Platheder og knaldperler

Hjørring Revyen 2021

Første akt er ved at drukne i for mange platheder og tøhø-numre, men så bliver der sat turbo på i anden akt, hvor Trine Gadeberg i drengerollen ”Pelle” udlægger coronakrisen med barnligt klarsyn, så salen vrider sig i latterkramper.

En sand stjernestund.

Det er jo det vi vil have, når vi går til revy. Vi vil grine og le, gerne få lidt til eftertanken, måske et samfundskritisk svirp, men vi skal være underholdt hele vejen igennem.  

Revyen kysser farvel til et aflyst 0-år i 2020, og i åbningsnummeret ”Hvor kom vi fra?” undrer parret Preben Kristensen og Trine Gadeberg sig over, at nogen gider smide penge efter den slags galskab, som revy jo er.

Inden vi i dansenummeret ”Det bedste af det hele” får at vide, at netop vi publikum er det, som skuespillerne har længtes allermest efter at møde. Herefter går det slag i slag i den timelange første akt med 15 numre.

Lidt tøhø i sketchen ”Et simpelt indkøb” om forskellen på at handle i 1951 og 2021, hvor fyordet ikke længere er "Ugens Rapport", men et halvt kilo oksekød. Preben Kristen brillerer naturligt og velsyngende i ”Det skal bygges væk”, som ministerkonsulent, der leder i pressen på vildspor igen og igen under mottoet ”vi bygger en motorvej et sted, hvor ingen bor”.

Selv statsminister Frederiksen kan han hjælpe, så vi ganske glemmer at ”Syrien er et sted, hvor man kan blive slået ihjel”. Den sad, som den skulle.

”Feriebilleder” går lidt i tomgang, Henrik le Fevres parodi på Allan Olsen i ”Dørkarmsbaron” humper også lidt – bliver ikke helt skarp i sit forsøg på at gøre grin med Olsens ganske uortodokse billedsprog. Og den evige stemmen af guitaren – er det ikke en Hausgaard-specialitet?

Sådan er første akt præget af mange forskellige bud. Fra dyrlægen i form af Troels Malling sat ind som jordemoder i ”Fødselstjek” til Preben Kristensens hyldestsang til forårsbebuderen hundelorten i nummeret ”Frühlingsglaube” med musik af Franz Schubert.

Det bliver meget på det jævne. Numrene stritter i forskellige retninger, og det er som om, plathederne lidt for ofte bliver det tilbagevendende omdrejningspunkt i løjerne.

De garvede revyforfattere Vase & Fuglsang viser, hvordan det skal gøres i en både elegant og skarp tekst ”Johnson & Johnson”, og Trine Gadeberg får også meget ud af sin rolle som pensionist Emma Poulsen, der tømmer sin rullevogn for både urtepotteskjuler og sexlegetøj henne i den lokale genbrugsbutik.

Men det er som om mikset spænder for bredt og ikke rigtig hænger sammen.

Så er der anderledes fart over feltet i anden akt med hele ensemblet på scenen i sketchen ”Pest over Børglum” med vidunderlige citater fra den danske sangskat, mens munkene pønser på at brænde hele Bindslev af. Fed coronasatire!

”Klar tale” er lige det modsatte med uld-i-mund partileder Kristensen, og så går der forrygende ligestillings- og racismedebat i ”Flæsk på kroen”. Her er mobningsproblematik i Kjeld Torbjørn ”De blev alle sammen drillet”, og Hausgaards ”Ægteskabsopera” understreger, at ordet ”skaldepande” er langt, langt værre end kvabso og røv.

”De raske spillemænd” giver plads til Mallings tørt tilbageholdt stenfjæsehumor, som forløser, så vi skraldgriner, og endelig sætter Gadebjerg trumf på i næstsidste nummer ”Pelle”.

Tophuebærende, troskyldig og undrende ligefrem får vi her en femårigs lysende klare ”24 timer 7” indblik i, hvordan corona har formet dagligdag, forældre og gjort det muligt for Pelle at samle sig en formue i tomme flasker. En forrygende tekst begået af revyholdets Kasper le Fevre og forløst med skarp timing og imitation af af barnlige fortalelser, der udleverer de voksnes uforståelige uforstand.

Og så kører hele holdet revyen sikkert hjem i sidste nummer ”En gang for meget længe siden”, irsk vise med indlagt line dance og en hyldest til Rubjerg Knude Fyr og Murer Kjeld, der reddede murstenene fra det brusende hav.

Hvor første akt havde svært ved at finde balancen mellem tø-hø banaliteter og grævlingeknasende satire, magtede anden langt bedre at lokke det spontane glade grin frem – for det er jo det, som er kunsten.

Der er forskel på at gøre nar og udstille – sådan som det tenderede i ”Ukrainske tableauer” – og lave grin.

På den måde veksler revyen i lange stræk mellem flade platheder og sande knaldperler. Mens anden akt er både strammere og tempofyldt tæt spillet og leveret. God, morsom og underholdende, som revy skal være.