Skip to main content
Åbent Hus

Bag kulissen på Aalborg Teater

Et kig ind i alle teatrets afkroge

Tirsdag den 19. oktober fra kl. 12 - 16 inviterer Aalborg Teater med ind bag kulisserne, hvor store og små kan få indblik i, hvad der foregår bag det store scenetæppe.

Teatret løfter tæppet for, hvordan der arbejdes med forestillinger, og der er mulighed for at få et kig ind i de steder, man normalt ikke ser, når man besøger teatret.

Gennem guidede rundvisninger fortælles anekdoter om teatret, og der lægges smut forbi skræddersal, snedkersal, malersal og frisør, som er i fuld gang med forberedelser til de kommende forestillinger.

Foyeren på første sal vil blive omdannet til et eventyrland med store snekrystaller, rekvisitter og et stort udvalg af kostumerne i en udstilling af årets kommende juleforestilling ”Snefald”.

Den store udklædningskuffert

Teatrets skræddere har været en tur på loftet og fundet kostumer, hatte, parykker og andet sjovt fra gemmerne, og teatrets Mindste Scene omdannes til en kæmpe udklædningskuffert.

Her kan børn og voksne hoppe i kostumer i alle afskygninger og klæde sig ud i alt mellem himmel og jord.

Dele af teatrets store garderobe sættes til salg, og der vil være gode muligheder for at erhverve sig sjove, skøre, farvestrålende og festlige kostumer til årets Halloween-fest eller næste års karneval.

Også rekvisitter sælges, og man kan derfor få fat på sjove ting til hjemmet – måske en lille taburet i form af lakridskonfekt fra sidste års forestilling ”Hans og Grete”.

Derudover vil teatret afholde en konkurrence, som gæster kan deltage i.

Teatercaféen vil være åben hele dagen og serverer snacks, hjemmebag, kaffe/te og kolde drikke.

Der er gratis adgang til arrangementet, og tilmelding er ikke nødvendig.

 

Fotograf: Lars Horn
- Skræddersalsleder Helene Billingsøe og Anne Remien ansvarlig påklæder
og skrædder gør klar til kostumesalget ved Åbent Hus på Aalborg Teater.

 

Vil du have et ugentligt nyhedsbrev fra os?

I så fald skal du skrive en kort besked med din email-adresse til:

brev@kulturen.nu

 

Arkiv