Ruben Kristensen spiller bratsch i Aalborg Symfoniorkester til daglig.
Men daglig er ikke et begreb, der findes mange steder i dag, det er totalt overskygget af corona. Eller endnu værre: Covid-19.
Det er med andre ord en rum tid siden, at Ruben Kristensen har siddet i Musikkens Hus og spillet med kollegerne. I stedet gør han noget andet. Noget han har gjort siden han var 13 år: Han spiller på plejehjem.
- Jeg har spillet på Birkelse Plejecenter et par gange de seneste par uger, siger han.
- Men jeg spiller også til kirkecafé i Hans Egede Kirke i Aalborg, hvor min kone er kirketjener. Og jeg har for nylig spillet til fire bisættelser, fortæller han. Og skal snart af sted til et plejecenter i Løgstør.
- Jeg kan lide at spille for de ældre, for man får spontane reaktioner. Bare det, at man spiller ”De glade vandrer” eller ”Snevalsen”, så er de med. Jeg plejer at fortælle dem en masse anekdoter i den mere humoristiske genre. Men nogle gange, når publikummet er meget demente, så bliver det mindre snak og mere musik, fortæller Ruben Kristensen.
Startede som plejehjemsmusiker som 14-årig
Sådan et arrangement plejer at være mellem tre kvarter og en time.
- Jeg kan mærke, når de begynder at blive trætte.
Selv om Ruben Kristensen spiller bratsch til daglig i orkestret, så bruger han nu også en af sine mange violiner, når han optræder.
- Jeg er opvokset med spillemandsmusik. Og som 14-årig startede jeg med at spille på plejehjem. Det var der, jeg opdagede, hvor lidt der skal til, for at give en oplevelse ved at spille. Så derfor besluttede jeg mig for at blive musiker, fortæller han.
Og øser af skattekisten med anekdoter. Om dengang han som en ung knægt spillede på et plejehjem og blev sendt til Hjallerup af en beboer for at aflevere en melodi.
Med mundbind og ren corona-attest
Han fornemmer hurtigt, hvad de ønsker at høre. Men han har også mange års erfaring deri. Så den står på masser af gamle, danske sange. Og måske suppleret med en norsk polka. Ja faktisk er mødet med de ældre tilskuere et godt sted at øve teknikken af og prøve sig frem.
- Jeg møder altid med mundbind og ren corona-attest, pointerer han.
Arbejdsgiveren til daglig, Aalborg Symfoniorkester, er nu også glad for, at orkestrets mange musikere tager ud og optræder, nu da orkestret er sat på pause. Orkestret opfordrer musikerne til at spille sammen og lave grupper på maksimalt fem.
- Jeg har altså også sat mig for, at jeg endelig ikke må falde af på den, fordi vi ikke spiller sammen til dagligt i orkestret nu. Jeg bliver 60 år i næste måned, og i orkestret er der masser af unge musikere, og de er afsindigt dygtige. Så man er nødt til følge med.
Fik første violin som 7-årig
- Når jeg øver derhjemme lige nu, så forsøger jeg at forbedre mig bue-teknik, og jeg øver min vibrato. Det er nogle gode øvelser i dagligdagen.
Ruben Kristensen fik sin første violin som 7-årig. Den kostede i øvrigt 140 kroner og kom fra en marskandiser. Som 7-årig begyndte han tage timer hos en musiker.
Da han startede på konservatoriet i 1979 var det også med en violin i instrumentkassen. Men to år senere stod konservatoriets orkester uden en bratschist, og Ruben Kristensen var kommet i besiddelse af en gammel bratsch, så han bød sig til. Han fik ros af dirigenten for sit spil og skiftede instrument.
- Jeg solgte min violin, da jeg skiftede. Det ærgrer mig i dag, siger han.
Til gengæld er han voldsomt glad for den bratsch, han siden fik anskaffet. Den har han stadig og er stadig hans vigtigste instrument. Den købte han i 1988. Til en pris af 18.000 kroner. Den pris skal sammenlignes med, at han i samme periode købte hus – og det kostede 260.000 kroner.
- Den er fra 1880, og den er bygget af Niels W. Gades bedstefar.
På male-kursus
Ruben Kristensen har efterhånden en større vognpark af strygerinstrumenter: Foruden bratschen er der seks violiner og en enkelt cello.
For nogle år siden blev han ramt af en gigtsygdom, så han er også ved at lægge kreative planer for fremtiden. I denne uge skulle han have begyndt på et malekursus – men det er naturligvis også coronaramt.
Det er blevet til flere end 100 malerier derhjemme. Nu skal der også læres lidt teknik, mener han.
Gigten gør også, at huset på Gjøl er blevet solgt, fordi den besværliggør havearbejdet.
Næste gang han skal ud som spillemand på et plejehjem bliver kursen sat mod Røde Kors Plejehjemmet i Løgstør. Og så er han igen bevæbnet med bratsch og violin.