Skip to main content
Musical

Kim Larsens minde værdigt!

Musical - "Midt om Natten"

Sikke et show. Fremragende, underholdende og imponerende.

Velkommen tilbage på Nørrebro, tilbage til begyndelsen af Erik Ballings storbywestern, tilbage til ”Midt om Natten” i 80’erne.

Der er lagt op til musik, sang og dans, og det store ensemble og band på over 30 personer i alt leverer i den grad varen, når Aalborg Kongres og Kultur Center inviterer til aftenunderholdning i Kim Larsens minde.

Skuespil og manuskript følger spillefilmens handlingsforløb ganske tæt, og det er et glædeligt gensyn, publikum får, med Benny, Arnold, Susan og Tusindfryd.

Ny på rollelisten er Morten Hemmingsen, og man må sige, at den forhenværende ’Morten Enevoldsen’ fra Badehotellet på TV2 er enestående i sin rolle som Arnold.

Morten Hemmingsen formår virkelig at gøre rollen troværdig, alvorlig og komisk, både når han synger ”Gør mig lykkelig” i morsom duet med ’Kranen’ og når han får publikum op af stolene i klap, mens alle synger: ”Hvem kommer der? Fars gris!”

Også Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen er kommet med på holdet, og i rollen som den nye Susan Himmelblå er hun kæk, sød og frisk og leverer en musikalsk præstation, der får hårene på armen til at rejse sig.

Musicalen er spækket med Kim Larsen og Gasolins musik, som overlapper og ’remixes’ delikat på kryds og tværs, og som virkelig giver publikum noget for pengene. Her er det svært ikke at synge med på de mange velkendte strofer, showet elegant springer gennem. 

Bandets præsentation er virkelig Kim Larsens minde værdigt, hvor der flere gange overlegent spilles guitarsolo til ære af musikeren og rockgruppen Gasolin.

Og selvom man godt kan komme til at savne Kim Larsens sprøde røst, gør Gustav Wolter det godt i rollen som Benny, der har givet karakteren mere blødhed end Kim Larsen selv gav Benny-rollen tilbage i 80’erne.

Gustav Wolter har sin egen klang, og det gør bestemt ikke noget. Han gør rollen til sin egen uden at forsøge at ligne Kim Larsen, og det skal han have ros for.

Dog rammer han Kim Larsens lidt grove karakter, da han i første akt sidder på gulvet med sin guitar og spiller Gasolin ”Hvad gør vi nu, lille du?” i en morsom og gennemført duet med Arnold (Morten Hemmingsen), der synger ”Det er i dag et vejr”.

Jimmy Jørgensen er i dobbeltrollen som brugtvognsforhandleren Charles og rockerlederen, og han løfter i den grad showets komiske niveau, når han bl.a. kommer på scenen som rocker og får punkteret motorcyklen. Hylende morsomt og genialt!

Desuden er Allan Mortensen elskværdig i rollen som vagabonden Tusindfryd og viser publikum sit musikalske talent, når han på skurvognens tag synger ”Langebro”.

Alt i alt er det et vanvittigt godt cast, der alle er i stand til at bidrage til den gode underholdning og den fantastiske sang.

Med ”Midt om Natten” kan man kun blive glad i låget, og tilskuerne får mulighed for at medvirke til en mindeværdig hyldest af hele Danmarks spillemand, der er underholdende og veludført.

Hyldesten bliver rørende fuldendt, da holdet afslutningsvist samles på scenen og sender en sidste hilsen mens Gustav Wolter og Jimmy Jørgensen synger: ”Hvordan står det til i de dødes land? Det ved du nu, pianomand”.

Et fantastisk og imponerende show af både band, skuespillere og statister, der præsterede, så Kim Larsens engel måtte have sunget - for det gjorde vi andre!

Musical

  • "Midt om Natten"
  • Medvirkende: Gustav Wolter (Benny), Morten Hemmingsen (Arnold), Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen (Susan “Himmelblå”), Allan Mortensen (Tusindfryd), Jimmy Jørgensen (Charles, Rockerleder) + stort ensemble og band.
  • Varighed: ca. 2 timer og 25 min
  • Forestillingen produceres af Langkjær Entertainment, Live Nation Denmark og Tivoli
  • 17. - 19 august 2021 i Aalborg Kongres og Kultur Center
  • 27. - 29. august 2021 i Arena Nord, Frederikshavn
Arkiv