Skip to main content
Vendsyssel Festival

Jubilæumsfestival - med ét år forsinkelse

Når Vendsyssel Festival søndag åbner for sin 50 års jubilæumssæson, så kommer det til at ske i Musikkens Hus i Aalborg. Det er blot anden gang i løbet af de 50 år, at festivalen vover sig over fjorden. Men Musikkens Hus har pladsen til det, der skal ske.

Festivalen åbner tillige med et af de mest populære stykker klassisk musik: Elvira Madigan.

Det hedder musikken naturligvis ikke. Men da Bo Widerberg i 1967 brugte musikken i sin film om linedanseren Elvira Madigan blev denne klaverkoncert med et verdensberømt. Men det er også et stykke uendeligt iørefaldende musik.

Lad os dog lige æres den, som æres bør. Det er Mozart, der har skrevet musikken. Og det hedder officielt Klaverkoncert nr. 21 i C-dur.

Det bliver med Christian Ihle Hadland på pianoet.

Åbningskoncerten byder også Dvorak og Brahms, og der er åbningstaler ved festivalformand Jørgen Bo og journalist Jørgen Pyndt. Det bliver med Aalborg Symfoniorkester på podiet.

Åbningskoncerten byder også på cellisten Andreas Brantelid. Han er nemlig netop ankommet til landsdelen med familie og kolleger, og hele første uge af festivalen er han hovednavn, og skal give masser af koncerter.

Fiskefodringskoncert

Siden 2018 har Brantelid været en del af Vendsyssel Festival, hvor han har haft en uge med intensive koncerter og andet godt. I alt bliver det til fire koncerter med ham og vennerne i år. Plus det løse.

Det løse er især på torsdag – 1. juli – hvor han optræder på Springvandspladsen i Hjørring klokken 12:30 med et 20-minutters program. Og om eftermiddagen spiller han i oceanariet i Hirtshals, mens fiskene i det store bassin fodres.

De 50 år skulle være fejret sidste år. Men så kom coronaen, og det hele blev aflyst.

- Vi havde planlagt en virkelig flot sæson sidste år, siger Jørgen Boe, der er formand for Vendsyssel Festival.

- Vi havde fået så store bidrag fra fondene, at vi kunne vælge fra den øverste hylde, siger han.

Alt er overført fra sidste år

Og stort set alle de store navne fra sidste år har kunnet overføres til dette års festival. Herunder også de mange fondsbidrag. Ja faktisk er der kommet flere til i forhold til sidste år.

- Vi skal for eksempel have Germann Brass Band, som er blandt verdens to-tre bedste brass-bands.  – 11 midaldrende musikere fra symfoniorkestre rundt omkring.  Vi skal have Dresdner Kreuzchor. Det er også toppen af toppen. Der kommer 40 sangere, fortæller Jørgen Boe.

På grund af corona er det kun det halve kor, der får lov at rejse. Det kommer til at ske i Abildgaard Kirke, som netop har fået installeret lys og koncertfaciliteter for en formue.

Seks Brandenburgerkoncerter

Der er i alt 51 koncerter frem til afslutningen fredag 13. august. Også afslutningskoncerten bliver noget helt for sig selv. Concerto Copenhagen spiller i Frederikshavns Kirke, og programmet bliver Johan Sebastian Bachs seks Brandenburg-koncerter. Altså dem alle. Det bliver en helaftenskoncert for at sige det mildt. Med i alt 23 musikere.

Concerto Copenhagen har været på festivalen før – men i mindre grupper. Denne gang kommer hele orkestret.

Af de 51 koncerter er de 40 lokalt arrangerede, mens styrelsen bag festivalen står bag de sidste 11 koncerter. Og disse 11 koncerter er helt klart de største og de dyreste.

Lokale publikummer - og dem langvejsfra

Det er mest et lokalt publikum, der besøger koncerterne, men mange kører nu også efter dem. Der kommer en del gæster fra Aalborg, men festivalen har også gæster fra Sjælland og fra udlandet, som planlægger deres ferie i landsdelen efter, hvornår de bedste koncerter finder sted.

Festivalen i år har dog én stor udfordring: Afstandskrav. Der skal være ledige sæder mellem publikum. Et sted som Den gl. Station i Hirtshals plejer at have plads til 50-60 gæster. Der må være 32 i år. Og hvor der er plads til 600 på Hjørring Gymnasium, må der højst være 250.

- Men vi har også budgetteret lavt på entre-indtægterne i år, så vi regner med, at vi kan få balance i regnskabet, siger Jørgen Boe. Hjørring Kommune har i øvrigt givet en ekstrabevilling til hjælp til de manglende entre-indtægter.

Han håber på at nå 70 procent af det normale i entre-kroner.

Til jubilæums-festivalen sidste år blev der lavet en bog om de første 50 år. Den kom så ikke rigtigt til salg dengang – for der var jo ingen koncerter. Men den vil blive sat til salg i år. Det er Tore Mortensen, der har skrevet bogen, som koster 200 kroner, og som tillige er udstyret med 2 cd’er med smagsprøver fra koncerter lige siden starten i 1971.

Bogen anmeldes her.

Læs om første uges øvrige koncerter her

 

Arkiv