Ud af coronaens benlås

KONCERT: TV-2

Forløsning. Det er nok det begreb, der kommer nærmest, når man skal forsøge at analysere den følelse, det var at have frigjort sig fra coronaens sociale benlås for at indfinde sig på stolerækkerne på Royal Stage på Nordkraft i Aalborg og lade TV-2 fylde det gigantisk musikalsk tomrum ud.

Der sad vi så, behørigt på række med reglementerede antal af tomme sæder mellem os, så smittekæderne kunne brydes – medmindre den tegneserieegnede virus lader sig transportere luftbåret på forventningens smil. Og dem var der mange af, efterhånden som vi nærmede os det tidspunkt, da et af landets mest og bedst sammenspillede rockbands ville entre scenen.

Og dér kom de så, med den hvidhårede Steffen Brandt i front, klædt i sort jakkesæt og en skjorte, der matchede hårfarven. Og de tre, der har været med fra starten – Hans Erik Lerchenfeldt, leadguitar, Sven Gaul på trommer og Georg Olesen på bassen – faldt rutineret på plads mag maestroen.

I aftenens akustiske anledning var bandet udvidet med sangerinden Anne Hjort og Aalborg-drengen Peter Dencker på harmonika, keyboard og klaver, og de var med til at skabe, hvad der nærmest kun kan betegnes som en fuldendt aften.

Botaniseret flittigt fra bagkataloget

Der blev botaniseret flittigt i bandets righoldige bagkatalog, som samlet set udgør noget af det mest begavede tekstunivers, man overhovedet kan drømme sig til. Og folde drømme ud (tak til Michael Strunge) er netop, hvad Brandt & Co. kan. Som man sad der, lidt ude til venstre på én af de forreste rækker med skråt indblik til scenen, kunne man ikke andet end at lukke øjnene og fornemme den frysende ensomhed og grå tristesse i sangen om pigen på Randers Station, og i samme moment var man (næsten) selv afsender på brevet til Line Jørgensen, Voldum. I begge sange stod Anne Hjorts vokal krystalklar.

Vi fik dem alle. De store signatursange, som i aftenens akustiske version fik de fremragende tekster til at mejsle sig ind i de sind, som ikke har fået levende musikalsk føde i noget, der føles som umindelige tider. Man kunne ikke andet end at følge opfordringen om at kysse det satans liv.

Forsvundne arvinger

Et kapitel for sig var Steffen Brandts begavede, satiriske, underspillede og spidst-ironiske kommentarer og introduktioner. Naturligvis er meget genbrug eller opdaterede versioner, men spritny var i hvert fald bemærkningen om, at kulturminister Joy Mogensen er med i næste udgave af TV-programmet ”Forsvundne arvinger”: Ingen har set hende i et år!  

Brandts iagttagelses- og meddelelsesevne er uovertruffen, som i det præcise signalement af en by, der er ladt tilbage på den tomme perron, mens toget med udvikling og udlængsel kørte videre og i bakspejlet så man en sort fugl sidde på tagkammen af den nedlagte Metodistkirke, der nu er solarium og hvor solen aldrig går ned. Eller hans bemærkning om, at det mest angstprovokerende en dansker kan blive udsat for, er tilfælde af livsglæde – som introduktion til den smukke lille sang om far, der danser.

Duggede ruder

Man fik lyst til at rejse sig og danse stille med. Men reglerne skulle følges, så ikke noget med overdreven begejstring i form af fysisk udfoldelse, men hænderne behøvede vi heldigvis ikke sidde på, så der blev klappet det, der skulle – men så heller ikke mere. Vi var jo i Aalborg. Forklaringen er naturligvis, at der altid vil være noget uforløst over at sidde pænt på stolerække, når musikken forplanter sig til fødder og hofter og hænder. Men sådan er det nu engang, her i fasen, hvor vi er ved at frigøre os fra pandemiens lænker. Jeg kan ikke komme i tanker om nogen bedre end netop TV-2 til at tage én i hånden på vejen fra absurditet til den normalitet, der altid vil være skæv og udfordrende i deres helt suveræne fortolkning.

Så med de sidste toner bag ”Duggede Ruder” som ekko i de modtagelige øregange, kunne man – med fruen i hånden – taknemmeligt slentre ud i aftenens stille sommerregn, som fik byens silhuetter til at flimre som våde billeder i asfalten. Og efter den ultimativt sidste udskænkning på stampubben på vejen hjem kom den stilfærdige konstatering, at man nok var nærmest lykkelig. Fantastiske Toyota. Fantastiske TV2. Tak!