Tom Jones og de meget store trusser

KONCERT: Tom Jones

Det er Tom Jones, der står deroppe på scenen. Det er også en gammel mand. En nydelig gammel mand. Ikke meget hoftevrid lige der. Ikke en skjorte knappet op helt ned til navlen. Men ikke desto mindre står der en mand, der har masser af nærvær. Han er så meget Tom Jones, som kun Tom Jones kan være det.

Så er der stemmen. Den er ikke så let at genkende. Der er ikke meget smørtenor tilbage. Sangene bliver afleveret i et noget lavere toneleje. Men der er (næsten) ikke en lyd, der bliver afleveret forkert. Og de gange hvor sangene spænder over alt for stort et register, ja så reciterer den gamle mand teksterne.

Og det er alt sammen yderst professionelt, venligt og rart afleveret. Manden oppe på scenen ser også ud til at have en fest. Han elsker kontakten med sit publikum.

Han starter med "I'm growing old" kun akkompagneret af piano. Så er stemningen lagt. Eller rettere temaet. Faktisk har mange af sangene et tema om at være ældre.

Allerede under første nummer er der en purung pige omkring de 50 år, der står af vifter med et par oldemortrusser på størrelse med et flag. Så jo: Publikum har trusserne med. Ikke mange, men de er der.

I det næste nummer fortsætter det lettere geriatriske: "Not dark yet" hedder sangen. Lige her er det, at jeg første gang tænker, at stemmen faktisk er ganske god, selv om det ikke er en ung og spændstig stemme. Varen bliver simpelthen leveret. Tom Jones slutter også af at gå helt op i tenoren på de sidste toner. Altså helt deroppe, hvor han grundlagde sin karriere.

Men det er også her - 15 minutter inde i koncerten - at vi ser, at konditionen ikke er, hvad den har været. Han er lidt forpustet, men han skjuler det efter bedste evne.

For nylig indspillede Tom Jones "The windmills of your mind". Den fik vi også, og den 82-årige sanger fortæller os, at han med den sang blev den hidtil ældste, der sang sig ind på en førsteplads på hitlisterne. Lige her sidder han på en barstol, mens han synger. 

Så hører vi "Sex bomb", og en kvinde i sin allerbedste alder tager et par aldeles diminutive blondtrusser op ad tasken. Jeg er ikke helt sikker på, at hun stadig kan passe dem. Måske har hun lånt dem af et barnebarn. Og så kan det jo være fint at ofre dem til sexbomben på scenen. Hun sørger for, at veninderne filmen seancen. Hun snurrer dem rundt med spidsen af fingrene, går så tæt på scenekanten som man kan komme. Og så kaster hun!

Men desværre: De ender i graven foran scenen.

Det er også under "Sex bomb", at vi kan høre, at bandet bag sangeren er kompetente folk. Vi får lige her en virkelig god guitarsolo. Dem kommer der heldigvis flere af undervejs i koncerten.

En halv time inde i koncerten har Tom Jones sunget otte sange. Og det er en ren hitparade.

Den niende sang er Leonard Cohens "Tower of song".

Det er modigt, for Cohens kunne noget helt særligt med den sang. Sangen indeholder strofen "I was born with the gift of a golden voice".

Jeg har oplevet Cohen fire-fem gange til koncert. Og hver gang han kommer til præcis den strofe, er publikum gået amok i jubel.

Jeg havde egentligt undt Tom Jones samme skæbne, for også han er jo født med en gylden stemme. Men publikum overhørte sætningen, så der var intet ekstra bifald lige der. Det er ikke blot synd. Det er faktisk også ufortjent. For der er vel en grund til, at Tom Jones har taget sagen med. 

Også han vil tiljubles lige der.

Det er også koncertens længste sang. De fleste bliver liret af i klassisk poplængde: Tre minutter. Her varer sangen seks.

Vi får også klassikeren og gennembrudshittet "Delilah", og her oplever vi for første gang, at bandet synger korstemmer. Det gør de fint. Men det er også i "Delilah", at vi oplever et af Tom Jones' få sangmæssige problemer. At der er toner, han ikke (længere) kan nå. Men skidt: Vi har en fest.

Lige her er det, jeg laver en optælling: Der er nu fem par trusser på scenekanten. Og alle er de i oldemorstørrelse: Store, tykke og tækkelige. Blandt andet fordi det eneste par blondetrusser jo ikke ramt scenen, men stadig ligger i støvet foran Store Scene på Nibe Festival.

Tom Jones er bestemt ikke færdig med at afprøve andre sangeres store hits. Vi får for eksempel "You can leave your hat on" - indledt med et næsten Keith Richard-agtigt guitar-riff. Efterfulgt af korarbejde. Og afsluttet med en trommesole.

Også Princes "Kiss" prøver Tom Jones af. Også det er modigt, for ingen kan jo synge den sang som Prince.

Så er koncerten slut. Men der er naturligvis ekstranumre. "One hell of a life" - et af Tom Jones' nyere numre og en voldsom smuk ballade, der lige som knytter det hele sammen med den indledende sang. "One hell of a life" er nemlig en slags testamente over et dejligt liv. Det er også koncertens smukkeste sang. Det hele slutter med "Strange Things" fra Tom Jones' 2010-album "Praise & Blame".

Her slår Jones over i den tenor, som han har mestret til perfektion hele livet. Men som han åbenbart sparer på, fordi det slider så meget på stemmen. Det var en fin afslutning på en fin aften, hvor det modne publikum havde en fest. 

Det havde Tom Jones også. Men han tog ikke de fem par trusser med sig, da han forlod scenen. Han har givetvis tænkt, at de er alt for store. Både til kæresten, om han måtte have en, og til hans gamle mor, om hun måtte leve...

Foto: Privatfoto fra festivalgæster