Slagfærdig pianist

Caspar Philipson/The Late Night Show

Hvad har danske Otto Brandenburgs “Susanne, Birgitte og Hanne” - den med refrainet ”alle sømænd er glade for piger” – tilfælles med amerikanske Tom Lehres samfundssatiriske og revsende sange?

En mand! Nemlig skuespiller, sanger og pianist Caspar Philipson, 50 år, og han indtager veloplagt Aalborg Teater denne tirsdag aften – kun i selskab med det velstemte, sortblanke koncertflygel Bösendorfer der på scenen.

I vinrød velourjakke, butterfly og blanke laksko er han på en gang nydelig og borgerlig korrekt. Men i virkeligheden er han jo en haj i forklædning, som han sidder der og veloplagt, undrende udstiller og fører os igennem sine og vores allesammens oplevelser med pandemien.

Du ved corona, smittefare, isolation, fortvivlelse og alt for meget langstrakt hjemmeliv.

Men først lægger vi ud med jazzklassikeren ”All Of Me”, fermt tangentleveret og sunget sådan musicalagtigt lystigt. Det er at høre, at Casper Philipson har en trænet og god stemme, som han sidder der med sin kække John F. Kennedy-frisure.

Showet former sig som en lang perlerække af primært klassiske Tom Lehrer-numre plus Monty Python-guld. Den amerikanske matematikprofessor Lehrer blev stor i 60’erne med sin barberbladsskarpe aktuelle satire af både dagliglivet i USA og ikke mindst den førte politik – indenrigs som udenrigs.

Philipson begrænser sig først og fremmest til coronatiden – du ved de snart halvandet år – og det er både en styrke og en svaghed. Det er noget, vi alle sammen kender til og kan forbinde os med. Men samtidig – og det er et stort MEN – er vi alle sammen li`som kommet videre.

59,5 % er færdigvaccineret herhjemme, 73,2 % har fået første stik. Vi er på vej ud i en form for normaltilstand, og Philipsons overvejelser om sikker sex, parforholdskedsomhed og smitte er på en måde allerede gamle nyheder. Og hvem interesserer sig for alvor for dem?

Den slagfærdige pianist har en fin timing og overrasker drillende igen og igen verbalt, men der er ikke rigtig giftigt politisk bid i satiren.

Det forbliver på det venlige og forsonlige plan. Det acceptable, hvor ingen for alvor bliver stødt på manchetknappen eller den personlige politiske holdning.

Men fikst og veloplagt er det skruet sammen, og tiltrængt – for der har jo, som Caspar selv siger:

- Der har ikke været meget Joy over det danske kulturliv!

Ligesom det var sjovere dengang det at blive smittet, var forbundet med en vis kropslig begejstring.

Jo, Caspar har et både velsmurt og rapkæftet mundtøj og bruger det ganske fornøjeligt. Selv om denne genoplivning af en række Lehrer-klassikere tyndet op med Monty Python sine steder kan virke en smule bedaget og uden nødvendig aktualitet.

Men sangtteksterne er jo stadig syreætsende elegante og ganske provokerende. Selv om det kan virke ganske pudsigt, at både Poul Reichhardts ”Er du dus med himlens fugle” og John Mogensens ”Så længe jeg lever” skal proppes ind blandt de satiriske sange.

Egentlig unødvendigt selv om det giver grundlag for fællessang.

Men Casper får det til at fungere. Velsmurt og ganske fornøjeligt.