Skip to main content
Udstilling

Nye jazzfoto på Jazzcenteret

Til daglig er brugerne af Jazzcenteret, Center for Dansk Jazzhistorie, vant til at nikke genkendende til Jan Perssons fotoskud af jazzens større eller mindre kunstnere.

Men i denne tid får Persson følgeskab af den danske fotograf Teit Jørgensens jazzfoto.

De stammer fra cirka samme periode og indfanger mange danske musikere i 1960’erne – især fra avantgarden, herunder John Tchicai, men også stor  amerikanske musikere, som bl.a. John Coltrane, Duke Ellingtons orkester og Nina Simone.

Teit blev uddannet still-fotograf hos Jesper Høm og derefter filmfotograf på Den Danske Filmskole.

Han har stået bag kameraet bag en lang række dokumentarfilm, bl.a. for Grønlands Hjemmestyre, Det Svenske  Filminstitut samt alle Per Kirkebys dokumentar- og spillefilm.

Teit Jørgensen har gennem tiden arbejdet med vidt forskellige kulturpersonligheder. Jørgen Leth, Jens Jørgen Thorsen, Flemming Quist Møller, Dexter Gordon, Poul Gernes, Svend Wiig Hansen, Jørgen Nash, Ib Michael og Poul Martinsen.

Fotografen har hele fem filmtitler med på Det Danske Filminstituts liste over de 100 bedste danske dokumentarfilm gennem tiderne.

Vennen Per Kirkeby skriver om Teit og kvaliteten af hans nøgterne kompositioner, som afspejler en accept af ”procesessens almindelighed”:

- Forstår fotografen dette, bliver hans billeder hverken platte eller demonstrativt tilbydende ...  

- Billederne får den klare redegørelse for udstrækninger og rum, figurer og størrelser, den rolige klarhed som bliver erindringens og stedernes magi.

- Meget få fotografer når denne indsigt i simpelheden, de fleste frygter den faktisk og står på hovedet.

- Men ud af den fotografiske dokumentation, denne simpelhed, vokser stemninger uden ord. Tænk - det lader sig se.

- Teit Jørgensen er en dansk fotograf, der har disse kvaliteter. Hans billeder er ikke demonstrative, men de viser, at dette lader sig se. Hans billeder har denne rolige udstråling.

Teit Jørgensen fortæller om sit arbejde på Jazzcentret fredag 21. februar, kl. 18.30. Gratis adgang.

Center for Dansk Jazzhistorie, Kjellerups Torv 2, Aalborg.

. Teit Jørgensen fortæller om sit arbejde på Jazzcentret fredag 21. februar, kl. 18.30.
Arkiv