Der er nyt fra David Bowie. Ja, nyt og nyt, men altså, der er lige kommet en single fra Bowies gemmer med to coversange. Dels af Bob Dylans Tryin’ To Get To Heaven fra Time Out Of Mind og John Lennons Mother fra Plastic One Band.
Det startede med en forespørgsel i 1997. Yoko One ville lave et mindealbum for John Lennon, og inviterede derfor en stribe kunstnere til at komme med hver deres bidrag.
David Bowie greb udfordringen, og indspillede Mother med en lidt skramlet besætning, der blev strammet op i et møde med hans gamle sidemand, guitaristen Tony Visconti i New York.
Bowie havde angiveligt et særligt forhold til netop denne sang, fordi han selv forbandt relationen til sin mor med savn og smerte. Derfor var det en personlig sang, og Bowie lagde meget energi i at finde et nyt perspektiv og personligt udtryk i netop Mother.
Desværre blev mindepladen for John Lennon ikke til noget, så derfor blev sangen glemt i bunker af mere eller mindre færdige takes.
Den anden sang på singlen er som nævnt Tryin’ To Get To Heaven af Bob Dylan. En sang fra det smukke album Time Out Of Mind, og Bowie blev ligesom en masse andre grebet af dens fantastiske lyrik, eksempelvis selve starten, der lyder sådan:
The air is getting hotter / There’s a rumblng in the skies.
Så er stemningen iscenesat, og som lytter bliver man grebet med det samme.
Det fortsætter længere inde i sangen med endnu en af flere stærke Dylan-strofer: They tell me everything is gonna be all right / But I don’t know what “all right” even means.
Den rastløse og søgende stemning bliver i den grad slået fast.
Bowie indspillede sangen i 1998, efter at Dylans album havde kørt flittigt i turbussen. Og man roligt sige, at Bowie i den grad løfter sangen til nye desperate højder. Der er gnister i Bowies udgave, så det vil noget.
Nu er de to sange så udkommet på en single på Bowies fødselsdag 8. januar, samtidig med at den markerede hans dødsdag 10. januar 2016. Endda i to udgaver – en i sort og en i cremet hvid vinyl.
Desværre er den kun udkommet i godt 8000 nummererede singler, og de er nu kommet op i en pris af 500+ kr., hvis det skulle være.
Men man kan lytte til dem på streaming-platformene, og det er bestemt værd at gøre. Og så er der vist nok et box-sæt på vej med flere af Bowies cover-sange og andre outtakes.