Skip to main content
revy - foromtale

Revy uden reklameblok

Lørdag er der premiere på Hjørring Revyen. En af landets hæderkronede gamle revyer med masser af tradition. Herunder også tradition for fornyelse af genren. Premieren kommer efter rædselsåret 2020, hvor revyen måtte aflyse på grund af en vis pandemi.

For første gang i mange år kan der meldes udsolgt inden premieren. Der er i øjeblikket ikke flere billetter til salg. Men det skyldes så også pandemien:

- Som det er nu, må vi have 262 inde. Vi har plads til 411 i vores nye opstilling. Så vi mangler omkring 140 gæster per forestilling, siger Henrik Baloo Andersen, revydirektør og kapelmester.

- Jeg er rigtig glad for, at vi har udsolgt, men jeg er også ked af, at vi kommer til at skuffe så mange, som gerne ville have en billet.

- På bundlinjen drejer det sig også om flere millioner kroner, hvis vi kunne sælge så mange flere billetter. Men det vigtigste for os er, at vi kommer til at spille i år. Historien med flere år uden revy, det skæmmer altså, siger Henrik Baloo Andersen.

År uden revy går ikke

For der har været år, hvor det har været svært at drive revy. I midten af 90’erne var Hjørring Revyen en økonomisk katastrofe med en meget lav belægningsprocent. Og i 0’erne var der flere år uden revy. Men de senere år er revyen kommet i god gænge igen.

- Vi kommer ud med et lille overskud med det nuværende salg. Men hvis der åbnes helt op, så har vi 6000 ekstra billetter, siger Henrik Baloo. Det er noget, der i høj grad vil fore revyens økonomi, siger han.

Det er i øvrigt første gang siden Per Pallesens tid, at der er udsolgt inden premieren. Som en konsekvens af revyens trang til at nytænke, så er der også noget, der er tænkt helt ud af forestillingen. Nemlig reklameblokken – en ældgammel tradition fra Pallesens tid, hvor de lokale sponsorer får en vittighed med sig fra scenen.

- Reklameblokken er fjernet. Det har mange gange været det sjoveste ved revyen, mener de folk, der kender sponsorerne. Men vi har altså gæster fra Bornholm, København og så videre. De forstår ikke så meget af det.  Det har været en lettelse, at den er kommet ud. For det har nogle gange slugt 13-14 minutter af en forestilling.

Gigantisk sponsoropbakning

- Det ændrer dog ikke ved, at vi har Danmarks største sponsoropbakning. Det er også derfor, det kan lade sig gøre at lave sådan en revy med så få publikummer, som vi har. For det er en kæmpeproduktion.

- Sponsorindtægterne dækker omkring halvdelen af indtægterne, siger revydirektøren.

Men ville det ikke være fristende at forlænge spilleperioden?

- Den største hurdle lige der er, at Vendsyssel Teater har en forestilling, der går i gang midt i august. Andre kan forlænge lejen af teltet. Cirkusrevyen kommer nok til at spille langt ind i september og oktober i år. Den mulighed har vi ikke. Vi kommer kun  til at lave én ekstra forestilling.

- Og jeg vil ikke udsætte skuespillerne for at spille dobbelt. Altså to gange samme dag. Det vil slide alt for meget på dem og deres stemmer, mener Henrik Baloo Andersen.

Fem på scenen næste år

Hvem der kommer til at stå på scenen næste år, vil han ikke ud med. Endnu. Men de er hyret. Han fortæller dog, at der bliver fem på scenen, lige som han heller ikke vil afvise, at der bliver gengangere.

Fem på scenen i stedet for fire - som der er i år - slider heller ikke så meget på skuespillerne. Det gør, at der simpelthen bliver bedre tid til lige at få vejret igen og få duppet sveden af panden mellem numrene, når arbejdet fordeles ud med en forøgelse af mandskabet på 25 procent.

- Vi startede 19. april med at kigge på tekster. Men der er åbent for tekster næsten helt op til premieren. Ikke at jeg tror, det vil ske nu. Men i princippet kan det lade sig gøre, at der pludselig opstår en ide, siger Troels Malling, der er en af de fire skuespillere på scenen.

- Der er mellem 25 og 30 tekster, som bliver afviklet over et par timer plus pause, siger han.

Nordjysk lune

Birgitte Næss-Schmidt instruerer dette års revy. Vi taler med hende dagen efter den første forpremiere onsdag og spørger, hvad de lærte af den?

- At der er noget, der skal strammes. Der røg simpelthen et par numre, siger hun.

Det kan så godt ske, at gæsterne onsdag fik mere revy, men fremtidens gæster får altså en strammere revy. Der arbejdes også på at få den afviklet en lille smule hurtigere. Der er småting, som der stadig bliver justeret på.

- Der er 11 musikalske numre og 15 rene tekster, fortæller Birgitte Næss-Schmidt og fortsætter:

- Jeg er færdig med mit arbejde lørdag aften efter premieren. Men så kommer jeg i løbet af sommeren og kigger på. Jeg har lejet et sommerhus i Tversted.

- Først og fremmest handler det om at have nogle gode tekster. Men der er vi heldige, at vores skuespillere også er nogle kreative skrivere.

- Vi har arbejdet en måned i København og en måned her. Da vi kom herop var scenografien klar. Det er en lokal revy og en global revy. Men der er meget nordjysk med. Men først og fremmest er den nordjyske lune jo med, siger hun.

Men fra i lørdag er revyen åben næsten hver dag for 262 tilskuere. På Vendelbohus, hvor revyen spillede indtil 2018 var der plads til 382. Og hvis alle coronaens tøjler slippes, ja så slippes der 411 tilskuere ind til dette års revy i Hjørring. På scenen kan man møde Trine Gadeberg, Kasper Le Fevre, Preben Kristensen og Troels Malling. Henrik Baloo og hans seksmandsorkester sidder over scenen på to platforme. Kirsten Brink står for scenografien igen-igen, mens Peter Friis står for koreografien.

Revyen spiller indtil 31. juli.

Du kan læse anmeldelsen af årets revy umiddelbart efter midnat natten mellem lørdag og søndag her på sitet.

Arkiv