10 fingre, 2 fødder, 5450 piber

Orgelkoncert -Bach, Franck, Liszt med flere.

 I forhold til hvor dyre de er, og hvor meget de fylder - orgler i koncertsale, er der kun begrænset behov for dem i den symfoniske musik. Mon ikke det er under 100 symfoniske værker, der fordrer orgel, ud af de mange tusinde værker, der er komponeret til koncertsalen.

Derfor er det en fin idé, at man i Musikkens Hus jævnligt arrangerer solo-koncerter med provinsens største koncertsalsorgel, leveret af et af verdens mest anerkendte orgelbyggerier, det danske Marcussen i 2014.

I denne sæson er der hele syv koncerter med orglet alene - heraf mandagens med den tyske koncertorganist Christian Schmitt.

Schmitt er koncertsalsorganist par excellence. Han har gjort dette niche-fænomen til et speciale, og han udfører det så at sige på alle tangenter.

Naturligvis først og fremmest som musiker, men også som rådgiver, når der rundt om i Europa skal bygges koncertorgler.

Han debuterede hos intet mindre end Berliner Philharmonikerne og har siden været en af verdens mest efterspurgte orgelsolister. Han har modtaget flere priser og er en højt estimeret underviser.

Det var derfor oplagt at invitere ham ind som selve stjernen blandt sæsonens syv organister.

Man kunne høre efter de første toner, at her behøvede man ikke være nervøs, for Schmitt ryster ikke på hånden.

Der var da også kun 3-4 næsten uhørlige smuttere blandt de mange toner. Med sin tekniske overlegenhed spillede han sig igennem de tre mastodonter, programmet var bygget op om: Bachs Passacaglia, Francks Chorale 3 og Liszt bearbejdelse af Bachs "Weinen, Klagen".

Med stærkt personlige tolkninger lige fra de spillede noder til valget af klangfarver fra orglets store palet var musikken helt fri for kendte standarder. Bach var mere dansant, Franck mere inderlig og Liszt mere dramatisk.

Det var, fra Schmitts side, et bevidst valg for at vise alsidigheden i det, han kaldte et storslået orgel, hvilket er yderst anerkendende fra den mand. Han bragte da også orglets sjældent hørte klokker i spil - de er i sig selv en sjældenhed.

De hørtes i ét af koncertens tre mindre værker: Arvo Pärts "Trivium". Schmitt spillede også et nyt, stærkt eksperimentelt værk af sin landsmand Maximilian Schnaus og et værk fra hylden med overflødige musik, en sonate af Mendelssohn.

Koncerten blev en ganske fornem oplevelse for de knapt 100 tilhørere, som kunne have fået lidt mere for pengene, hvis Schmitt havde spillet på det transportable spillebord på scenen, så man kunne se hans ballet på tangenter og pedaler.

Men det var sikkert et bevidst valg. Han er en fænomenal koncertorganist!

Orgelkoncert, Musikkens Hus, mandag.