Trucker- og Børglum-blues

Tønder Festival, fredag

Joshua Ray Walker, Sierra Ferrell, Allan Olsen, Folkeklubben, Sylfide, Sorten Muld, Mikael K & Landstrygerne

Andendagen på Tønder Festivalen formede sig som en lang rejse fra den amerikanske country-sangskriver Joshua Ray Walker til vores egen Mikael K., bosat i nordjyske Børglum og kendt for sine portrætsange af skæve eksistenser.

Fra fredag formiddag til sen aften med diverse pitstop undervejs.

Amerikanske Joshua Ray Walker synger med en stor Willie Nelson-agtig stemme, klar og distinkt, og samtidig drævende, sådan som country nu skal synges. Men der er intet Dolly Parton-sentimentalt over hans sange, der alle fortæller en historie om dem, der lever på det nogle kalder bunden af samfundet.

Men som er barsk daglig virkeligheden for dem, der prøver at skabe en anstændig tilværelse på trods. Straks fra hans første ordløse jodlen havde han publikums fulde opmærksomhed i telt 2.

Så kom vi med en tur rundt i USA, hvor Joshua har brugt meget tid på de truckstops, hvor de amerikanske lastbilchauffører holder ind for at få et hurtigt måltid, og hvor sangskriveren så sad og samlede stof til sine sange ved at lytte til småsnakken.

Så nu ved vi at en "love lizard" er en prostitueret, som holder til der - kærlighedsfirben!

Walkers guitarspil på den akustiske var præcist melodiøst, og samtidig kan han ubesværet få plads til en lynhurtig, fingerferm solo midt i sangforedraget.

Sangene kredser om wannabe-cowboys, fortabte drømmere og ulykkelige sjæle, og Walker introducerer dem både med varme og humor.

Som i nummeret ”Boatshow” – et særegent amerikansk bådudstillings-arrangement, hvor kurvede bikini-piger står og deler brochurer ud, mens ens sære onkel er med for at tage fotos af skønhederne og aldrig kunne drømme om – eller i øvrigt – få råd til faktisk at købe en sådan luksusbåd.

Det er sange, der både giver et andet socialrealistisk billede af USA, og samtidig på en ganske personlig måde også har udgangspunkt i den store sangskrivers eget liv og opvækst. Om hvordan det var at køre rundt med bedstefar og samle rige menneskers ”trash” op – altså kasserede fjernsyn og mikroovne – og så reparere dem for at tjene en skilling.

- Dengang blev det set ned på, i dag ville bedstefar og jeg være recycle heroes, filosoferede Walker. Country med autentisk bid og sikken en stemme!

Men det var ikke slut med country, senere samme eftermiddag indtog cowboyhatteklædte Sierra Ferrell med backing i form af elguitar, kontrabas og mandolin, Open Air-scenen.

Det var country for fans, sunget med lys kvindestemme suppleret af lejlighedsvis mørkt mandekor, traditionelt og støt hjulrullende, som vogntogene, der drog vestpå for at finde nyt land. Ganske meget for forudsigeligt.

Allan Olsen havde fået eftermiddagsvagt i et totalt proppet, sveddryppende telt 1 og havde intet besvær med solo at fange og fastholde publikum med sin historiefortælling og sange, der handler om alt fra en død rendestenskat til et tilfældigt kvindebekendtskab. Eller måske et mere seriøst - under alle omstændigheder - Chau Baby!

Den annoncerede hemmelige surprisekoncert i Jamteltet sen eftermiddag viste sig såmænd at være folkekære Folkeklubben, og rygtet må være sivet. For ikke alene var teltet proppet også udenomsarealet var fyldt med forventningsfulde festivalgæster.

Og ingen blev svigtet, da Kjartan Arngrim i sædvanlig småfilosofisk stil præsenterede en fint bundet buket af deres sange. Folkepop med tekstbid – og så trygt og skridsikkert som en god Kim Larsen sang. Så tak for overraskelsen – men Folkeklubben kunne lige så godt have stået og indtaget den nærliggende open air-scene.

På klubscenen kunne øret ved aftensmadstid lade sig underholde af Sylfide, musik skabt af synth, violin og elguitar, og sangerinde med en lys lillepigestemme i det høje. Ganske højstemt – ”jeg er ikke bange for at skulle herfra”, men også sine steder underligt stillestående, og bedst når violinen tog over med kraftfuldt, virilt spil.

Sorten Muld med sangerinden Ulla Bendixen dansende foran bandet, indledte svævende deres aftensæt på Open Air, men snart kom der tyrkiske kødboller på i form af den virtuose saz-spiller Orhan Turan.

Musikken former sig som tung, skævtaktet elektronik, krydret med medrivende tromme og percussionspil. Veksler mellem det tøvende og eftertænksomme og kan så ubesværet skifte over i det punkfræsende mellemøstlige. Organiske vildtvoksende i vekselvirkning mellem det tyste og det fængende dansende.

Tyrkerpunk med dansk tekst.

Mikael K., 59 år, er lige nu aktuel med nyt album ”Stille Uro”, og han indledte sit sene aftensæt i Pumpehuset med at spille et par af sine gamle sange, blandt andet en kraftfuld ”Anne fra Fristrup” på banjo, inden de nye legekammerater i form af Landstrygerne, kontrabas, bratch og Gæst Vincent på keyboard gjorde ham selskab.

De nye sange, numre som ”Kunsten at sulte”, ”Datsun”, ”Barflue” og ”Sidste Stik” tager form af et ganske nøgent selvportræt af kunstneren selv.

Livet på landevejen som musiker, tvivlen på egne evner og formåen – var det ikke bedre at få et fast job med løn hver den første? – og brænder igennem med nærvær og intensitet.

Du er sådan set ikke i tvivl om, at Mikael K. solo selv fint kunne fremføre sangene, men backingen fungerer fint med strøgen kontrabas, elegant bratch og Vincents følsomme drypakkorder.

Der bliver også plads til ældre sange som ”Roadtrip”, om ukrainske løsarbejdere på vej til landarbejderjob i Brønderslev, eller den smågeniale Woody Guthrie-gendigtning ”En ubuden gæst”, inden vi runder af med hjertevarmt publikumskor til en Klondyke-klassiker ”Luftkaptajn”.

Med det uimodståelige refræn: Her kommer dit hjertes luftkaptajn/på vej mod gyldne tider/du si´r du bli’r havfruelykkelig/når tidevandet det stiger/du hvisker i mit øre/det jeg ka’ li’ at høre/vi er elskovsaustronauter/uden mål og med.

Tak for sangen Mikael og tak for de nye om at være mand i midtvejskrise, som alligevel finder ud at holde ud ved at kigge lidt på sig selv, og det, der er nået.  Og så se at komme videre.

Det kom der jo stor kunst ud af.

Foto: Helle Andersen, arkiv