Skip to main content
Teater

Det usynlige stof

Børneteater - ”Kejserens nye Klæder”

Det er en veloplagt nytolkning af eventyrdigter Andersens ”Kejserens nye Klæder”, som Aalborg Teaters nye skoleteaterforestilling her byder på.

Historien om de to udspekulerede skræddere, som bilder den forfængelige kejser ind at deres helt specielle stof ud over lethed og tekstur, også er i stand til at skille de kloge fra de snotdumme, har her fået en gevaldig opdatering.

På plussiden tæller de imponerende, farverige kostumer – nærmest ballonagtige, som hele ensemblet er iklædt.

I rød, gul og orange svæver de rundt på scenen.

Der er knald på pangfarverne, paryk og makeup, og alle de optrædende er iført højhælede damesko, så både barn og voksen virkelig bliver inviteret ind for i et magisk eventyrunivers.

Her er musical-agtige syngende optrin og den oprindelige uskyldige eventyrtone har fået tilføjet en ordentlig omgang nutidig engelsk-sproget slang og voksenudtryk. Med småsarkastiske hip til flommet politikersnak og uforståelig modesnobberi.

Som helt ærligt vist gik hen over hovedet på den del af premierepublikummet, som havde brug for ekstra plasticsæde på stolerækkerne for at kunne følge med i løjerne på scenen.

Men gudskelov blev meget alligevel reddet af grundhistoriens pointe om, hvor let det er at narre dem, som fører sig frem med opstyltet forfængelighed og ikke tør være ærlige.

I hovedrollen er Patrick A. Hansen fremragende som den hidsige kejser, der ikke tåler modstand og som er omgivet af rådgivere, der aldrig går op imod ham. Men føjer ham igen og igen – med katastrofalt resultat.

Ingen tør fortælle ham sandheden, og dum og indskrænket, som han jo er – ender han med at stå nøgen og afsløret foran ikke alene sin æstetikminister (Alexander Clement), fleksibilitetsminister (Clara Josephine Manley) med flere.

Nej, hele salen ser ham afklædt nøgen – dog ganske nådigt iklædt en hvid flonelsdragt med dertil hørende snabelvedhæng.

Koreograferet dans, korsang og høj techno sætter yderligere flintrende fart og fut i løjerne, og det bliver helt agentagtigt og ”småtruende” når de to skræddere i skikkelse af Ulrik Windfeldt-Schmidt og Mare Holm Peschcke-Køedt dukker frem med blåt hår og i skinnende blanksorte kostumer.

De direkte henvendelser fra scenen om, hvad børnene selv tænker om, det der foregår på scenen, fungerer udmærket, og det er faktisk børnene, som får lov til at redde stykket og afdække moralen.

For af lutter angst for at virke dumme og uvidende accepterer alle stykkets medvirkende jo, at det usynlige stof virkelig eksisterer. Igen og igen bliver det rost i floromvunden udenomssnak, mens hidsigprop-kejseren stadigt mere rødglødende beder om dog at få i det mindste farven at vide …

Det er forestilling, som er en sand fryd for øjet, smukt koreograferet og med overdådige kostumer, men det er også en gendigtning, som faktisk sigter rent voksen i mange af replikkerne.

Det er en forestilling, der gerne vil være med på noderne. Være både smart, cool og udlevere vor egen forskruede samtids frygt for at falde igennem og ikke slå til.

Det er ikke så lidt af en ambitiøs mundfuld, og her vil de allermindste ganske givet bliver koblet af, men vil også stadig kunne more og undre sig over kejser Hidsigprop og hans barnlige opførsel. Hvor let han lader sig narre og hvor dumme hans ”kloge” rådgivere er.

Falden-på-halen og overtydeligt skuespil tager livtag med mere sofistikerede undertoner, og selv om det ikke altid lykkes fejlfrit, er det både underholdende og tænksomt teater, der godt kan give anledning til en god udredende snak mellem børn og voksen bagefter.

Om alle tiders afklædning af voksen uforstand.

Teater

  • "Kejserens nye Klæder”
  • Aalborg Teater, Store Scene.
  • Instruktør: Viktor Tjerneld
  • Scenografi og kostumer: Christian Albrechtsen
  • Komponist: Hampus Hallberg
  • Koreograf: Melker Sörensen
  • Medvirkende: Patrick A. Hansen, Kathrine Høj Andersen, Camilla Gjelstrup, Carla Josephine Manley, Alexander Clement og Ulrik Windfeldt-Schmidt.
  • Premiere 29. januar, spiller til og med 31. januar 2022, 18. februar og igen fra 28. februar til 1. april 2022. Mandag til fredag kl. 10.00 og 12.00, lørdage kl. 11.00 og 13.00 samt hele uge 8 (vinterferien).
Arkiv