Nyt fra Yesbjerg og Norge

NUT-koncert - "Seven Poems Isolated", "Lyssværd" og Ingrid Eliassen

Det man i dette lands klassiske kredse kalder ”ny musik” burde i virkeligheden hedde samtidsmusik som det gør i andre lande. Den musik, der skrives i dag, har en forsvindende lille plads i koncertprogrammerne i forhold til det, man kalder klassisk musik og som burde hedde historisk musik.

Jo længere væk fra kommer fra hovedstaden, des mindre samtidsmusik kan man finde – det gælder de fleste steder.

Der er ved at ske et eller andet med vor egen tids musik i Aalborg – det bliver mere af den. Ikke hos de etablerede institutioner som Symfoniorkestret og Musikhuset, men på græsrodsplanet.

Paraplyorganisationen Way Up North, der består af fire musikforeninger, er ved at få fat i et stampublikum, og man er meget flittig. Således denne weekend, der bød på hele to koncerter med ny musik (som det jo også er) i det nedlagte Nørresundby Rådhus.

NUT betyder Nordjyllands Unge Tonekunstnere og blev dannet i 1985, da man stadig havde et klassisk musikkonservatorium i Aalborg. Foreningen arrangerer stadig koncerter i en slags surprise-koncept, hvor man med kun en uges varsel melder ud om koncerterne.

Toner fra Yesbjerg

I modsætning til Aalborg har Esbjerg – der lokalt kaldes YESbjerg - bevaret nogle klassiske musikuddannelser, og elever herfra lod sig høre lørdag. Her har man specialiseret sig i kombi-uddannelser – f.eks. både musiker og komponist. To af den slags præsenterede sig lørdag.

Stine Benjaminsen, født 1990 og blokfløjtenist, spillede med i sit værk ”Seven Poems Isolated” til tekster af Emily Dickinson – en ret stor mundfuld, som hun har klaret ret imponerende.

Hendes musik er indlevet, forfinet, lyrisk og velskrevet.

Der er overbevisende struktur og sammenhæng i det lange forløb, komponeret for sanger, blokfløjter (herunder den sjældne kontrabasblokfløjte, det ligner en forvokset fuglekasse), klarinet og klaver.

Alt sammen også udført glimrende - især mezzosopranen Sidse Lund-Bach Henriksen imponerede.

Mindre overbevisende var klarinettisten Mathilde Schelins, født 1992, ”Lyssværd” til egne tekster. Både tekster og musik virkede lidt ufødte og umodne, men indeholdt gode, ungdommelige idéer, der måske bare skal have tid.

I begge værker var der en del ekstra-musikalske elementer: performance, scenografi, koreografi, kostumer, rekvisitter etc. som ikke altid virkede logiske, endsige nødvendige.

Dertil kommer, at de tre instrumentalister også sang undervejs.

Værkerne aktualiserer to spørgsmål: hvor mange discipliner kan en kunstner gabe over, hvis det også skal være fagligt forsvarligt? Og hvor mange elementer kan publikum kapere på samme tid? Jeg lukkede øjnene undervejs, og det hævede oplevelsen væsentligt.

Norsk blæs

Komponistgruppen Snow Mask havde søndag inviteret den norske trompetist Ingrid Eliassen til en solokoncert i Rådhussalen. Det var et scoop.

Eliasson, der ud over sin solistkarriere underviser på musikakademiet i Tromsø, er en fremragende musiker. Trompeten er mest kendt som et lidt bombastisk instrument i symfoniorkestret.

Men den norske musiker viste, ud over ekvilibristiske færdigheder, trompetens dynamik og nuancer og stor indlevelse og koncentration i især norske værker. Herunder uropførelse af Eirik Moland, herboende komponist, og et eget værk over en norsk folketone.

Ikke alle af koncertens seks værker var lige spændende, men Ingrid Eliassens fortolkninger gjorde dem nærværende for et desværre fåtalligt publikum.

Solistens introduktioner virkede engagerede, men sprogligt slet forståelige og virkede derfor overflødige. Alligevel var det en oplevelsesrig time med en meget sympatisk musiker.

Lørdagens koncert får tre stjerner og søndagens fem. Det ender så med fire for weekendens samlede indtryk.