Kapper, glimmer og et skuffende fremmøde

Der er ikke mødt mange op på Studenterhuset i aftenens anledning. Det er den Los Angeles-baserede popgruppe Vinyl Williams, som skal spille for det lidt sparsomme publikum. 

Lyden begynder langsomt at flyde ud i salen, da aftenens opvarmer, bandet Enilora, går på scenen. Det nye norske band på fire medlemmer består af bassist, guitarist, trommeslager og forsanger Karoline Stensen. Bandet beskrives som melankolsk indie-pop, og lettere melankolsk føles det også.

Hendes lyse, men kraftfulde stemme fylder hurtigt salen. Sangene er triste, og fører tankerne hen på tabt kærlighed. Karoline Stensen svajer rytmisk, imens hun synger sange som ”Your Perfume” og ”A Little Clue”.

Det elektroniske blandes med mere klassiske pop/rock-musik, og resultatet er vellykket. Samtidigt er hele bandet mere end engageret. Man kan mærke, at de giver den hele armen.

Lyden er meget høj i denne aften. Til tider kan det skære lidt i ørene, især når de lidt skarpere lyde fra guitar eller trommesæt skal igennem højtalerne. Samtidigt kan det være lidt svært at høre, hvad der bliver sunget.

Efter Eniloras set tændes lyset brat i salen igen. Nu skal der byttes rundt på instrumenterne. En gruppe fra publikum vælger at forlade salen nu, hvilket viser at Enilora i sig selv har trukket publikum i aften. Efter at de har forladt salen, er der omkring 15 mennesker tilbage.

Der står tre olietønder fordelt på gulvet foran scenen. Der er placeret små stearinlys på dem, og de tiltrækker grupper af publikummet. De bliver brugt som samlingspunkter og holdere til plastikkopper. 

Et sæt trommestikker klapper tre gange. Vinyl Williams er klar til at spille. De fire amerikanske fyre er alle klædt til rollen. Her hærger stort krøllet hår, glimmer og en enkelt kappe. 

På væggen bag scenen kører der en animeret baggrund. Den består af forskellige kraftige farver, og en effekt som ligner løbende vand. Det psykedeliske vandfald går godt i stil med musikken vi hører.

Det er elektronisk pop, men alligevel meget mere end det. Alverdens lyde bliver vendt sammen. De klassiske instrumenter og de mere moderne elektroniske lyde, giver sammen et drømmende udtryk. Vi hører blandt andet sangen som ”Azure”, som deler navn med bandets femte studioalbum, som udkom i 2020.

Forsangeren og sangskriveren, Lionel Williams, takker to medlemmer af publikummet for at deltage meget. De danser rundt og synger med. Desværre står resten af salen stille, og flere af dem snakker lavmeldt sammen under numrene.

De forskellige numre flyder hurtigt sammen. Bortset fra et par enkelte af dem så varierer de ikke meget i stil. Farverne og mønstrene på væggen stiger i hastighed samtidigt med musikken. Vi ser fremmede planeter, bjerglandskaber og templer, alle pyntet med de kraftige psykedeliske farver.

De unge fyre på scenen er friske. De deler både grin og smil, og hopper rundt foran hinanden med deres instrumenter. Det er ikke vilje fra bandet, der mangler i aften.

En speciel slags musik kræver nok et specielt publikum. I aften kan manglen på mennesker, og især på fans virkelig mærkes. Det smitter desværre af på oplevelsen, som generelt føles lidt tom og flad.

Musikerne gør det godt, og de er til stede. Jeg er overbevist om, at oplevelsen ville være en helt anden, hvis vi stod med et stort publikum i den californiske sommer. Men i aften på Studenterhuset rammer det lidt ved siden af.

Foto: Lars Mørch