Som så meget andet i det moderne samfund, er der også i rockmusikkens verden mere der deler end samler. Der er kort sagt langt mellem albums eller sange, der kan overgribe de mange gode eller interessante indspil, der løbende dukker op, og pejle et socialt ellermusikalsk toppunkt og samfundsperspektiv.
Lige nu mangler der kort sagt musikalske udtryk, som de fleste af os med minimal musikinteresse er tvunget til at høre og forholde os til. Men det forhindrer jo ikke, at der trods det kommer meget god musik.
Det er også tilfældet for 2022. Så – her er et bud på nogle af årets bedste albums, set fra mit univers.
1. The Smile: A Light For Attracting Attention.
Et kantet og søgende album med Tom York og Jonny Greenwood fra Radiohead i spidsen, suppleret af jazz-trommeslageren Tom Skinner. Indfanger fornemmelser fra en tid med grusomhed og kaos.
Og med åbninger af vrede, håb og vilje til at findeperspektiver for en ny tid. Er langt fra fortidens protestsange, men det er på vej i denretning. Med forrygende musikalsk energi og opfindsomhed.
2. Michael Head & The Red Elastic Band: Dear Scott.
Akkompagneret af genuin klassisk rockmusik kredses der om hverdagens problemer, udfoldet over en stribe meget smukke melodier. Hvis man en dag mest er til ørehængende rock, er det her et af de bedste bud fra 2022.
3. Wilco: Cruel Country.
Et virkeligt harmonisk album, med hang til slide-guitar og country-fornemmelser. Og med tekster, der har fat i det store i det almindelige. Det er som om, de bare har haft nogle dage, hvor sangene er piplet frem i en stridende strøm. Med stor variation. Et fornøjeligt og spændende intimt album.
4.Kendrick Lamar: Mr Morale & The Big Steppers
Måske er man mere til opera end rock. Fint nok. Måske er man aldrig kommet ind i rap-musikken. Fint nok. Men så er der en mulighed for at råde bod på det, med et album der strækker sig over en time og 18 minutter.
Hvor oprøret blusser, tidens identitetskampe udfoldes i lys lue, og hvor smerten står på lur i pivskarpe sprækker. Det er ikke opera. Men det nærmer sig i alarmerende grad. På en ny og spændende måde.
5. Peter Sommer: De Uforelskede I København.
Et af Peter Sommers bedste albums, med de sædvanlige Tiggere bag sig og Selina Gin ved sin side i flere af sangene. Et smukt album, der afsøger fortid og nutid, svigt og forelskelse. Med en sikker musikalsk fornemmelse for lidt skæve indfald og halve linjer. Skønt album.
På et supplerende album De Uforelskede med Copenhagen Fhilharmonic får sangene en blød musikalsk seng at folde sig ud i. Som afveksling kan det være hyggeligt nok.
6. The Delines: The Sea Drift.
Kan ikke stå for The Delines. Heller ikke deres nyeste album, der afdækker livet i mindre amerikanske byer, med kriminalitet, store biler, rutsjebaner i et forhutlet tivoli, savn og kærlighed. Sydstats-rock med americana når det er bedst.
7. Elvis Costello & The Imposters: The Boy Named If
Det er vildt imponerende, så meget energi der er lagt i disse sange. Det er næsten som at være tilbage til Costellos første albums. Med vrængende stemme, hvinende guitarer og solidt backingspil på bas og tromme, toppet op med harmonisk klaver og keys. Samtidig er sangene endnu engang spændende, fra begyndelse til slut. (øverste foto)
8. Beth Orton: Weather Alive.
I lange perioder af 2022 har Beth Orton kørt nærmest non-stop på min afspiller. Det er smukke sange med en tilbagelænet sangerinde, hvis nerve bliver holdt i live af en lille håndfuld jazz-musikanter. Bl.a. med trommeslageren fra ovennævnte The Smile.
9. Cass McCombs: Heartmind.
Hvis der stadig er nogen, der endnu ikke har stiftet kendskab med Cass McCombs og hans opfindsomme americana inspirede sange, tilsat periodevis psykedeliske toner, så er det om at komme op på beatet. Det er et fornemt album. Slet og ret, med masser af gode sange om det, man nu synger om.
10. Rayland Baxter: If I were a Butterfly.
Et af årets bedste albums at køre i bil med. Forrygende sange med en følsom og udtryksfuld vokal, der kan minde om Joe Henrys. Så hvis man mangler en god køre ven, så få fat i det her album.
Andre gode albums i år er Typhoons Underground Complex No 1, Black Country, New Roads Ants From up There, Signe Svendsens Hvem vil ikke elskes igen, Gwennos Tresor, Dawes’ Misadventures Of Doomscroller og Niels Skousens Blæsten og Regnen.
Og så er der jo et af sidste års bedste albums, nemlig Low Hey What. Det kan stadig høres med stor fornøjelse. Og så er det formodentlig sidste album fra Low, da Mimi Parker, den ene halvdel af Low, i år tabte kampen mod kræft.
God fornøjelse, god jul og godt nytår.