Fægter, digter og forelsket

TEATER: "Cyrano"

De fleste kender nok Cyrano som musical - med musik af Sebastian. Den forestilling spillede Aalborg teater i 1998. 20 år senere var der så premiere på skuespillet - det oprindelige skuespil som ligger til grund for musicalen.

Men det skuespil har så fået en ordentlig en på frakken i den russiske instruktør Yuri Butusov iscenesættelse. For der sker altså ting og sager lige her. Det er ret langt fra originalmanuskriptet fra 1897.

Det er en både flot og poetisk forestilling, og lige knap 2000 tilskuere havde fundet vej fra forestillingens start. Eller rettere: 2000 streamede det - der kan jo være flere foran hver skærm.

Ved tæppefald to en halv time senere var der 868 tilbage. Det er også pænt, for to en halv time er lang tid at sidde foran en skærm. For det er jo ikke en spillefilm. Det er teater.

Vanvittigt flot produceret

Selv om det er teater, så er det faktisk vanvittigt flot produceret som stream. Hold nu op, hvor Aalborg Teater dog leger med muligheder. De bliver simpelthen bedre fra gang til gang.

Her i "Cyrano" er der kameraer både foran og bagved scenen. For at det ikke skal være løgn, så er der også et kamera i loftet. Der klippes elegant, der er mange nærbilleder. Ja selve fotograferingen er virkelig gennemtænkt og koreograferet. Afgrundsdyb respekt for denne produktion.

Det ændrer dog ikke ved, at formatet er for langt. Det ville være en dejlig oplevelse i en teatersal, men streamet teater skal helst ikke vare ret meget over en time, og halvanden time er sikkert det maksimale.

Ringmose: Jamen du godeste...

Mest markant i denne forestilling er Martin Ringmose. Jamen du godeste hvor er han dog god. Man kan virkelig mærke ham ude ved skærmen derhjemme. Det er en gigantisk rolle, han spiller, og alt og alle blegner i hans selskab. Selv om der er mange gode detaljer og godt skuespil. Men Martin Ringmose er den eneste, man husker, når man har set Cyrano de Bergerac. En dygtig slagsbror/fægter, en følsom poet, der kan skrive sig direkte ind i hjertet på enhver. Med andre ord: Det næsten perfekte menneske. Altså bortset fra at han er tudegrim. Han er især grim på grund af tuden: Den gigantiske næse.

Lige her gør Aalborg Teater så noget mærkeligt: Nok har Cyrano en stor næse. Men alle andre roller har om muligt endnu større næser. Her taler vi om virkeligt grimme, defekte næser, der ligner snabler, tissemænd, Pinocchio og hvad ved jeg.

Meget poetisk tekst

Jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvad alle disse næser går ud på. Faktisk er der mange ting, jeg ikke helt forstår. Jeg forstår heller ikke, hvorfor mange scener foregår i slow motion. Eller andre scener, der ligner breakdance.

Det er en ganske poetisk tekst, der udspiller sig foran næserne på os tilskuere.

- Hvis man ved, man er dum, så er man i det mindste så klog, lyder en replik.

Jamen det er jo en meget klog replik!

Der er også Cyranos næsten allersidste replik:

- Dumheden, ja den sejrede sgu til sidst.

Det er altså ord præget af uendelig skønhed.

Men forestillingen er altså også bygget op omkring en poesi, der næsten tager pusten fra en.

Jeg er 100 procent overbevist om, at havde jeg siddet på sjette række i en fyldt teatersal ville jeg være bjergtaget. Men nu er "Cyrano" oplevet på en computerskærm siddende på en kontorstol, og det holder forestillingen ikke helt til. Og det på trods af, at jeg har siddet og nydt min pausedrink fra start til slut...

Jaja: Det blev altså kun til tre glas vin.