Avantgarde og tenorløve

Human Being Human - *****

Hans Ulrik Quartet - *****

Det er et vanskeligt format. Jazztrioen, piano, kontrabas og trommer. Det kan blive lige lidt for enstonigt og teknisk selvoptaget.

Men Human Being Human med bassist og komponist Torben Bjørnskov magter virkelig at få det krævende – hvem i alverden tør kaste sig ud i et 15 fjerdedels nummer – materiale til at swinge tempofyldt.

Deres sæt tirsdag aften i Tversted åbnede med ”Lovolution”, abrupt, fint legende, ganske avanceret også rent melodisk.

Du kunne ind i mellem savne en melodistemme, en sax eller en trompet, til at sætte yderligere farve på kompositionerne.

Men snart måtte vi – publikum – overgive os til den tæt sammenspillede gruppe.

Trommeslager Frederik Bülow, en sand monstertrommeslager, håndledssmidig, tør og præcis og rytmisk raffineret. Ligesom pianist Esben Tjalve både magtede det lyriske, men også de lynhurtige løb på de sort-hvide.

Her var flere stjernestunder – en af dem faldt i nummeret ”Equals”. I begyndelsen nærmest svævende drømmeagtig, så rent rytmisk skruet op, inden Bjørnskov selv med en strøget solo på kontrabassen førte os et helt andet sted..

Nærmest en lille suite med forskellige klangtoner og stemninger. Sitrende nærvær, foruroligende og intens.

Også det efterfølgende nummer ”Big Bang” gjorde indtryk. Inspireret af teorien om at alt liv vi kender, at universet blev dannet netop ved et sådan kæmpemæssigt omvæltende brag.

Indledt af trommespiller Bülow med en rigt varieret solo, der fik mig til at tænke på den amerikanske trommeslager Jack DeJohnette.

På en gang let dansende også på bækkener, for at lande i en rytme, hvor medspillerne kunne bygge ovenpå og skabe et helt rigt univers.

Der var også balladen ”Together Again”, med pianist Tjalve på Lars Jansson-niveau, lyrisk, højfjeldsblå og klar frostluft, understøttet af nærværende whiskersspil.

”When You Find It, You Know It” hed et nummer – inspireret af jagten efter den forsvundne bilnøgle. Sådan kan så meget omsættes til musik og denne lille tæt sammenspillede trio fik det til at flyde frit og chancetagende. Uden at ryste særlig meget  i underbukserne eller på hænderne.

Efter dem var det tenorløven Hans Ulriks tur til rent ud at blæse os omkuld.

Indledt med hurtig storbyjazz i nummeret ”Bolivia”, spillet muskuløst i bedste Bob Berg-stil, bebop brølende og vrælende i et langt åndeløst smukt forløb.

Maksimalt tryk på liggehønen og ganske befriende. Efterfulgt af balladen – en spritny Ulrik-komposition ”Memory Lane”, også med pianist Henrik Gunde flydende i sølvtoner på flygelet.

Trygt og stilsikkert var det. Vi og tenorløven i viril form sammen med en særdeles medlyttende, medspillende tre-partner – nemlig bas, trommer og flygel.

Den blank-issede Gunde enten gungrende derud ad eller løbende som en nøddesulten hasselmus hen over tangenterne, mens han nynnende og brummende giver sig hen til musikken.

Vi fik – gudhjælpe mig, den havde jeg ikke set komme – en inspireret tolkning af Abba-klassikeren ”The Winner Takes It All”, men også kendingsmelodien fra 60-ernes tv-madprogram ”Conrad og Aksel”, men såmænd også Beatles-klassikeren ”Norwegian Wood”.

Inden vi næsten sluttede af med ”Take Five”, spillet sejt og befriende no nonsense-agtigt. Igen muskelstærk storform.

Inden der blev tid for det afsluttende ekstranummer, Gasolin’ ”Kloden drejer stille rundt”.

En fin aften på Klitgården med stjernerne blinkede udenfor i stille, swingende jazzrytme - tror jeg, at jeg så, på vej til den parkerede bil.

To vidt forskellige jazzformer, men elegant forløst. På hver deres måde.

Foto: Lars Mørch

Tversted Jazzy Days, Klitgården, tirsdag aften, Human Being Human, Hans Ulrik Quartet.