For et menneske, der er musikalsk opdraget med Rachel Rastenni ”Her i vores hus er glæde” og Elvis ”Kiss me quick” kørende på rejsegrammofonen koblet til den store B&O-radio, er klassisk musik et frygtindgydende kvantespring.
Men i et stykke tid har der været E-koncert med Aalborg Symfoniorkester, streamet på Facebook og YouTube, så hvorfor ikke kaste sig ud i det.
Torsdag aften – i dag 25.marts – sad jeg ved pc’en med hovedtelefoner og talte ned, inden jeg skulle høre Britten, Beethoven og Strauss – tre navne jeg godt kan nikke genkendende til – mens komponisten Ysaÿe ikke sagde mig noget som helst.
Nå, man skal jo, som en gammel journalistkollega engang sagde det, prøve alt her i livet -på nær pædofili og folkedans.
Første stykke var af Benjamin Britten - en phantasy-kvartet - altså en fantasi for obo og strygere. Og med en lille intro af oboisten Judith Blauw, om hvordan stykket i mellemsatsen udtrykte mørke, en sjæl, der kæmper efter noget.
Flot spillet blev det med cello og to violiner - var det ene en bratsch, så tilgiv mig min uvidenhed. Strygernes hektiske vanvidstempo får modspil og farve af oboens lyse og milde tone.
Næsten som den kvindelige børnebibliotekars milde blik, da jeg som ungt håbefuldt menneske spurgte, om jeg ikke kunne låne noget af den seksuelt frimodige amerikanske forfatter Henry Miller. 
Du kan høre, at der er et voldsomt drama i gang, men min musikalske referencer kan så heller ikke komme meget tættere på. Ubevidst kommer jeg til at tænke på The Beatles og deres coverversion af Chuck Berrys ”Rock’n’roll music” – hvor et par linjer lyder cirka sådan her:
Gotta be rock roll music
If you wanna dance with me
If you wanna dance with me
I've got no kick against modern jazz
Unless they try to play it too darn fast
And lose the beauty of the melody
Until they sound like a symphony
Vi, der er vokset op med Kinks, Stones og Beatles, sætter pris på melodi og en tekst, der giver mening – og instrumentalmusik kom egentlig først ind i mit liv, da jeg første gang hørte jazzens Miles Davis.
Så bliver det tid for Eugene-Auguste Ysaÿe: Sonate for to violiner, 1. sats – to violiner i tæt vuggende samspil, lidelse og begejstring. Et sted lyder det som ophidsede sladderkællinger på grøntsagstorvet – eller en markedskunde, der vil have en høne til en langt billigere pris. Koncentrationen fejler ikke noget. De violindrenge kan deres kram.
Strauss er repræsenteret med ”Till Eugenspiegel, einmal anders!” et musikalsk eventyr præsenteret af violinisten Yana Deshkova – om en umulis af en drillepind, der er efter borgermusikken og håner både akademiker og præst, jagter pigerne, og hvad ved jeg – inden han møder sin dommerskæbne og bliver dømt til døden!
Dejligt med lidt ord og håndtag at holde fast i som novice i det klassiske.
Endelig runder vi af med et ufuldendt værk af Beethoven, en kvintet for tre horn, obo og fagot, og det er storladent, smidigt og flot.
Vil jeg gøre det igen, kan jeg høre enkelte spørge af de maksimalt 26, som fulgte livestreamingen?
Måske. Men de forklarende introer hjælper, og den savnede jeg ved Ysaÿe. Samt gerne også lidt information, om hvem der spiller hvad – for det er hulens dygtige musikere på højt teknisk niveau, så de burde da krediteres.
Selv optagelserne med flere kameraer – tæt på, oversigtsbillede i bredformat og såmænd også bagfra - gør det muligt at se koncentrationen helt tæt på, når musiker og node bliver et i livssalig hengivelse.
Det tæller på plussiden. Lyden var også god – i hver fald i mine hovedtelefoner, men du savner klapsalverne og nærværet. Altså det at være til stede i koncertsalen, mens musikken skabes.
Det bliver ikke så intens, som hvis du var til stede netop der, netop nu i koncertsalen.
Men næste torsdag er der livestreaming med sangerinden og sangskriveren Katinka - hun hører vist mere hjemme i min musikalske boldgade.
Men tak til de gode musikere fra Aalborg Symfoniorkester for en klassisk time ikke ganske spildt på en novice i det klassiske.