Skip to main content
Blå Festival

Tilbagelænet Abzalon-blues

Blå festival - Jesper Theis & The Delta Roots

På Vestbyens spillested Abzalon, det gamle snedkerværksted gemt inde i baggården tæt på jernbanen, hyggede publikum sig torsdag aften med guitaristen Jesper Theis og hans ensemble, The Delta Roots.

Theis selv på Mississippi steel guitar og ditto akustisk, støttet af trommer, kontrabas, og kollega Tim Lothar og endelig som sideman, mundharpespiller Poul Ewald.

Her var dømt grundsolid country blues, som de spillede den i Sydstaternes Delta-område i 30’erne. Down to earth, ingen smartness, sejtrækkende, stilfærdig og afdæmpet.

Store dele af materialet kommer fra Jesper Theis selv. Skrevet i netop den ånd, og der kan sikkert utilsigtet komme noget lidt museumsagtigt over stilen.

Det er, som om der bliver holdt lidt igen, også der, hvor det ville være helt oplagt at give den en muskuløs skalle og slå sig lidt løs.

Blues er jo også festmusik. Her var gode stunder i numre som ”Going to the Rathole”, "Blue Eyed Jane” og ”Cocaine Blues” i første sæt, og modet til at slå sig mere løs og tage improviserede chancer tog mere og mere over.

Specielt i andet sæt, hvor Theis selv gav den for fuldt power på Mississippi-steel, men hvor også Poul Ewald bidrog med nogle dybtfølte soloer, hulkende og følsomme.

”Better get stoned” lød det på et tidspunkt. Det blev vi ikke, men vi havde en vældig rar aften med en Delta-rundtur med en guitarist-sangskriver, der kan traditionen og skriver gode sange.

I netop den stil.

Men det var nu ganske rart, at Ewald var med og som lidt uforudsigelig, men alligevel respektfuld sprællemand skabte liv i materialet.

Det gælder jo om at ”Get Your Boogie Right”, som et af numrene hedder, og på den måde kørte Theis og co. en sikker målstregssejr hjem.

Foto: Lars Mørch

 

 

  • Jesper Theis & The Delta Roots, Blå Festival, Abzalon, torsdag aften.
Arkiv