Håndspillet i sol og storm

Tønder Festival, lørdag

The Wood Brothers

****

Gentleman’s Circle

*****

Folkeklubben

****

Der er rigtig meget god musik på Tønder. Også musik du sjældent eller ligefrem aldrig får mulighed for at høre herhjemme. Så det er med at være skrap med sin planlægning, når du skal rundt til de forskellige scener.

For du skal jo også lige snakke med venner og bekendte, du møder. Sørge for at holde væskebalancen i orden, spise, tjekke Millstream  Records for cd og lp og bare nyde folkelivet.

Lørdag på Tønder åbnede i fin form, sol og varme over pladsen gjorde, hvad det kunne for at tørre de kæmpemæssige vandpytter ud. Og søreme om ikke der pludselig var lang kø foran isboden.

Det var vist første gang i festivalens 2024-udgave.

I telt 1 tidlig formiddag lagde trioen The Wood Brother ud med brødrene Oliver, guitar og vokal, Chris, kontra og elbas, samt trommeslager Jano Rix, der også bidrog med melodika og keyboards.

De spiller klar roots americana med elementer af gospel, blues og soul.

Den langhårede forsanger Oliver har en stor drævende stemme, der temmelig tit kan minde om The Bands nu afdøde trommeslager og sanger Levon Helm.

Bandet havde spillet sent nattejob dagen før, havde kun fået tre timers søvn og var nu på scenen igen tidlig morgen. Men de fik hurtigt rystet morgenrusten af sig – selv om Oliver på et tidspunkt mellem numrene udbrød:

-I  wish, we had some time for breakfast.

Velspillet americane uden de store armbevægelser, men desto mere overbevisende, og efterhånden som teltet blev fyldt, arbejdede bandet sig hurtigt op i et godt gear.

Numre som ”Rollin’ On” og ”Blue and Green” spillet tilbagelænet sejt, og så kan bassisten Chris ind i mellem godt finde på at eksplodere i funky basgange, der så fik gensvar i form af Olivers guitarhakkende honky tonk-akkorder.

Tempoet var ofte tilbagelænet, men kunne også komme op i løbegal struds-tempo, med fornemt varieret trommespil og vrælende guitarhyl.

Og det var ganske passende at sende en hilsen til The Band i trioens  afslutningsnummer med deres klassiker ”Opelia” (1975).

Med åbningslinjerne: ”Boards on the window, mail by the door/What would anybody leave so quickly for?/Ophelia/Where have you gone?”

Spillet i en tempo- og kraftfuld version.

Tidlig eftermiddag i samme telt var det tid til en Tønder-special, Gentlemen’s Circle, hvor sangskrivere med hver deres baggrund, stilart, genre og nationalitet sætter sig sammen for at udforske hinandens materiale.

Fortælle historier og anekdoter om hvordan og hvorfor netop denne sang så dagens lys og fik sat ord og akkorder på.

I år var det bluesmusikeren Hans Theessink, sangskriver Jon Muq, født i Uganda, samt canadiske Joey Landrett, slideguitar, plus Mike Littele, guitar og Brett Ashton, orgel, fra The Hello Darlins.

Det blev en rigtig varm og nærværende to timer lang koncert, hvor vi blev budt indenfor i sangskriverværkstedet.

Theessink brillerede naturligt og kompetent med sit elegante guitarspil, fint suppleret af Landretts hvinede slidespil.

Mens det nye navn sangskriver Jon Muq, lige knap 30 år gammel, betog os med sin livshistorie om at være født fattig i Kampala og ende i Austin, Texas efter at have spillet på et amerikansk cruiserskib.

Parat til at sælge sin lever for at få en fremtid.

Han har en stor stærk engelstemme, og teltet overgav sig fuldstændig til hans hit ”Runaway”.

Om ikke at føle sig rigtig hjemme nogen steder efter at have forladt alt, familie og venner. ”I feel like a runaway, I got a home, but I just can't find it”

Men også de canadiske spillemænd imponerede, især den orgelspillende Brett Ashoton i sin finurlige introer, bl.a. i den muntre ”Whatever”, hvor hele teltet sang med.

Vi fik meget profetisk Theessinks ”Storm Warning”, en veloplagt kopi af Ray Charles ”Hallelujah I Love Her So”, sunget af Joey Landrett, men også Ashtons stedmoderopgør i ”Devil In The Dark”, inden vi rundede af ”Let Me Ride On A Slow Train”.

Men tjek endelig Jon Muq ud og numre som "Flying away from home", Bend" og "Hello Sunshine" 

Folkeklubben havde fornøjelsen af at være næstsidste band på Open Air scenen. Efter at have forladt det oprindelige trioformat er gruppen mere og mere blevet et traditionelt pop-rock orkester.

De tre oprindelige medlemmer, forsanger, guitarist og tekstsmed Kjartan Arngrim, guitarist Rasmus Dall og percussionist Rasmus Jusjong, spillede før en mere luftig legende og måske også mere chancetagende musik.

Men med tilføjelse af bassist er der kommet en mere kompakt og massiv mainstreamlyd.

Men Kjartan er jo god for både tænksomme, poetiske og samtidsundersøgende tekster.

Vi fik en gennemspilning af gruppens store bagkatalog, profft og tæt leveret, men uden egentlige overraskelser.

Med numre som ”Sort Tulipan” ”Fedterøv” ”Det svunden af en drøm” Cohiba Zanzibar” og selvfølgelig ”Danmarksfilm” – med linjen ”det er godt for det, der er oppe i dit hoved”.

En kende forudsigeligt med Kjartans politisk, folkeligt omfavnende budskab og de gode sange om, at sammen kan vi lave om på det hele. Hvis vi vil.

Sådan blev det, og vi var knap nået frem til Klubscenen for at høre mere til sangskriver Jon Muq, før stormen ramte Tønder.

Med orkanagtige vindstød der fik teltdugen til at løfte sig.

Mens regnen massivt hamrede ned.

Open Air, barer og madsteder blev lukket ned p.g.a. problemer med strøm, vand og sikkerhed.

Men musikken fortsatte i telt 1, telt 2 og Bolero.

Sikke en stormfuld slutning på 50 års jubilæet, men hvor fik vi hørt megen god musik.

Foto: Arkiv og privat