Tønder, torsdag
Dustbowl Revival
Home – sange til unge hjemløse
Tønder Festival, årgang 2023, kan modsat tidligere år ikke melde alt udsolgt. Salget af dagbilletter går fint, mens salget af partout-armbånd, 1975 kr. pr. bånd er mere tøvende.
Prisen er også sat op, men med det massive opbud af amerikanske og canadiske bands, der giver ekstra omkostninger til fly og transport, kan det jo ikke undre. Og dividerer du antallet af bands med prisen, giver du 20 kr. pr band.
Det er jo ikke dyrt, når du tænker på kvaliteten og chancen for at høre noget, som dine ører ellers aldrig ville komme i nærkontakt med.
Men det svigtende billetsalg bekymrede ikke amerikanske Dustbowl Revival, da de indtog den store open air scene til den gratis åbningskoncert. Med den pink strutskørt-klædte sangerinde Lashon Valley i front sammen med guitarist og sanger Zach Lupetin i mexikansk outfit blev der skruet professionelt op for bluset med veloplagt showmanship.
-Are you ready? Are you ready to dance?
Bandet spiller et ganske særegent miks af New Orleans-funk tilsat diverse passende doser af jazz, rock, blues og bluegrass. Med det ene og prisværdige formål at få sat gang i festen.
Der blev kæmpet bravt for sagen med trompet flintrende i det høje, funky trækbasun, mens bas, trommer og elguitar lagde bund bagved. Ganske fornøjeligt, ligesom i nummeret ”Lonely”, hvor den sombrero-klædte Lupetin sangfortalte om sine kærlighedsproblemer.
Om forventningsfuld at slå øjnene op i håb om at møde den elskedes øjne ,men så bare stirre op i loftet. Havde foræret hende et piano, men kunne ikke få det ind gennem døren. Så nu var han kun lykkelig, når han var ensom.
Feels good, like it should, lød et nummer fra scenen og sådan var koncerten også,men så heller ikke ret meget mere. Partymusik.
Så var der anderledes alvorligt bid i telt 1, hvor Poul Krebs stod i spidsen for et hold udvalgte kunstnere. Med sange tilegnet unge hjemløse, og med sangere som Kira Skov, Steen Jørgensen, Kajsa Vala, Henning Kvitnes og Karl Kristian.
Selvfølgelig også med Krebs selv, der lagde ud med ”Hus Forbi”, en nyskrevet sang tilegnet og inspireret af den tidligere hjemløse Christina Strauss, der indledte koncerten med selv at fortælle om sit tidligere liv som ung hjemløs.
Bag sig havde med Skjærbæk brødrene, henholdsvis Lars og Troels, guitar og bas, Palle Hjorth, keyboard, plus trommeslager og såmænd også Kajsa Vala på guitar.
Udover den ene nykomponerede titel var sangene udvalgt af de enkelte kunstnere og bredte sig broget og rent genremæssigt forskelligt fra bundsolid dansk rock (Krebs) eksempelvis med ”For enden af regnbuen” til mere overraskende numre.
Der blev skruet op for fuld rockblus i ”Makes the World go around” med velsyngende Kajsa i fuldblods tung rock, hvor bandet bag ved ikke sparede på tæt vitaminfyldt up-tempo. Du kunne have skåret fingrene på Kajsas guitarsolo.
Steen Jørgensen brillerede selvfølgeligt med sin gravmørke røst i countrynummeret ”Sanduglen og natørnen”, inden Kira Skov gjorde ham selskab i duet, i ”Brev til Sonny Boy”, en Peter Laugesen-tekst med sin hypnotiske refrain- ”har du drukket måneskin, min ven”.
Det var heromkring, at koncerten fik rigtig fat, at intensiteten og nærværet steg i både sang og bandsammenspillet.
Kira selv i sin egen hypnotisk svævende ”We won’t go quietly” og så en rent ud ekstatisk rå og gendigtende version af Røde Mors-slagsang ”Rotterne”.
Her var en Krebs-hyldest til en anden fortabt sjæl, soulsangerinden Amy Winehouse, død 27 år gammel, med nummeret ”Når du sang”. Sunget i duet med Kira.
Sangskriver og guitarist Kar Kristian deltog med sin udmærkede sang ”Hjemløs”, vi var i trygge, men også ganske forudsigelige, jævnt travende hænder med norske Henning Kvitnes med numre som ”Misery is a river” og ”Hard Work”, inden Krebs gjorde ham følgeskab i to numre, ”Vesterbro 88” og ”Back to Little Eden”.
Solidt genkendeligt, men så heller ikke mere, inden den store finale med alle på scenen i en nytolkning af Bob Dylan-klassikeren ”The Times They Are A-Changin´”. Indledt igen dybt, dybt af Steen Jørgensen og godt suppleret af især Kira og Kajsa.
Det nummer kan du streame og alt overskuddet går ubeskåret til hjemløsebladet Hus Forbi.
En dejlig halvanden time lang koncert, og backstage var der bagefter checkoverrækkelse på 25.000 kr til Det rullende Hjerterum, Aarhus, der sørger for mad til hjemløse i lokalområdet.
Foto: TF Photo og Helle Andersen.
Dustbowl Revival, torsdag eftermiddag, Tønder Festival
Home – sange til unge hjemløse, feat. Poul Krebs, Steen Jørgensen, Kira Skov, Kajsa Vala med flere, torsdag eftermiddag, Tønder Festival.
Home-sætliste:
- Hus forbi, Ku’ vi være dem, For enden af regnbuen, Makes the World go around, Sanduglen & Natørnen, Brev til Sonny Boy, We won’t go quietly, Når du sang, Sko til folk, Ingen grænser for kærlighed, Hjemløs, Misery is a river, Hard work, Vesterbro 88, Back to Little Eden – fælles ”The Times They Are A-Changin’.