En mand og en mikrofon

Comedy - "Det Sjovt"

”Det Sjovt” lovede Christian Fuhlendorff, da han besøgte Aalborg i weekenden.

Spændt var publikum valfartet til Royal Stage på Skråen i Nordkraft for at finde ud af, om det, Fuhlendorff lovede, nu også var sandt.

Og det var det, selvom han havde kappet den røde tråd, fjernet scenografi, udklædning og for-producerede tv-klip.

Præmissen for showet var én mand og én mikrofon uden dikkedarer, og det var netop det, som vi fik.

Det er modigt, når jokesene står helt alene, og derfor har komikeren også taget sig den frihed at gøre hver aften med sit show unik. Han følger ikke et stringent manus og griber bare aftenen.

Og det lyder jo alt sammen meget godt, men det kan også have den bagside, at showet syntes en smule ustruktureret.

Man sidder med en følelse af, at man lige så godt kunne sidde til et open-mic arrangement, hvor komikeren testede sit materiale, fremfor at det var et færdigt, velforberedt og gennemarbejdet show.

Eksempelvis griber Fuhlendorff ud efter en joke omkring sin homoseksuelle ven Thomas. Den lander super godt i forlængelse af en fortælling om sin tur som tilskuer til Pride-paraden i København, men en lille lommelygte stopper ham.

Lygten var sendt op i hans ansigt for at varsle om, at Thomas-joken skulle gemmes til senere. Han springer da væk fra Thomas-joken med lovning på, at vi vender tilbage til den. En fortælling om konen Karina mases ind imellem, og det giver en lidt rodet oplevelse for publikum.

Ikke desto mindre er Fuhlendorff sjov. Hans evne til at fortælle historier er sublim, og vi sidder alle i stor forventning, når han starter en joke ud med, at han har en episode, som han skammer sig over.

Måden hvorpå Fuhlendorff bygger sine jokes op er teknisk dygtigt, og han har vores fulde opmærksomhed selv i de længere historier. Fortællingen om en biltur med familien, hvor Karina bl.a. ikke kan skælde ud baglæns, og børnene på bagsædet ikke vil høre efter, ender ud i at blive et af aftenens højdepunkter.

Fuhlendorff observationshumor er genial, og han rammer lige plet i sin skildringen af sit eget parforhold, så det kan genkendes hos publikum.

Både når Karina spoler frem i diskussionerne og flytter præmissen til sin fordel, og når han er degraderet til mellemleder uden børnenes respekt og anerkendelse.

- Min kone, der bestemmer, min datter, der afpresser og min søn, der stikker, siger Fuhlendorff om sin nuværende livssituation.

Det er hylende morsomt, når han imiterer sin familie med forskellige sjove stemmer, der skal passe til situationen, hvor de irriterende eller seje, og endda uden replikker kan Fuhlendorff udføre et rollespil af ham og konen i et skænderi.

Selvom komikeren påstår, at showet ikke handler om noget, kan han alligevel ikke lade være med at kommentere på døden, MeToo og klimaet.

Fuhlendorffs tilgang til de store samfundsdiskussioner er på sin vis ydmyg, hvor han erkender, at han ikke ved noget om noget, og på samme tid helt skarpt, hvor han smider bidske jokes af sted ud over scenekanten.

”Det Sjovt” er sjov, og Fuhlendorff holder, hvad han lover og ikke mere end det. Han tager os med tilbage til dér, hvor stand-up startede: en mand og en mikrofon.

Det er dejligt befriende, selvom jeg alligevel foretrækker en anelse mere struktur på materialet, så det i stedet kan føles som et gennemført comedy-show.