Den krænke(n)de Anders

Stand-up - Anders Matthesen: Jokes – fra en hvid straight mand

En mand, en mikrofon og en posefuld jokes. Skønt kan man nu kalde dem det – for det er jo ikke bare fladpandede tø-hø-vittigheder som den 47-årige Anders Matthesen fyrer af, når han indtager en scene. Sådan som han gjorde to gange i går lørdag i en udsolgt Aalborg-hal.

Nej, Matthesen har et skarpt kritisk øje til menneskelig uforstand og en egen evne til at vende og dreje vore fordomme eller ugennemtænkte tilegnede Facebook&Instagram-boostede meninger.

Og på den måde efterlader os i krampegrin, når han dypper os og dem i satirens saltsyreskarpe ordbad for at se, hvad der egentlig ligger inde bagved. Når vi siger, det vi siger, og mener er klogt. Om vores holdninger nu også giver mening, sådan rent fornuftsmæssigt.

Selvfølgelig skulle vi omkring den stadigt accelererende krænkelsesparathed i vort samfund, og da var Matthesen allerede blevet advaret om at passe på. Så det lagde han selvfølgelig ud med at advare om – det faktisk var umuligt at sige noget mere uden, at en eller anden blev krænket.

Men han ville bare give vore fordomme en lille kildetur. For så straks at fortælle om hvordan han selv havde fået et polititilhold for at jagte en kvinde på løbetur i stram t-shirt med påskriften ”Just do it”. Den invitation lå lige til hans højreben eller måske en anden legemsdel.

Salens grinende bifald fører ham så efter et par sekunders timet pause over i samtykkeproblematikken. Skal man eksempelvis bede om samtykke hver gang man skifter samlejestilling? Hvis nogen nu føler sig forulempet ved den nye stilling – og skal man bede om samtykke mellem stødene?

Det er i dette dobbelttydige rum, at showet udspiller sig. Med fokus på de krænkede, som Anden ikke altid forstår. Og som derfor giver ham anledning til at undre sig og føle sig så "krænket", at han er nødt til at gøre grin med krænkelsen og al dens væsen.

Matthesen er i konstant bevægelse på scenen under sit show, i sit stribede habitsæt, med bukserne afklippede lige under knæene. Det er ikke bare ordene, som gør det, men også hans levende mimik, tonefaldet som kan skifte fra lillepige-fornærmethed til basdyb mandebraller. Hele det levende kropssprog.

Emnerne kommer som skudt ud af en spædekalv med tynd mave. Men hele tiden holdt sammen af et spændstigt og samtidigt overraskende associationsflow. Vi ved aldrig rigtig, hvor vi nu skal hen. Men undervejs kom vi da foruden krænkelse omkring bl.a. de unges sjuskede sprogbrug, tatoveringer, hundeejere, børn og børneopdragelse, forældrerollen, specialforretninger som slagter og ostehandler, tv-serien Matador og Luksusfælden. For nu bare at nævne nogle få.

Matthesens timing er uforlignelig. Millimeterpræcis afmålt. Han veksler smidigt mellem eftertænksomt grubleri og given sig tid for så pludselig at eksplodere i et lang farverig udfald mod noget og nogen, han ikke bryder sig om.

Om at være betaget af at kigge på mennesker. Især dem som er overtatoveret. Men de er jo ofte sådan nogle rockertyper, som ikke bryder sig om at blive gloet på.

Men hvorfor nu ikke, når de har gjort sig så meget umage med ikke bare at falde i et med tapetet? Og hvad med den der affarvede, silikoneoppustede babe ved din side – sådan noget skal da nydes. Det må den tatoverede da kunne forstå.

Det er her Matthesen kan noget særligt. Midt i den besindige, fornuftsprægede undren pludselig selv at eksplodere i gadedrengefræk nedrakning – båret af harmdirrende afstandtagen. En rod fra Albertslund, der siger, det som det er. Og vi elsker det!

Hvorfor skal et tisselagen pludselig hedde et vådliggerlagen? Og det er da okay, at vi ikke har Kæmpeeskimo-is længere – ”så store var de jo heller ikke”. Og hvad med Tøjexperten?

Matthesen gik ind og spurgte dem, om de vidste, hvornår tøj blev opfundet? Det kunne de ikke svare på – ”kan man så kalde sig expert?”

Sådan veksler showet mellem de store emner og de helt små – filosofisk grublen over menneskelivets vilkår med veloplagte oneliners.

Matthesen kan noget. Med sit udgangspunkt i hverdagsliv og almen fornuft få os til at grine befriende – både af tidens almene uforstand, men så sandelig også indimellem af os selv.

Det er standup komik i særklasse.

Foto: Anne Kirstine Roed