Tønder Festival, søndag
Sarah Jarosz
Det sker altid, når du er på festivalen. På et tidspunkt orker du næsten ikke mere musik. Øret, hovedet og sjælen kan ikke kapere mere, mens du stadig mere desperat rastløs traver fra sted til sted for at finde noget, der tænder gnisten igen.
Sådan også søndag på Tønder Festivalen, hvor krydset ud for Womens Circle med de ellers udmærkede sangskrivere, som bl.a. Margo Cilker, ikke kunne leve op til forventningerne søndag eftermiddag.
Gode venner havde heldigvis hvisket i øret, at det var værd at kigge ind til den amerikanske sangskriver – med det polske efternavn – Sarah Jarosz med band i telt 2.
Hun havde spillet dagen før, men det glippede for undertegnede, da Graham Nash spillede på samme tid på Open Air-scenen.
Tak for tippet, for jeg og alle i telt 2 blev edderbankeme mig blæst bagover af Sarah.
Den 32-årige sanger, guitarist, banjo- og mandolinspiller indtog scenen med sit tre mands band. I rød bluse og kort lædernederdel. Uden de store dikkedarer talte hun ned – one, two, three - og så var vi støt tøffende i gang.
Hvis du ikke ved hvad udtrykket americana dækker over, så er det bare at få hældt ørerne i Jarosz. Denne rige musik, der suger næring fra al den forskellige folkemusik, som de europæiske emigranter tog med til USA.
Sargosz er det pureste americana, fordi hun fortolker og videreudvikler den amerikanske rootsmusik på sin helt egen måde.
Hun selv spillede det meste af tiden på det, som ved første øjekast ligner en halvakustisk guitar, men er en otte oktavs mandolin.
Tonen er smuk som en orange solopgang over Tønder, og Sarah spiller den delikat, præcis og nuanceret med en tone som blankpoleret sort mahogni.
Hendes stemme er skridsikker stærk, prunkløs sikker og kan give dig minder om både Joni Mitchell og Susanne Vega i deres velmagtsdage.
Bag sig havde hun et fuldblods professionelt band. Tre mand der kunne deres kram – trommer og kontrabas, senere skiftet ud med elbas, og ved sin højre side, på Fender og akustisk Mike Robinsson.
Den sidste en af den slags guitarister, som ikke fortaber sig i alt for guirlande-lange soloer - se-hvor-dygtig-jeg-er, men gør det kort, glødende og desto mere intens.
Store dele af repertoiret stammede fra albummet ”World on the Ground” (2020), som det ikke er en dårlig ide at få fingrene i. Men der var også et enkelt nummer fra hendes ”Blue Heron Suite” – en temaplade indspillet og med sange om tiden dengang hendes mor blev syg af cancer.
Det er og blev sådan en koncert, du ikke glemmer. Fremragende leveret af musikere, der kunne deres kram. I sejt rullende tempo, uden at blive sløvt, for så pludselig at kunne eksplodere i samspil mellem Robinsons slangebidende Fender mod mandolinens elegante tone.
Der var flere store øjeblikke – kærlighedsballaden ”Orange and Blue”, coverversionen af Dylans ”Ring Them Bells”, og den langsomt opbyggede ”Lost Dog” om ham, der løb sin vej. Stilfærdig og gribende sang om hjertekval.
En tyst sang om præsident John F. Kennedys efterladte enke Jackie, som Sarah gerne ville have spadseret en tur med i Central Park, New York, hvor Jackie ofte gik tur før hun døde.
Vi fik også et par nye, endnu ikke navngivne sang, snart på vej på et nyt album. Blandt en forrygende rocksang med linjen - ”got a heart like a rolling train, you hit me like a heart attack”
Sådan var det at opleve Jarosz med band.
Det er tyst og rigt sangskriveri, uden de store armbevægelser, der er varemærket for Jarosz. Det gynger, svajer og forfører, som god musik skal.
Og så ikke mere mere om den søndag, selv om vi da også lagde øre til klassisk country med Caleb Klauder og Reeb Willms country band på store scene med en nok så kendt gæstevokalist Lukas Graham, hvor Lukas åbnede solo samtidig med, at skybruddet brød løs over Tønder.
Men det tændte ikke, selv om Lukas selvfølgelig lukkede ned med sin egen ”7 Years”.
Sarah Jarosz med band, Tønder Festival, søndag.
Sarah Jarosz på banjo. Med en tone som blankpoleret mahogni.