To be Wu or not to be Wu

En hjerteåbner ved tungens klinge

“You Can keep the charts / all I want is your hearts!” 

Og hvem stjal mit hjerte dér i sommeren 1997 et år efter studenterhuen kom på i Sønderborg?

Det gjorde den amerikanske rapgruppe The Wu-Tang Clan fra The Projects på Staten Island New York. Linjen er ikke deres, men den britiske grime-rapper, aktivist, debattør og PhD i historie Akalas, som ligesom mig også udgør en hjerte- og hjerneberøvet Wu-tist. 

Det var deres andet studiealbum, der gjorde ud- eller hjerteslaget. “Wu-Tang Forever”. Profetisk titel. Det er blevet en evig følgesvend.

Jeg kendte godt gruppen, for jeg var 16 år i 1993, hvor deres utrolige debut, “Enter the Wu-Tang (36 chambers)”, blev et henrykt hurtigt globalt fænomen, lang tid før Internettet var udbredt.

Og jeg havde endda været på hiphoppen meget tidligt, allerede fra Run DMC, Public Enemy og Beastie Boys i de sene firsere. Min storebror, Søren, var vejen og provideren og hentede plader hjem fra USA på ture til København.

Så jo, jeg kendte godt til The Wu i ‘97 og havde nysgerrigt fulgt de ni vilde medlemmers soloeksperimenter efter succesen med kollektivpladen fire år før.

Produceren blandt dem, RZA, var allevegne i populærkulturen efter gennembruddet, og hele holdet: Ol’ Dirty Bastard, GZA, Method Man, Ghostface Killah, Masta Killa, Inspectah Deck, U-God og Raekwon havde lavet selvstændige numre og skæve samarbejder, jeg kendte lidt til og fulgt med i for det meste. Men kendte jeg dem, The Wu, rigtigt? 

Med “Wu Tang Forever” blev jeg Wu’et for alvor af the Wu. Så altså man kan sige: “I became Wu”. Og hvorfor nu det lige dér? Mange kendere foretrak jo ”36 Chambers”?

Retrospektivt set ved jeg godt, at det var en storartet plade, hvor særligt RZAs produktionsstil virkeligt maste sig frem og stod som en signalfarve foran en noget forslidt WestCoast rap i samtiden, der blev mere og mere R’n’B-samplet og hookline-baseret pga. denne rapforms eksponering på MTV (det var dengang den stadig var en musikkanal!).

Det var en plade, der forbandt unge i min generation på tværs af samfundsklasser, aldre inde i selve generationen og musiksmag generelt. De, der lyttede til Oasis og Blur, var også meget med.

”Wu-Tang forever” klarede sig flot i Norden og især i UK (her blev den den første rapplade, der blev nr. 1 på charts – det blev altså på de britiske øer både til charts and hearts).

Pladen var autentisk hood, der fik alles opmærksomhed. Den og de ni prøvede ikke at være et alternativt musikalbum. Poesiniveauet var så højt og godt, at det og hele klan-universet med tøjet, logoer, figurer, fortællinger og samfundskritiske ord trak mange med ind.

Det, der ramte mig som 16-årig, var niveauet af ikke-apologetisk poesi fra disse ni mænd. De klædte sig ikke anderledes end mange andre amerikanske rappere i tiden. De prøvede ikke på at være noget andet, end de var.

Nogle af dem havde været i fængsel. Nogle af dem havde prøvet at blive skudt. Nogle havde solgt stoffer. De havde faktisk haft klichéopvæksten i ”The Projects” i New York. I hvert fald de fleste af dem.

Og så brugte de ord! Ord, som ”benevolent” og ”cometh” i rapsange! Jeg syntes, det var så superfedt. Jeg skrev sågar deres tekster af fra både ”36 Chambers” og særligt ”Wu-Tang forever”.

Lyrikken var ikke printet på LP’en (havde også cd’en). Der var ikke noget internet at finde dem på – endnu. Interessant er det for en sidestrejfbemærkning, at musik jo var det originale, globale internet for budskaber.

Når The Doors sang ”Break on through” i 1970erne og promoverede en antikrigs-vibe, og The Wu-Tang spredte så sit budskab i 1997 via ord og musik ved foden af det bjerg af et netværk, internettet siden blev.

De prøvede dog også merchandise af og lavede sågar Playstation-spil med dem selv som figurer. Så også her var The Wu ”way ahead” i deres entreprenørskab for musikken.

Tilbage til Wu-Tangs sprog, for her er nøglen til min initiering til ”Wu-ness”. For mig er det både i musikken og i brugen af ord. The Wu gjorde det sexet at være klog, vidende og historisk bevidst og referencerig via massekulturen.

Selve rapstilen ramte også ved det sære fænomen, at hver af de 9 rappere var så unikke – lyt f.eks. til Ol’ Dirty Bastards hæse, tunge snortende vredagtige basstemme vs. Raekwons hurtigere, energisk, men præcise og dikterende kontante tenor – men de rappede alligevel med en lyd, som var umiskendeligt klanens fælles og egen.

Og ingen andre brugte denne næsten Shakespeareske form for poesi og brug af metaforer iblandet gadeslang fra N.Y.s ghettoer, Nation of Islam-lingo til historier om gutten, der blev skudt på gadehjørnet.

Mit hjerte blev af ramt af alt. ALT. Coveret. Produktionen. Ordene. Selve introen med provokerende pludren fra særligt Ol’ Dirty Bastard:

“En garde, I'll let you try my Wu-Tang style /I'd like to try your Wu-Tang style, let's begin / then Shaolin shadowboxing and the Wu-Tang sword style / If what you say is true, the Shaolin and the Wu-Tang could be dangerous / Do you think your Wu-Tang sword can defeat me?”.

RZAs unikke produktionsstil greb mig med få samples og unika-indspillede instrumenteringer ved ham på tangenter og strenge (en slags tilbage til jazzens rødder). Referencerne til Hong Kong kung fu-film fra 1970erne, tegneserier, religion, filosofi, videnskab, historiske fænomener og den ærlige, rå socialkritik af USA's ulighed og magtbrynde.

Jeg blev bevidst og bevidst skrivende af ”The Wu”. De var en art bevis. De udvidede min forståelse af rap, hiphop og lyriks forbindelser og fælles historie. Og de fik og gav mig lyst til at bruge ord på skrift og verbalt med større bevidsthed og iblandt intensitet.

Som U-God forklarede i et interview fra 1994, så udgør ordkraften i The Wu sværdet, der bliver tunge og måske omvendt:

”Wu-Tang represents a sword style of rhyming. Being that we are lyrical assassins, we are aware that the tongue is symbolic to the sword — like when in motion it produces wind. Just like when you hear the word ‘Wu’, you hear wind. That’s also the sound you hear when a sword is swinging on your neck. That’s why we say ”protect your neck”.”

Pas på nakken, for her kommer lyden af ord og vinden fra deres sværdtunge!

Method Man rappede det skarpt med sværdklingens præcision:

“What’s the commotion? Oh my Lord/another cord chopped by the Wu-Tang sword” 

Det fortsatte med flere udgivelser i 2000’erne og 2010’erne, men “Wu-Tang forever” forblev hovedværket, hjertekammeret, for og dybt inden i mig…

Titel: ”Wu-Tang forever”

Genre: Hiphop – Rap

Label: RCA – Loud

Udgivelsesdato (USA): 3. juni 1997

Producer: RZA (“rizza”)