Skip to main content
koncert

Stjernestøv på Solsiden

"Thy Masterclass" lyder måske krukket eller selvmodsigende, men det er hverken eller. Det er et enestående initiativ, der siden midt 90'erne har påkaldt sig opmærksomhed og respekt i musikverdenen. Og når John Lennon og Yoko Ono kunne drage til Thy i 1970, hvorfor skulle Thy så ikke kunne tiltrække førende musiktalenter og undervisere fra store dele af verden?

Det er i hvert fald det, der sker år efter år, når 14 unge talenter, udvalgt blandt snesevis af ansøgere, i nogle uger lever og undervises i Thy for til sidst at optræde på "Thy Chamber Music Festival". Og ja: det skal være engelsk, for hvis nogen festival er international, så er det den i Thy.

Det begyndte for 27 år siden med nogle musikinteresserede borgere af ældre årgang (nogle er med endnu), der vovede at hidkalde danske og udenlandske professorer udi musik og bad dem hjælpe med mesterklassen og festivalen. Blandt dem, der dengang sagde ja, er i øvrigt også flere med endnu. De sikrer et højt internationalt niveau og de lokale ildsjæle sørger for de unges ve og vel så de kan koncentrere sig om musikken. Kunstnerisk leder har gennem flere år været den amerikanske fløjtenist Craig Goodmann, der er professor på konservatoriet i Strasbourg.

Festivalen har efterhånden bredt sig geografisk, og mellem 18. og 28. august gives der 15 koncerter, mest i Thy og på Mors, men også i Lemvig, Viborg og Aalborg-området, nemlig Storvorde og Nørresundby. Her havde man besøg af en håndfuld studerende og deres lærere onsdag aften i rådhusets byrådssal.

Kammermusik er en vanskelig kunst. Det er ikke nok at være en god musiker, man skal kunne spille sammen og det begynder med at lytte til og kommunikere med de andre, finde sin præcise plads, lægge for solistiske træk bort. Det kan læres, men det kræver modenhed og øvelse. Mange kammerensembler har holdt sammen i årtier, her kastes de unge ud i nye bekendtskaber på kort tid.

De havde næppe været med, hvis de ikke havde indiskutabelt musikalsk talent. Trods deres unge alder (de fleste er i begyndelsen af tyverne) har de også udviklet hver sin musikalske personlighed og det afgørende samspil fungerede også det meste af tiden. Men en vis usikkerhed afsløredes også, især i musikernes mimik, når de et sekund kom i tvivl om, hvad der lige skete. Men alt i alt klarede de to krævende klassiske standarter og et for dem ukendt dansk værk af den besynderlige Rued Langgaard til et flot 10-tal.

Thy Masterclass var inviteret af den nydannede forening "Rådhuskoncerter". Sammen med en lille håndfuld andre af slagsen er den gået sammen om at anvende Nørresundbys gamle Rådhus til koncerter.

Rådhussalen er en lille perle, tegnet i 1937 i nyklasicistisk stil af arkitekten S. C. Larsen (mens "Brogården" lige efter brolandingen blev tegnet i 1934 af Charles Jensen i den moderne funkisstil). Salen er ikke stor, men smuk med sine imponerende art nuveau-lamper og takket være loftshøjden har den en god akustik. Der skal arbejdes lidt med opstilling, rummet skal udnyttes bedre end i aftes, men det kan blive ganske fint. Og prisværdigt er det, at musikentusiasterne har opdaget og nu udnytter det, der med et par koncerter om ugen i sæsonen, bliver en af de mest aktive koncertsale i Nordjylland.

Foto: Lars Mørch

Flere billeder under faktaboksen

Program/medvirkende

  • Program:
  • Ludwig van Beethoven: Trio Es-dur op. 70 nr. 2
  • Rued Langgaard: Strygekvartet nr. 4 BVN 215 "Sommerdage"
  • Wolfgang Amadeus Mozart: Klaverkvartet g-moll KV 478
  • Medvirkende: Juliette Greer, violin. Annette von Hehn, violin. Brian Isaacs, violin. Clara Abel, cello. Daniel Blumenthal, klaver.
Arkiv