Skip to main content
teater foromtale

Kvindens historie - set fra Lønstrup

På Rubjergvej i Lønstrup ligger et gammelt dobbelthus. Her boede to gamle damer dør om dør. De havde ikke blot en husmur til fælles, de var også veninder. De havde også det til fælles, at de levede til de var oppe i 90'erne.

Om deres liv handler Vendsyssel Teaters nye forestilling "Lønstrup Ladies". Stykket er skrevet af dramatikeren Rhea Lemann, mens Ina-Miriam Rosenbaum instruerer.

- Det er et fantatisk stykke om nogle fantastiske kvinder i forrige århundrede, siger instruktøren. Hun har faktisk mødt kvinderne, for tidligere i livet var hun en særdeles flittig feriegæst i Lønstrup. En by hun stadig holder meget af og betragter som sit andet hjemsted.

- Den ene kvinde var fiskerkone og den anden feriegæst. De var berejste. Den ene havde været i Chicago og den anden i Wien, siger Ina-Miriam Rosenbaum. 

Der er yderligere en kvindelig hovedrolle. En yngre kvinde, Liv, som har besøgt de to Lønstrup ladies og som kommer fra Amerika. Og hvor de to kvinder har levet et langt liv dør om dør i Lønstrup, så er det et par kvinder, der rent faktisk har levet, som der berettes om - dog med en vis kunstnerisk frihed.

Figuren Liv tager også udgangspunkt i en sprællevende kvinde, nemlig forfatteren selv. Rhea Lemann er født og opvokset i New York, men møder en dansk mand i en lufthavn og bliver gift med ham få uger senere. Og er bosat i Danmark.

Videoklip i forestillingen bringer os tæt på Wien og Chicago.

Forestillingen starter i 1918, men springer i tid over mere end 50 år. Tanken med forestillingen er også, at den generelt skal handle om alle kvinder. 

- Historien afspejler de seneste 100 år i kvinders udvikling. Kvindernes rolle har ændret sig voldsomt, og emnerne har været mange: Skal man giftes, skal man have børn, skal man have arbejde. Metoo lurer også, fortæller Rhea Lemann.

Forestillingen er også en hyldest til Lønstrup. Så videoklippene bringer også publikum til bade- og fiskerbyen. Naturligvis spiller Lønstrups ikoniske blå biograf også en vigtig rolle på billedsiden.

De medvirkende er Marie Mondrup, Anna ur Konoy, Nanna Skaarup Voss, Lone Rødbroe, Charlotte Bøving, Peter Gilsfort, Caspar Juel Berg og Hanne Laursen. Der er premiere 15. september, og der spilles frem til 8. oktober.

Foto: Mingo Photo

.

.
Arkiv