Rusten Rickie og de andre

Tønder Festival, fredag

Albin Lee Meldau, telt 2

*****

Brent Cobb

***

Jonah Blacksmith

*****

Rickie Lee Jones

**

Lad os begynde med enden på denne fredag aften. Den 69-årige sanger og sangskriver Rickie Lee Jones var fløjet hele vejen fra Oslo for at kunne betræde Open Air scenen på Tønder.

Hun bragede jo igennem helt tilbage i 1979 med sit debutalbum, "Rickie Lee Jones".Dengang hun flirtede og hvad deraf følger med Tom Waits, og succesen blev cementeret med numre som ”Chuck E’s in Love”, ”Easy Money” med flere.

Med sig havde hun ganske skrabet percussionist og harmonikaspiller, og der var også gjort plads til et flygel på scenen. Af uransagelige grunde lagde Rickie ud med Rolling Stones-klassikeren ”Sympathy for The Devil”.

Det var ikke så lidt af en overraskelse. Spillet solo på guitar, abrupt, med rusten stemme, hakket i avantgarde rytme. 

Så kom medmusikanterne til og forsøgte på bedste vis at backe verdensstjernen op i ”Weasel and the White Boys Cool” også fra debutskiven. Det var ikke nemt for harmonikaspiller og pianist Ben Rosenblum at ramme Rickies vakkelvorne tone, når han skulle støtte med korsang.

Kvindelige operastjerner får at vide at når de nærmer sig de 40+, så er det tid at stoppe. Altså med at synge. Det burde nogen  have hvisket i øret på Rickie Lee Jones

Akkompagnementet gjorde sit bedste, men det er ikke nemt, når Rickies stemme er lige så vakkelvoren og slingrende, som en fuldbefaren matros på landlov. Spag og sprukken var den, med vældige problemer med at komme op i det høje.

Selvfølgelig fik vi hittet ”Chuck E’s in Love”, men tungt og klumpet spillet, og langt fra originalversionens smidigt slentrende elegance. Jovist, kunne hun stadig spille kompetent guitar, ganske akkorddristig, men resten …

Nå, heldigvis var der mange andre fornemme musikalske oplevelser denne festivalsfredag. En rigtig tung regnvåd en af slagsen i syndflodsstil og hvor græs og jord til sidst ikke kunne suge mere.

Den svenske troubadour Albin Lee Meldau, åbnede om formiddagen  i telt 2. med en meddigtende guitarist på skiftevis kasseguitar og elektrisk. Med udtryksløst pokeransigt og underspillet knastør humor introducerede Albin sine svenske sange.

Der spændte fra fornem Cornelis Vreeswijk-fortolkning til elektrisk blues. Eller en sprød kærlighedssang ”Josefine”, som en lille dansk pige havde overtalt ham til at spille.

Vi gætter på, at hun hedder det samme, og hun stod nede foran og nød at lytte med, da den 36-årige svensker foredrog den.

Du skal spidse øren for at følge med i de svenske tekster, men det er umagen værd. Også fordi Albin Lee har en voldsom stor og stærk stemme, som han bruger nuanceret og sikkert. På en gang intim og voldsomt dramatisk.

Og hans introduktioner fik gang på gang teltets regnvåde publikum til flække af grin. Da han skulle introducere en sørgmodig kærlighedssang, fik vi at vide at vi skulle tænke på noget virkelig frygteligt trist.

Tænk Finland. Pause. Fint land Vi var der. Pause. Ingen sagde noget i tre dage. Pause. Tak for det. 

Albin er i liga med de store gamle som Vreewijk og Fred Åkerström, som det var at høre græsenkemandens blues, ”The Gräsänkling blues”, om ægtemanden, der vågner med frygtelige tømmermænd.

Fruen har været væk i 14 dage, og huset er et kaos, akvariefiskene er døde, citrontræet er gået ud, og der er både blevet spillet poker og drukket, så han har fået travlt med at rydde op. Og nu kommer hun hjem en dag før end aftalt ..

Sort, sort humor – lige som i hans campingvogns-blues om at kunne rejse frit med den og slå sig ned – og igen og igen finde ud af at der er så mange vackra steder, hvor man absolut, absolut aldrig nogensinde vil bo. Og søreme om han ikke sluttede med en fuldfed Elvis-tolkning.

Regnen blev ved og ved, men det forhindrede ikke country- og sydstatsrockende Brent Cobb, støttet af bas, trommer og elguitar, i at sætte fuld knald på Open Air scenen.

Regnen gjorde sit for at drukne Brent og co de første tre kvarter, men så lysnede de pludselig med sol og vind.

- Tak for at I blev, nu er vi familie, lød det fra Brent. Inden sydstatstoget kørte skinnetungt videre i heavy stil.

Før Rickie Lee gik på, var det Thy-drengene, Jonah Blacksmiths tur til at fyre den af på den store Open Air scene.

Det er små 10 år siden, at grovsmedebandet spillede første gang på Tønder, så der er blevet skiftet strenge mange gange.

På både forsanger Simon Alstrups guitar og den skæggede brormand Thomas Alstrups banjo. Og bag sig har de nu om dage, to gange keyboards, to gange trommer, plus en ekstra guitarist, der også kunne spille både pedal steel, synge kor med videre.

Det er en stor, tung lyd med fuld fart over feltet. Fuldblodsrock i numre som ”Ocean” og selv om det kan blive for meget med al den aktiveringsgymnastik med ”kom så Tønder” - nu skal vi klappe, synge åh åh åh, hoppe eller ned at sidde på hug -så har Blacksmith dæleme fat i publikum.

Og hvem andre kunne finde på at invitere en 12-års pige med på scenen, så hun kunne fejre sin fødselsdag sammen med den tusindtallige skare ved at synge kor med bandet – hun var nu også Thomas datter.

Og sådan blev det ved med uventede musikalske overraskelser.

Hip-hop syngende gæstesangerinde Mekdes, der sang ”I’m not crying, you are” med bandet, skotske Fara med tre violinspillere og harmonika, hele scenen fuld af Tønder-børn i størrelse børnehave til teenagere, der sang med på ”I have dreams”- jo vi havde en fest sammen med blacksmitherne.

Så hvad var mere passende end at slutte af med ”House on Fire”.

Så selvom Thy-bandet er blevet mere mainstream og poppet, så gik der heldigvis også varme og nærværende musikalske stjerneøjeblikke i skråle-med-koncerten.

Foto: Arkiv og private