Den amerikanske sangerinde, sangskriver og poet Patti Smith fylder i dag 75 år.
Født 30. december 1946 i Chicago, som den ældste af fire søskende. Opvokset i New Jersey. Ganske ung kom hun ”galt afsted”, som det hed dengang. Hun blev gravid, da hun gik på college, som hun måtte forlade. Bortadopterede barnet og arbejdede derefter på fabrik.
Den arbejdsoplevelse udmøntede sig senere i hendes sang ”Piss Factory” (1974) , en af de tidligste punkplader fra 70’ernes punkboom.
21 år gammel flyttede hun i 1967 til New York og blev en del af kunstermiljøet på Lower Manhatten. Med folk som fotograf Robert Mapplethorpe, skuespiller Sam Sheppard og guitarist Lenny Kaye.
Hun skrev digte inspireret af franske symbolister og Bob Dylan og hendes digtoplæsninger udviklede sig med rockbacking, inden hun i 1975 dannede Patti Smith Group, der samme år udsendte debutalbummet ”Horses”.
Åbningsnummeret var et vredt og præcist opgør mod etablissementet, hvor hun genfortolkede Van Morrisons ”Gloria” og indledte med at synge:
- Jesus died for somebodys sins, but not mine...
Hun blev et ikon og et forbillede, som hun stod der på albumforsiden, med sit androgyne look, det vilde hår og habitjakken, den hvide herreskjorte og det smalle slips, som hun lige så godt kunne have købt i en af Kirkens Korshærs genbrugsbutikker.
Så gik det stærkt, og Patti Smith blev hurtigt udråbt til at være punkens ubestridte dronning med sit drengede udseende, sin vilde vokal og en sceneoptræden, som ikke kendte grænser.
Hurtigt fulgte albums som ”Radio Ethiopia”, ”Easter” og ”Wave”. Numrene hed ganske vredt punket ”Pissin in a River” og ”Rock’n’roll Nigger," men der var også kærlighedssangen ”Because the Night” skrevet med en dengang ret ukendt Bruce Springsteen.
Albummet ”Wave” fra 1979 var mere afdæmpet, og sangene bar præg af en nyvakt, religiøs vækkelse. Ganske modsat den afstand Smith hidtil selv havde lagt til sin opvækst i en troende Jehovas Vidne-familie.
1980 bliver hun gift med guitarist Fred ”Sonic” Smith, MC5, flytter til Detroit, får to børn og holder sig i en årrække fra rockscenen, men optræder lejlighedsvis med digtoplæsninger.
I 1994 dør hendes mand og hun flytter tilbage til New York, albummet ”Gone Again” (1996) udkommer og snart genoptager hun sin koncertaktivitet.
Hendes gamle sange står fint distancen og bliver tilføjet nye, ofte med et socialt og politisk afsæt, på en gang klassisk rock og samtidigt storladent romantisk og dragende.
Smith ejer en stemme, der samler silke og stål i ét - en rockens ypperstepræstinde, som besynger livet, kærligheden og kloden og protesterer både profant og ur-kristent mod overgreb, uretfærdighed og undertrykkelse.
Sangerinden Patti Smiths betydning for rockens udvikling fra midt 70-erne bliver nogle gange sørgeligt glemt og overset. Måske fordi hun er kvinde. Måske fordi mange blot ser hende som en parentetisk, mindre vigtig kunstner og glemmer, hvordan hun senere har udviklet sig.
Hun er en kunstner, der hviler trygt i og fører den amerikanske rocks traditioner videre, og samtidig fik hun som rollemodel uvurderlig betydning for en lang række kvindelige musikere i både USA og Europa. ”Godmother of Punk” som hun blev kaldt.
Skulle vi anbefale nogle albums, må det blive gennembrudsalbummet ”Horses” (1975), og blandt de senere ”Twelve” (2007) med Smiths gendigtning af 12 ”klassiske” rocksange omfattende både Neil Young, Hendrix, Rolling Stones og Beatles.
Og endelig er der ”Banga” (2012) med sange som ”April Fool” (som du kan høre her) og den vemodige hyldestsang til den alt for tidligt døde Amy Winehouse i nummeret ”This is The Girl”.
Læs også hendes erindringsbog ”Just Kids” om de formative år i New York, men lyt først og fremmest til hendes karakteristiske stemme. På en gang fløjlsblid, men også vild og vred, og med de der pludselige knæk - et slags forunderligt rytmisk raffinement, der bare kommer så naturligt.
Hun er bare i den grad 110 procent til stede og sig selv, når hun synger. Og du er ikke i tvivl om, at hun tror på hvert eneste ord i de sange, hun synger. Dem, hun selv har skrevet eller dem, hvis mesterskab hun hylder.
Smith viderefører på smukkeste vis rockens traditioner - frihedslængsel, nej til konformitet, ja til oprør og besyngelse af det frie liv i balance med kloden og dens mennesker.