Et brud med de falske illusioner

I 1962 havde Edward Albees forestilling ”Hvem er bange for Virginia Woolf?” premiere på Broadway. Fire år efter blev forestillingen til en film med Elisabeth Taylor og Richard Burton, der hjembragte hele fem Oscars..

Siden er stykket blevet spillet på scener verden over. Herhjemme kunne man blandt andet opleve Ghita Nørby og Frits Helmuth som ægteparret Martha og George, mens de i en længere periode spillede stykket i 1980’erne.  

Den 19. februar åbner Aalborg Teater dørene til dette klassiske dramatiske værk. Denne gang er det med Marie Knudsen Fogh og Martin Ringsmose i rollerne som Martha og George, og stykket er instrueret af teaterdirektør Hans Henriksen.

Hans Henriksen fortæller, at stykket i høj grad handler om de illusioner mennesker har om sig selv, og hvad der sker, når de brydes.

- Virginia Woolf var som forfatter vældigt optaget af falske illusioner. Man har som menneske en forestilling om sin egen identitet, om hvad man har, hvad man kan, og hvad man skal bruge sit liv til. Når disse illusioner bliver sat op imod virkeligheden og bliver knust, så er det meget farligt.

Stykket foregår i Martha og Georges stue, som befinder sig på et universitet i New England, samme sted som George arbejder.

Efter en fakultetsfest har Martha inviteret et ungt par, Nick og Honey, med hjem til en drink. Det unge par bliver nu vidner til Martha og Georges skænderier og ydmygelser, og bliver langsomt selv en del af deres psykologiske spil.

- Stykket handler altså om en nat, hvor de falske illusioner rammer ind i virkeligheden, siger Hans Henriksen, mens han knytter den ene hånd og slår den mod sin anden håndflade, så der lyder et dunk.

Teaterdirektøren mener, at stykket i høj grad er relevant i dag. I en tid med falske nyheder overalt på internettet, og hvor mange i den vestlige verden får udfordret deres tanker om demokratiet.

- Vi har længe troet på en illusion om demokrati. En illusion om at vi kan redde verden og gøre den bedre. Hvis alle de her illusioner er falske, og vi nu møder virkeligheden, så kan det være meget farligt for os alle.

Ved at skulle instruere et både klassisk, dybt og langt stykke, det varer 4 timer inklusiv to pauser, dukker der også udfordringer op. Ifølge Hans Henriksen har en af udfordringerne været at afdække alle de lag, som der ligger i materialet.

- Stykket er både en vild efterfest og et ægteskabsdrama. Men ud over det, så er der de eksistentielle, de politiske og de analytiske dele. Der er vældigt mange lag, som ikke skal overtolkes, men vi skal stadig have forstået dem.

Stykket er et psykologisk drama, som kaster et hårdt blik på de værste menneskelige sider. Men samtidig har det også fokus på, hvor vigtig kærligheden er for mennesker, og det håber Hans Henriksen man får et indtryk af.

- Man skal have en oplevelse af, at vi dybest set kan tåle hvad som helst, så længe vi har kærlighed. Jeg håber at folk går ud af salen og tænker, at så længe jeg har nogen, som elsker mig, og som jeg elsker, så er der håb.

Fotos: Allan Toft