I 2001 så Aalborg Operafestival dagens lys. Det lå i tiden. De foregående årtier havde operagenren fået en renaissance, og i midten af 80’erne begyndte Aalborghallens direktør, Ernst Trillingsgaard med stor ildhu at ”opdrage” nordjyderne til at lytte til opera.
Ikke på verdensniveau, men alligevel professionelt, især med gæsteensembler fra Østeuropa for de var til at betale. Det Nordjyske Musikkonservatorium havde siden sin spæde begyndelse i 30’erne haft en stærk sangklasse, der også vægtede opera. Der var noget at bygge på.
Nu fylder operafestivalen så 20 år og det er ingen alder for den slags. f.eks. i forhold til noget af det ypperste på området: Wagners Baureuther Festspiele, der fylder 125 år om et par uger.
Man skal naturligvis ikke sammenligne de to festivaler, men på en måde har Aalborgs flyttet sig mere på 20 år, end Baureuths har på 125 år. Det ligger både i de grundlæggende idéer og i tiden.
Aalborg Operafestival har et omfattende og bredt indhold af god kvalitet. Det er ikke et supermarked som Netto, snarere et stormagasin som Salling. Sådan bliver det nok ved.
Selvom man præsenterer opera fra altaner, torve og plejehjem og splejser den med rap, elektronik og show (det er lidt bølleagtigt indimellem), så er det at bruge 3 timer koncentreret om en sammen- eller nedsmeltning af litteratur, musik, scenografi, koreografi og andet, et eksklusivt valg.
Måske derfor består de fleste af de 25 programpunkter under Aalborg festivalen mest af uddrag, og der præsenteres alene to - tre egentlige operaer, heraf ingen i genuin klassisk opsætning, som man kender det fra 80’ernes Aalborg.
Åbningskoncerten torsdag var da også en blanding af prisoverrækkelse, taler, videoinstallation og opera-uddrag i koncertversioner, altså uden scenografi og koreografi. Sådan skal dét nok være…
Den fandt sted i en rustik hal i de tidligere spritfabrikker. Et akustisk vanskeligt rum når det gælder voluminøs musik som opera.
Men takket være et velspillende Aalborg Symfoniorkester, en veloplagt dirigent Giordano Bellincampi og schlagere af Mozart, Rossini og Verdi fik publikum en glimrende indledning på årets festival.
Et tilpas stramt program, der med taler af festivalleder Peter Rønn, og obligatoriske politikerord af rådmand Mads Duedahl lagde op til koncertens højdepunkt:
Nemlig uddeling af Årets Operapris 2021, der går til bassangeren Nicolai Elsberg om, hvem vi ikke ved så meget, men der skal nok komme.
Prismodtageren kvitterede med Sarastros arie fra Mozarts ”Tryllefløjten”, ét af litteraturens mest kendte baspartier, og det afslørede en særdeles smuk stemme.
En smule tynd i bunden, men det skal nok komme med alderen, og efterhånden som Elsberg udvikler mavemusklerne, måske bistået af nogle velvoksne bøffer.
I en duet fra Verdis Rigoletto fik han i øvrigt selskab af Simon Duus, basbaryton, der vandt prisen i 2019. Duus har allerede været engageret på Det Kongelige Teater i flere år, og man hører tydeligt, hvordan stemmen og det kunstneriske udtryk udvikles og modnes hos de yngre sangere. Nicolai Elsberg har et stort potentiale.
I øvrigt byder operafestivalen på en del at bruge penge på – og glæde sig til – de kommende dage og i fire omegnsbyer hele måneden.
Det er en prisværdig idealisme, der ligger bag idéen om, at operaen kommer til folket. I stedet for at folk skal opsøge opera i et operahus, som alligevel ikke findes på disse kanter.
Det er også fornemt, at man husker børn, unge, syge og gamle med særlige programmer. Hertil at man udnytter lokale ressourcer gennem samarbejde og innovation. Når man åbner et stormagasin med opera på alle hylder, skal festivalen også roses for sin kvaliteter.
Det meste af det ligger i tiden og var næppe gået med Wagner som chef. Fred med det – til lykke med de 20, Aalborg Opera-festival. Bevar kvaliteten og bøllemanérerne – opera behøver ikke være for de få.
PS: Som tidligere foreslået: Aalborg bør bygge et operahus af internationalt format på Egholm. Det tog 90 år fra idé til virkelighed at få et musikhus, så kom i gang nu!
Foto: Nicolas Cho Meier/Musikkens Hus