Poetiske portrætter

Nikolaj Nørlund: ”Hverdag i Paradis”

Du kan høre Nørlunds nye soloalbum – hvis sådan nogenlunde nummer 14 i rækken – som en samling portrætter. Nogle mere private end andre og derfor umiddelbart måske knapt så tilgængelige.

Det er poetiske portrætter. Dansk tekst sat i musik i den der blanding af rock, beat og reciterende sang, som har gjort Nørlund eftertragtet som en stensikker producer for navne som Niels Skousen, Steffen Brandt, Jens Unmack og mange, mange flere.

Men manden kan også selv. Skrive sange der fanger en stemning, tegner et menneske og en situation, så du kan mærke at ord og musik kryber ind under huden.

Albummet åbner med nummeret ”Hverdag i Paradis”. En titel, der meget godt kendetegner hele albummets 10 sange. På en gang slentrende og undrende iagttagende det liv og den verden, som den nu 55-årige Nørlund lever, ånder og synger i og om.

Nummeret lægger ud - stilfærdigt listende, indsmigrende, krystalklingende keyboardtoner, tørre programmerede trommer, inden Nørlund sangdeklamerer – ”det er første gang vi når anden runde/det ka' være svært helt at forstå det - nu”.

Sådan folder en lille historie om et elskovsforhold sig ud – med refrænet lovprisende ”Det er hverdag nu, hverdag i Paradis/hvor hver dag er lige præcis/så uperfekt, så ulogisk/som et mesterværk”.

På den måde kan du høre Nørlunds sange, som en besyngelse af hverdagens magi – ganske meget i stil med Dan Turélls – ”mest af alt holder jeg af hverdagen".

Lydbilledet og instrumenteringen er fint ciseleret, med lag på lag detaljer, en guitar her, fuglefløjt og svævende keyboard. Programmering, reallyd og håndspillet leger behændigt tagfat.

Der er storbysmerte og Humprey Bogart står i lufthavnen og venter på sin elskede i nummeret ”Gangsterøjne” om at modtage den elskede fjerne kvinde – svingende bipolar mellem mani og depression. Smukt formuleret i strofen – ”den sidste sang, som du sendte mig/var det dur eller mol, var det kys eller vold/eller i og for sig, nevermind”.

Det er fine og sine steder fnuglette sange som eksempelvis ”Rumskib”, hvor Nørlund synger duet med Oh Land, en forelsket sang om at drage forelsket ud i naturen, overnatte i shelter, helt enkelt og husk nu afspritning og kun kindkys – og kun de nødvendige.

Her er meget at blive glad i låget over. Men det er også et album – udkommer i øvrigt først rigtigt på vinyl til marts – som kræver gennemlytninger for at fange samspillet mellem tekst og musik.

Det er lyrik sat i musik. Superdelikat produceret og spillet. Sine steder ganske privat, ganske ordrige, men også fulde af overraskende og indsigtsfulde ordbilleder.

”Du svæver i en storm, tumulten er enorm, men du elsker hvert et sekund, som en kvinde på en bar, som en elsker i din arm” -lyder det i ”Send flere billeder”

Og det er det, Nikolaj Nørlund gør. Sender os billeder, poetiske og eftertænksomme, som både spejler ham selv og samtiden. På en gang registrerende og eftertænksomt.

Der er Berlin-stemning, dekadence og 80-er Bowie stemning i ”Sonia” og vemodigt morportræt i ”Jeg tror jeg så dig”. Men også frydefuld overstyret guitarstøj på ”Krysantemum” om selvmedicineret, tilfreds og ubekymret at være på vej i en åben sportsvogn – et lille portræt af en smart Askepot-type ridende på influencerbølgens skummende top.

Jo, der kan skam også være bid i Nørlunds blidt fortrolige stemme. Ham gad vi godt høre live ved lejlighed. Med disse sange om mennesker, hverdagsskæbner, der lever livet forlæns, mens Nørlund prøver at forstå os ved at se på os, og hvad der gik forud, i sit poetiske bakspejl.