Skip to main content
dans

Nordjylland får dansefestival

Kan du lide at se på dans? Eller selv bevæge dig til musik? Så kridt danseskoene og sæt X i kalenderen 8. - 11. september til fire forrygende dage med danseshows, danseteater, dansemusik, dansefilm, dansekunst, danseworkshops - ja, alt hvad dansehjertet begærer.

- En dansefestival med så varieret et program er ikke tidligere afviklet i provinsen, fortæller koordinator for ‘Dansekraft’, Birgitte Bisgaard, der selv er danser.

Store navne på programmet ‘Dansekraft’ byder på alt fra internationale danseshows til lokale danseevents. Publikum kan bl.a. glæde sig til at opleve et af Europas dygtigste flamenco kompagnier, Barcelona Flamenco Ballet, det danske Don Gnu danseteater og et ”Saturday Night Fever”-jubilæums-event.

- Udover de navne, der er faldet på plads, er vi i dialog med flere store dansekompagnier, og vi glæder os til at afsløre navnene inden længe, lyder det fra Birgitte Bisgaard. Vil man selv ud på dansegulvet, inviteres der til 'Ballroom med livemusik', ''Cross dance', 'Disco a la Gaslight 1977', ballet, argentinsk tango, standard dans, osv. osv.

- Interessen for dans er stor, så nu giver vi alle mulighed for både at opleve dans med øjnene og få gang i fødderne. Og det uanset om man er ung, ældre, erfaren eller uerfaren.

Bag dansefestivalen står samtlige kulturinstitutioner i Nordkraft, dvs. Skråen, Aalborg Kulturskole, Teater Nordkraft, Den Rytmiske, Biffen Nordkraft, Kunsthal Nord, DGI Huset og DGI Nordjylland.

- Når aktørerne i Nordkraft på den måde danner fælles kulturfront, kan der opstå noget magisk, siger Birgitte Bisgaard, der i flere år har undervist i salsa på den Den Rytmiske.

Langt de fleste events foregår derfor i og omkring Nordkraft, men dansen dukker også op i bybilledet i Aalborg under festivalen.

‘Dansekraft’ finansieres primært af aktørerne i Nordkraft, der også står for billetsalget, som starter i løbet af de kommende måneder. Derudover støttes festivalen af Aalborg Kommune, Aalborg Event og Region Nordjylland, og man afventer nu svar fra en række fonde, før det endelige program kan afsløres.

Arkiv