camilla begyndte at komme i Det Hem’lige Teater i Aalborg, hvor hun indtog scenen med roller og replikker, og i de tre år hun kom der, var hun overbevist om, at det var skuespiller, hun skulle være.
Men det viste sig, at det ikke skulle være alligevel.
- Jeg turde faktisk ikke søge ind på skuespillerskolen. Det er jo trist, for det skal man jo bare gøre. Og i mange år troede jeg jo, at jeg skulle være skuespiller. Men jeg tror simpelthen ikke, at jeg turde, og så ved man, at der er så få, der får lov til at komme ind.
Drømmen om at blive skuespiller stilnede hen, og mens Camilla pakkede kufferten og rejste i stedet til Paris.
Hvad skulle hun nu? Hun havde lagt teatret på hylden, og ikke en eneste gang i løbet af det år, hvor hun boede i Paris, havde hun været inde og se en forestilling.
Til gengæld arbejdede hun på et kontor, fulgte børn hjem fra skole og gik til franskundervisning.
Paris var en fantastisk by at bo i, men tiden alene i den store asfaltjungle viste sig at være ensom, og nordjyden besluttede sig for at vende tilbage til Danmark.
En ny vej til scenen
Det gik op for hende, at hun ikke behøvede at stå på scenen for at mærke teatrets magi, og derfor begyndte hun at studere dramaturgi på Århus Universitet, der blev de første skridt i retningen af hendes nye drøm:
Teaterinstruktør.
Men drømmen virkede på samme tid uoverskuelig, for en instruktør skal jo kunne det hele på forhånd. Man skal jo være genial og kunstnerisk på samme tid, og det virkede bare svært, fortæller hun.
Men efter at have været assistent på en forestilling i København på Teater Republique, fandt hun ud af, at man som instruktør jo ikke sammensætter en hel forestilling alene.
Det er jo noget, som man gør sammen. Sammen med scenografen, sammen med lyd- og lysdesignere og sammen med skuespillerne.
Den nye husinstruktør ved Aalborg Teater indså, at dette var vejen ind i teatrets univers, og i jagten på den nye drøm søgte hun endnu engang ud over Danmarks grænser.
Denne gang drog hun nordpå – til Kunsthøgskolen i Oslo.
I Norge lærte hun om den norske scenekunst – der er meget anderledes end den danske.
Camilla mødte en helt ny teatertradition, som var lidt af et kulturchok.
For ikke nok med, at hun var kommet til et land med et andet sprog, så var hun også væk fra den danske Ludvig Holdberg-komiske tradition, som det danske teater især bygger på.
- Da jeg læste dramaturgi, lærte vi ingenting om, hvad der foregik i Norge eller i Sverige. Men i Danmark har vi mere tradition for underholdning, hvor man i Norge er optaget af Henrik Ibsens, der er mere langsomt og eftertænksomt.
Hun fortæller, at vi i Danmark er scenekunsten mere bundet til de mange teaterhuse i landet, hvor i Norge ligger pengene i noget, som kaldes ”Det Frie Felt”, der består af forskellige omrejsende teatergrupper.
Derfor oplever hun, at den norske scenekunst har flere rammer for at eksperimentere især med skuespillet og spillestilen, når de ikke er bundet til en bestemt scene, hvor hun i Danmark oplever, at man har et større fokus på det æstetiske og selve scenografien, der også lægger bag selve forestillingen.
Camilla, der er præget af begge teatertraditioner, har derfor indblik i både den norske og danske scenekunst, som hun eksperimenterende bruger, når hun optræder som teaterinstruktør.
Bag magien
Halvandet år på studiet stod hun i spidsen for en forestilling på Kunsthøgskolen i Oslo, og op til premieren havde Camilla nerverne uden på tøjet, for det var nu, hun skulle udleve sin drøm om at være teaterinstruktør.
Hun havde hørt, at Aalborgs Teaterdirektør, Hans Henriksen, var blandt publikum, men hun nåede knap at skænke det en tanke, før nerverne igen havde lagt sig efter forestillingen.
Over en øl efter premieren fortalte Hans Henriksen om Aalborg Teater. Han fortalte om de ambitiøse planer, om et kæmpe lokale i den nye bydel Spritten, og da det var før Corona-pandemiens pauseknap, var forventningerne om en hæsblæsende udvikling høje.
Uden helt at vide, hvorfor Aalborgs Teaterdirektør var kommet hele vejen til Norge for at fortælle hende om teatrets fremtidsplaner, var hun ved at falde ned af stolen, da han så på hende og spurgte:
- Vil du ikke være med til det?
Det var overvældende, og Camilla følte sig enormt heldig at få lov til at arbejde bag den mystiske scene, som hun oplevede som ung pige, bag det magiske scenetæppe på Aalborg Teater, hvor kun skuespillere og scenefolk måtte komme.
(Billede nedenfor: model af scenografien til "Jeg er vinden" - Scenograf: Ditte Marie Thygesen)
- Det var helt sådan: chok! Det var jo lidt tidligt allerede at få den opgave. Men han var bare solgt, selvom han kun havde set én ting fra mig. Jeg tænkte lige over det, men sagde så rimeligt hurtigt ”ja”, fortæller Camilla.
Nu står hun inde midt i sin drøm om at være teaterinstruktør, og pludselig er det gået op for hende, at drømmen faktisk er hårdt arbejde.
Men på den anden side af det mystiske scenetæppe oplever hun stadig den gamle følelse af det magiske ved teatret, og i de næste to år har hun kontrakt som husinstruktør i Aalborg Teater.
- Jeg var jo kommet i Aalborg Teater virkelig meget, så jeg var jo nærmest fan. Derfor føles det også specielt at gå om bag ved scenen, når der ikke er forestillinger, og sådan har jeg det ikke med andre teatre. Tænk, at jeg må få lov til at være med til det her!
Hendes møde med den norske kulturarv har gjort indtryk på hende, og da hun skulle bestemme, hvilket stykke hun skulle debutere med på Aalborg Teater, var valget ikke så svært.
- I Norge er de meget glade for Jon Fosse, som jo aldrig bliver spillet i Danmark. Da jeg foreslog det til Hans Henriksen udbrød han: ”Det kommer aldrig til at gå i Danmark.” Og det er jo grunden til at gøre det, griner Camilla.
”Jeg er vinden” handler om to personer, der hedder ”Den ene” og ”Den anden”, som sidder i en båd. Universet er drømmende, og deraf er scenografien blevet inspireret, og forestillingen reflekterer over det uforståelige ved selvmord.
- Jeg synes, at stykket på en måde er meget jysk. I min familie siger man måske ikke så meget til hinanden, og det med at tale om de store, svære ting er utroligt vanskeligt. Derfor håber jeg også, at det rammer godt ind i en nordjysk ånd, siger den nye husinstruktør.
Camilla Kold Andersen har valgt, at det er to kvinder, som skal spille hovedrollerne, der ellers blev skrevet til to mænd. Det skyldes, at hun selv bedre kan spejle sig i stykket med to kvindelige skuespillere, der taler om døden. Det er vigtigt for hende at eksperimentere med de oprindelige stykker bare for at gøre det, uden at det behøver at have et konkret budskab.
Det er skuespillerne Karla Rosendahl og Marie Knudsen Fogh, som den nye husinstruktørs har fornøjelsen af at samarbejde med, og når prøverne starter på mandag, glæder instruktøren sig til komme i gang, lære de andre at kende og ser forventningsfuldt hen mod premieren i november.