Skip to main content
Koncert

Junglen på centret

Koncert - New Jungle Orchestra

Nej, de spillede ikke henne i butikscentret, men det kunne New Jungle Orchestra lige så godt have gjort.

De kunne snildt få kokosnødder til at hoppe op og danse med bananerne, mens mangoerne indleder en flirt med passionsfrugterne. Og kunderne glemmer at købe fornuftigt ind og i stedet slår sig løs med dans i grøntafdelingen, mens butiksbestyreren ganske euforisk skænker gratis boblevin.

New Jungle Orchestra, dansk mini-bigband, som blander jazz med verdensmusik, folkemelodier, Carl Nielsen, og hvad der nu sådan lige falder dem ind i et improviseret øjeblik, har været på banen i små 42 år.

I spidsen for det ni m/k store ensemble finder du guitarist og håndviftende dirigent Pierre Dørge, 76 år, og skønt småsvimmel af sin nye medicin, skal vi da lige love for, at han og band fik sat gang i festen i et fuldproppet jazzcenter – aka Center for Dansk Jazzhistorie.

Åbningsnummeret ”Stranger than Jim” præsenterer fornemt ensemblets styrke og særkende. Blæsergruppen, sax, basklarinet, trompet og trækbasun, i lydefrit og præcist swingende ensemblespil – ikke ganske ulig Duke Ellingtons formidable junglelyd.

En rytmegruppe, der lægger en fløjlsblød, præcis og nuanceret bund, som danner det skridsikre underlag for alverdens musikalske udskejelser og påfund. For tag ikke fejl af det, New Jungle, er fuld at sjov, fis og ballade, men lige så hurtigt kan det musikalske billede og stemningen vende.

Med en manende fingerstreg i luften, venstre hånd formet som en katteklo, eller tre fingre tællende ned i kor, dirigerer Dørge indlevende, men også bestemt sit ensemble.

Det kører som en stor velsmurt maskine, fuld af overraskelser og dybt originale melodier, som samtidig trækker saft og kraft fra hele vor musikalske historie.

Det kan være vemodigt og stilfærdigt som i pianist Irene Beckers hymne til sin afdøde søster – ”Sister”, indledt med Gunnar Halles trompetsolo, men kan også tage form af trommefingerspillende percussionleg i ”Elefante Imposante”, inden blæsergruppen vælter os bagover i trampende overmod.

Her er så mange nuancer, følelser, liv og smerte i et virvar af ordnet kakafonisk lyd.

Så lige midt i det hele får du et citat fra ”Solen er så rød mor”, og på ganske forunderlig vis passer det rigtig godt ind.

Det kan også tage form af lyrisk gud-hengiven-besyngelse – som når Jakob Mygind på sopransax spirituelt blæser højstemning ind i Carl Nielsens ”Det koster ej for megen strid”. Gåsehudsfremkaldende, inden blæsergruppen i et millimeterpræcist unisont kor – nærmest som en stor vejrtrækning – får det helt op i det majestætisk klingende.

Når der da ikke går ren afrikansk fest i den – i den muntert dansende ”Jubee Jubee”.

Andet sæt lagde ud med Dørges eget smukt flydende guitarspil i ”Balada para el trompetista”, inden Gunnar Halle tog over med en sølvtonet trompetsolo. Så følsomt spillet, ømt som et asfaltskrabet barneknæ.

Her er en fornem og elegant fortolkning af ”Somewhere Over The Rainbow”, og der går bebop og hurtig storbyjazz i ”Mingus Birthday Party” og selvfølgelig får vi sendt en kamelvuggende hilsen til selveste Duke Ellington i  ”Lost in the – Caravan”, inden alle hæmninger med god taktfast håndklapshjælp fra publikum bliver smidt i ”The Mooche”.

New Jungle er noget ganske særligt, et ganske unikt ensemble, der både kan underholde, forundre og gribe os med deres særegne blanding af jordnær poesi og ekvilibristisk musisk kunnen. På en gang seriøs alvor og samtidig løssluppen hønsefødder-og-gulerødder-og-halsen-af-en-svane.

Og når de swinger allerbedst – og det gør de rigtig tit og tæt – er det sejt sugende som nyindkøbte sneakers på nylagt dampende asfalt.

- I var skidegode, lød det fra band til publikum efter langvarigt bifald efter slutnummeret.

- Lige over, siger vi herfra.

 

Foto: Lars Mørch

Orkestret & sætliste

  • New Jungle Orchestra
  • Center for Dansk Jazzhistorie, torsdag aften, 3. marts
  • Spiller i Thisted fredag 4. marts.
  • Pierre Dørge - dirigent & guitar
    Gunnar Halle - trompet
    Jakob Mygind - sopran- & tenorsax
    Anders Banke - klarinet, basklarinet & tenorsax
    Kenneth Agerholm - trombone
    Irene Becker - piano & synthesizer
    Thommy Andersson - kontrabas
    Ayi Solomon afrikansk - perkussion
    Martin Andersen - trommer
  • Sætliste: Stranger than Jim, Sister, Elefante Imposante, Det koster ej for megen strid, Solen skinner så dejligt,Jubee, Jubee, Balada para el trompetista, Over The Rainbow, Mingus Birthday Party, Lost in the … Caravan, The Mooche.

 

Arkiv