Jeg er Kuan - 9800 kilometer væk

Fix & Foxy: "Avatar me"

Har du nogensinde drømt om at skifte din dagligdag ud? 

Nu kan det lade sig gøre. Og efter tre kvarter er du hjemme igen i din daglige trummerum. Så det er aldeles ufarligt. Men det er også en helt, helt anden måde at opleve teater på.

Teater? Kan det kaldes teater? Jeg ved det ikke. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet noget lignende før i den kategori, der hedder teater. Eller i andre kategorier.

Teater Nordkraft er en del af en digital teaterfestival i øjeblikket. På programmer er blandt andet forestillingen "Avatar me".

Det starter i foyeren

Efter en kort introduktion i foyeren - det er på din pc/tablet eller telefon derhjemme - sendes du ud i verden. I mit tilfælde gik rejsen til Malaysia. Til en rig forstad ved hovedstaden Kuala Lumpur.

Jeg får besked på at lukke øjnene. Efter lidt vejrtrækningsøvelser får jeg besked på at åbne dem igen. Nu føres der nogle hænder op til min skærm. Det er mine hænder, får jeg at vide.

Det, jeg ser på min skærm, er min nye virkelighed.

I den anden ende - i realtid i Malaysia - sidder min avatar. Hans rigtige navn er Xu Yongkuan, og han spiller min rolle i denne forestilling. I forestillingen er mit navn - for en stund - Khor Yong Kuan. 

Jeg vil være skuespiller

Jeg er 28 år. Jeg studerer drama i London. Jeg er på besøg hjemme hos mine forældre i Malaysia. Mine forældre er stinkende rige. Jeg har ikke været hjemme i syv år.

Nu stiger jeg ud af sengen. Der er 35 grader varmt, så det er rart at mærke marmorgulvet svale mine fødder, da de rammer gulvet.

Mit værelse står præcist, som dengang jeg rejste hjemmefra for at blive skuespiller i London. Jeg åbner og lukker for skuffer og skabe. Kigger i mit klædeskab. Kigger gamle billeder. Ser mit pas. Går ned i stuen, hvor min far sidder kun iklædt underbukser og ser tv. Der er hedt - også indendørs.

Jeg går ud. Der står tre biler i carporten. Jeg får lov at vælge, hvilken af dem vi skal bruge. Så kører vi ud i byen. Finder et spisested, hvor vi spiser præcis den mad, som jeg har valgt.

Jeg vælger en suppe med fiskeboller.

Så møder jeg min avatar

Efter tre kvarter tænder jeg også for mit kamera. Jeg hilser på min avatar, som jeg ikke har set under forestillingen. Han har nemlig indtil nu haft kameraet på sit hoved. Vi slutter af med nogle høflighedsfraser, og så er det slut.

Som teateroplevelse er det ret enestående. Der er kun én skuspiller og én tilskuer. Skuespilleren spiller mig - personificeret ved Khor Yong Kuan. Vi taler sammen konstant under forestillingen. Han gør præcist, hvad jeg beder ham om. Selv om han naturligvis også styrer forestillingen.

Lige der kunne jeg måske være gået helt ud til grænserne og gøre ting, jeg ikke ville til dagligt. Men det gør jeg ikke, for jeg er så overvældet af situationen, at jeg er mere høflig, hjælpsom og korrekt end til daglig.

Man vil jo gerne gøre et godt indtryk...

På hvem? På mig selv?

Det er jo ikke hver dag, at man er kineser bosat i Malaysia der studerer dramatik i London, vel?

Det er lidt skræmmende, at få lov at være et andet menneske. For det er jo ikke film eller teater. Der sidder et andet væsen i den anden ende af verden og gør præcis, det jeg beder om. Det giver en magtfølelse på kanten af det ubehagelige, for lige her er du ikke en del af noget demokratisk. Du er dig selv - altså Kuan - og må gøre alt hvad du har lyst til. Der er plads til at være super-egoist. Hvis du kan få dig selv til det.

For det er nemlig forestillingens dilemma: Hvis du kan gøre alt, vil du så gøre det?

Havde det være en computer-animeret person i den anden ende, så havde det været anderledes. Så kunne man have opført sig som en tegneseriefigur. Men dette er et ægte menneske.

I 40 minutter er jeg Khor Yong Kuan. Det er ikke et sekund for langt eller et sekund for kort. Havde det varet længere, frygter jeg, at det ville bliver langtrukken og måske lidt pinligt. Havde det varet kortere, så tror jeg ikke, at jeg helt havde forstået, hvad dette koncept kan.

Men det at få et lille frirum i et tæskevarmt og fugtigt Kuala Lumpur er altså spændende. Især er det spændende at komme udenfor. Det er spændende at møde en anden verden. Det er spændende at stå ved et gadekøkken og se andre mennesker 9800 kilometer væk. Vi er den del af den samme virkelighed. Her og nu.

På den måde bryder forestillingen grænser. Både fysiske. Men også dem, du har oppe i hovedet.

Dette virker uvirkeligt. For jeg sidder jo bare ved en pc i Aalborg og styrer et andet væsen i en rigtig virkelighed. Min handlinger har konsekvenser.

Der er nok at tænke over.