Divaer

Operafestival

Andrea Pellegrini, Budolfi Kirke.

Lise Davidsen, Musikkens Hus.

En operafestival uden divaer er som østers uden champagne - de glider ikke ned. Ordet diva bruges undertiden, lige som primadonna, negativt, sådan lidt hystade-agtigt.

Den oprindelige betydning er dog "gudinde", og i den forståelse kunne man lørdag på Aalborg Operafestival opleve to divaer, altså to ekstraordinære, fremragende og indtagende sangerinder med speciale i opera.

Pellegrini i Budolfi

Lørdag middag sang den danske mezzosopran Andrea Pellegrini i Budolfi Kirke. Stemmetypen ligger et sted mellem alt og sopran, er altomfavnende og lidt underfundig.

Pellegrini har én af rigets smukkeste mezzo'er, og er begavet med forskellige talenter i store mængder til at forvalte sin stemme.

Hun entrer korbuen i Budolfi med en værdighed, som straks skærper opmærksomheden hos publikum. Hendes gestik, diktion og kostume så at sige sætter scenen, selvom det jo er en koncertversion af kendte operaarier, vi skal høre.

Dertil kommer, at hun har divaens måske vigtigste kvalifikation: en skønsom blanding af de fire temperamenter og en overbevisende evne til at anvende dem præcis,t hvor musikken fordrer det.

De arier, Pellegrini havde valgt, hørte til i den tungere ende, kun Gershwins "Summertime" ramte uden for skiven, men generelt passede programmet fint til kirken og den i opera-sammenhæng sjældne kombination sang/orgel.

I nogle meget fine introduktioner bandt Pellegrini programmet sammen - med charmerende vid og bid.

Organist Jørgen Ellekilde akkompagnerede loyalt Andrea Pellegrini på kirkens kororgel, men et arrangement af ouverturen til Rossinis "Den tyvagtige skade", hentet fra hylden for overflødig musik, trak i den gale retning. Især fordi udførelsen var temmelig sjusket og sjasket.

Budolfi var næsten fyldt til denne overmåde dejlige middagskoncert.

Davidsen i Musikkens Hus

Lørdag aften var sopranen Lise Davidsen på scenen i Musikkens Hus. Hun er intet mindre end et verdensnavn.

Den 36-årige nordmand har, siden sit gennembrud for otte år siden, gjort komet-karriere, har sunget på verdens mest kendte scener, med de bedste orkestre, i de største roller.

Det kan man godt forstå. Hendes stemme er som et monument, der fylder hele rummet og udfordrer ørerne til bristepunktet, men også har en delikat sarthed så skrøbelig, at man næsten ikke tør trække vejret for ikke at forstyrre denne smukke tone i det tomme rum.

I modsætning til diva Pellegrini, så siger Davidsen ikke noget - i hvert fald ikke på scenen. Tavsheden bliver helt mytisk når den står i modsætning til, hvad der ellers kommer ud ad munden på den imposante sanger.

Stemmen er oplagt til Wagner og de store Verdi-partier, som vi også fik prøver på, men af en eller anden grund sneg en Beethoven-arie sig ind sammen med en Kálmán-arie. Som om man absolut ville vise Davidsens alsidighed ved siden af hendes storhed. Lidt overflødigt faktisk.

Den ivrige og iltre amerikanske dirigent James Gaffigan vedligeholdt Aalborg Symfoniorkesters fine standard. Han har de sidste femten år skabt sig en karriere i Europa, og i Berlin ser man frem til, at han faktisk i disse dage tiltræder som chef for Komische Oper de næste fire år.

En lørdag med et overflødighedshorn for operafans og et par fine tiltag for operafestivalen.

Jeg nødsages dog til at korrekse festivalleder Peter Rønn, der i sin sluttale pralede af at have præsenteret fem hele operaer.

Som påpeget i gårsdagens anmeldelse skal det tages med et gran salt, og jeg mener stadig at festivalen bør byde på mindst én fullscale opera hvert år.

Når byen nu har en af landets få scener til formålet, Aalborghallen. Den uskønne konkurrence mellem AK&KC og Musikkens Hus bør bilægges.

Foto: Hans Ravn