En rutsjebane til "Stokholm"

"Turen går til Nikolaj Stokholm"

Nikolaj Stokholm gæstede AKKC i går aftes med sit onemanshow ”Turen går til Nikolaj Stokholm”.

Showet har lidt under coronanedlukning, og derfor har Nikolaj Stokholm både måtte optræde for et begrænset antal publikum og flytte sine shows frem til efter genåbningen.

Denne gang er det dog første gang vi i Aalborg kunne byde velkommen til komikeren med sin nye titlen som Årets Komiker ved Zulu Comedy Galla 2021.

I det forrige show “Mit liv som Nikolaj Stokholm” fortalte komikeren om sin opvækst i 90’erne, men denne gang er han blevet voksen.

Og dog – for Nikolajs krøllede, fjollede hjerne, der altid tænker det sjove, før den tænker normalt, gør alle sine møder med omverdenen absurd akavede.

For eksempel når naboerne står i døren og fortæller, at de skal på ferie, og Nikolaj responderer med en underlig informationsdeling, hvor samtalen først bliver normal igen, når ’mussemor’, konen Isabella, træder til.

Og for Nikolajs barnlige sind var det en udfordring at komme ind hos jordemoderen og tage situationen omkring den gravide mussemor alvorligt.

Hans timing er genial, og når han lynhurtigt smider albino-jokes ind i forbindelse med scanningsbilleder uden den lange optakt, er det hylende morsomt.

Komikerens balance mellem selvironi og arrogance er godt balanceret, men når vi inviteres ind i den voksne mands underlige livsanskuelser, er de nok nærmere fortolket af en akavet teenager.

Stokholm trækker mange af sine jokes langt - og nogle gange for langt. Og hvis man ikke er den store fan af pik og bæ-vittigheder, så kan man sidde længe og vente på, at ’Stokkefars’ barnlige hoved finder koncentrationen igen.

Man kan mistænke ham for at tænke, "alle veje fører til Stokholm", men da han selv italesætter, at den råde tråd er klippet for længst, kan man kun give ham ret. 

Vi starter godt nok i en lufthavn, men vi ender ikke helt i ”Stokholm”, og Stokkefar runder desværre ikke sit show af på toppen.

Men selvom vi er af flere omveje på turen, så kan man ikke tage fra ham, at han er sjov, og Stokholm har flere højdepunkter gennem sit onemanshow, der får publikum til at sprutte af grin.

Vi dør af grin, når han sammenligner reality-programmet Paradise Hotel med en børnefødselsdag på tequila, og refererer til en morder-uge på hotellet, hvor ubåds-Madsen burde have været inviteret.

En lang joke om friske asier bliver heldigvis rejst ved det træ, som den var faldet, da Nikolaj henvender sig til publikum og får fat på asie-avleren Anders.

Her mærker man komikerens talent til at gribe enhver underlig situation og gøre det ufatteligt morsomt.

Stokkefars sproglige billeder, når han fortæller om sin plastiktrusse ved massøren på en ferie til Paris, er vanvittige sjove, og vi kan kun forestille os, hvad den tålmodige mussemor er oppe i mod.

Vi oplever kort en mere sentimental side af komikeren, der fortæller om sin kærlighedshistorie med Isabella.

Det klæder ham at fortælle om sit møde med den smukke kæreste, for her viser han en mere alvorlig side, der ikke konstant tager pis på alt og alle.

Den velklædte herre står i kontrast til sine grænseoverskridende jokes, og når han træder over stregen med bl.a. nazi-jokes, griner han fjoget efterfølgende og spørger: ”Var det for meget?”

Og det var det størstedelen af tiden – men det er også, derfor det er så sjovt.

”Turen går til Nikolaj Stokholm” er en rutsjebane mellem lange oplæg og perfekt timing, og når hans barnlige hoved ikke løber for langt af sted med ham, kan vi andre stadig følge med.