Sangskriver Allan Olsen kan år i fejre 40 års jubilæum som musiker og sangskriver. Han har planlagt at fejre det med en større efterårsturne, som vil bringe ham rundt i landet fra åbningskoncerten 20. oktober i hjemstavnsbyen Frederikshavn videre til Aalborg, Aarhus, Odense og såmænd også DR Koncerthuset, København.
Lige som så mange andre musikere blev Olsen ramt af coronanedlukningen, da statsminister Mette Frederiksen 11. marts lukkede landet ned. Olsen var der i det tidlige forår stadig på vejene med sin forsamlingshusturné, der bragte ham rundt i hele landet. Men manglede kun at spille tre forsamlingshuse ud af 49 jobs.
- Den pandemi er en sejtrækker, men vi har planlagt os ud af det. Jeg skulle have spillet 27 jobs på min forårsturné, der skulle begynde i marts. De blev flyttet til sommeren og gennemført udendørs, hvor der er sådan noget mere ad libitum-plads, siger Allan Olsen.
Vi har fanget ham på mobilen, hjemme i Aarhus-lejligheden i Sjællandsgade, hvor Allan Olsen blandt andet bruger den påtvungne coronalediggang til at skrive nye sange. Men også har kastet sig ud i ”noget jeg altid gerne har villet – spille klaver, så det sidder jeg og roder med. Det er ikke nemt i min alder”.
- Den sommerturné endte brat, da jeg spillede mit sidste job i Thyholm i september. Pludselig slog vejret om i rajfog (vendsysselmål, når himmel og hav står i ét- red) og storm, det stod ned med regn, så jeg endte med at stå og hælde vand ud af min guitar.
Efterårets koncerter blev i et vist omfang gennemfør som dobbeltkoncerter, altså to omgange, første fra 19-21, anden fra 21.30-23.30, for at både at tilfredsstille publikum og arrangører, men også for at sikre et ordentligt honorar.
Men egentlig betragter den 64-årige sangskriver vor - og ja hele verdens - nedlukkede livssituation som lidt af et wake-up call.
- Vi forbruger og forbruger, vil have mere, alt skal være større og mere – uden at vi tænker på, hvad kloden kan holde til. Vi må kunne lære noget af det her. Uden at vi selv behøver at bliver hulbugede sultne.
- Jeg har selv været på de markeder i Kina, hvor Covid 19 opstod. Kineserne har jo været vant til at spise det, som krøb rundt for fødderne af dem – tusindben, kakerlakker og flagermus. For deres egen høst blev jo taget af overklassen, så de måtte spise det, der nu engang var.
Økonomisk klager Allan Olsen ikke. Han ”tærer på fedtlaget” og er vant til at klare sig som solist, men han kan da godt mærke, at hans faste lydmand Jan Vinther og chauffør og guitarroadie Jesper Gravholt godt kunne tænke sig at komme på vejene igen.
- Min søn Marco på 24 år klager også – han kan ikke komme ud og slippe vildskaben løs. Men vi må betragte perioden her lidt som besættelsestiden. Vore forældre lærte noget af den – at holde ud. Du og jeg, der voksede op i 60’erne, mødte aldrig rigtig modstand. Nu er vi her, lukket ned, magtesløse, men når det går over, så har vi forhåbentlig fået nogle erfaringer, vi kan bruge.
Globaliseringens frit-valgt-på-alle-hylder og ”jeg rejser da bare til Dubai, hvis det passer mig” kan meget nemt være et overstået kapitel i vores historie.
- Det må også være muligt at finde nogle oplevelser tættere på. Noget kvalitet herhjemme.
I det hele taget er Olsen ikke fan af større, større og størst, som eksempelvis stadigt flere festivaler og gigantiske stadionkoncerter.
- Festivalscenen herhjemme er helt skævvreden. Der er jo tale om oppustede by- og havnefester, og skulle der ryge nogle af dem, ville det ikke genere mig. Måske kan det her ende med, at vi vender tilbage til mindre spillesteder, med en anden kvalitet og tættere kontakt mellem musiker og publikum.
Et Olsen-eksempel. Dengang Madonna spillede på fodboldstation i Horsens kunne publikum følge med på storskærm ”på tre kilometers afstand”. En begejstret tv-rapporter spurgte de omkringliggende parcelhusbeboere, om de ikke var begejstrede for at have så fantastisk et verdensnavn til at spille ”i deres baghave”:
- Det er lige som en flygtningestrøm. De hugger vores stedmoderblomster, og i morgen, når vi vågner, er der blot alt skraldet og svineriet tilbage, lød svaret.
Allan Olsen drager ud solo på efterårets jubilæumsturne. Måske dukker der en gæst op hist og pist, men intet er endnu endeligt planlagt. Detaljeret planlægning er ikke sådan noget, han bruger efter at være passeret de 60 - ”for hvem ved, hvordan det ser ud om et år?”
- Men selvfølgelig savner jeg at komme ud og spille live. Ud at få min hundekiks og blive klappet af. Men jeg er vant til at have afbræk på flere måneder, hvor jeg skriver og arbejder på sange. Det her er længere, men vi kan lige så godt være i det.
- Og så kan det måske lære os noget. Om at fremtiden måske byder på mindre enheder, men også mere kvalitet. De sidste 20 år har det blot eksploderet i større, flere og mere …