Den danske bluesstemme

Sanger, guitarist og sangskriver Povl Dissing er død, 84 år gammel.

Dissing vil være kendt af de fleste som en særegen, dansk bluesstemme og i løbet af sin mangeårige karriere voksede han fra at være en forkætret, af nogle forhadt, tolker af den danske sangskat over dybt personligt, søgende sangskriveri og videre til succes og folkelig hyldest i sit samarbejde med digteren Benny Andersen.

Det sidste kom første gang til udtryk i albummet ”Svantes Viser” (1973), som med et slag gjorde Dissing til folkekær Giro 413- favorit. Albummet har gennem årene solgt sine 200.000 eksemplarer, og det langvarige samarbejde mellem Dissing og Andersen kastede album af sig, der satte nyt liv i den henslumrende danske visesang.

Men egentlig begyndte den danske troubadour et helt andet sted. I 1950’erne var Dissing en del af det københavnske jazzmiljø, hvor han som nyuddannet reklametegner spillede kornet. Samtidig med at han spillede blues med Freddy Fræk.

Snart skiftede han til 12-strenget guitar, da han fik problemer med embouchuren p.g.a. af et fald som barn, hvor han mistede to fortænder og fik kunstige i stedet. Dissing begyndte at spille folkemusik rundt om på ganske ydmyge, listige steder. Somme tider sammen med guitaristen Benny Holst og med et repertoire, som omfattede ”Drengen og Hesten”, ”Lille Gigolo” og ”Solen er så rød mor”

Hans måde at tolke på vakte vrede og opstandelse. I perioder var Dissing simpelthen nødt til at tage en ven med som bodyguard, når han var ude at spille. Sådan stillede f.eks. den nu afdøde Skagen-kunstner Poul Winther op, når Dissing var i det nordjyske og lagde sig imellem, når fiskerne ville give sangeren øretæver.

Og det blev såmænd ikke bedre, da manden begyndte at få sit eget materiale – bl.a. numre som ”Lad mig blive til noget”, ”Kvælerslangen”, ”Den grimmeste mand i byen” og ikke mindst galgesangen ”25 minutter endnu”. Ofte oversatte Shell Silverstein sange.

Numre der stod i stærk kontrast til det senere samarbejde med Benny Andersen. F. eks. den hverdagspoetiske "Svantes lykkelige dag" fra 1973 med ordene " ... og om lidt er kaffen klar." Den blev optaget i Højskolesangbogen bl.a. sammen med "Go' nu nat (og gå nu lige hjem)", som Dissing og Andersen skrev i 1981.

Blues – den personlige blues – var altid et omdrejningspunkt i mandens vildtvoksende karriere. Et af højdepunkterne var samarbejdet med gruppen Beefeaters udtrykt i albummet ”Nøgne øjne” (1969), der siden er blevet hyldet som en hjørnesten i dansk rock.

Men også hans mangeårige optagethed af Grønland og dets befolkning fik form af album som ”Mor Danmark” – den med ”Bjergets sang til Povl Dissing” og senere ”Lykkeland”.

Dissing samarbejdede på kryds og tværs, frodigt og altid nysgerrigt, i det danske musikmiljø. Med kollegaen Peter Thorup, med Benny Holst, med sine egne sønner, Rasmus og Jonas, med pianisten Irene Becker fra New Jungle Orchestra, tolkede H.C. Andersen og Grundtvig, og arbejdede sammen med de norske jazzmusikere i Brazz Brothers.

Nogle her det sikkert stadig svært med Povls lidt nasale sangforedrag. Det er jo ikke skolet skønsang, manden gør det i. Men prøv at lytte til et nummer. som "Da jeg mødte dig" fra albummet "Oven visse vande" (1981). Det Dissing mestrer er en sikker fornemmelse for stemmens klang og nuancer, total skridsikker frasering, og så denne forunderlige blanding af humor - "det var dengang jeg altid var så pløret, at jeg hældte fadøl ud af øret". 

Inden han mødte hende, som fik ham ud af alkoholtågens dulmende og skrækindjagende tomhed - og så kommer sødmen, hengivenhed og taknemmelighed som en forløsning i den gentagne refrainlinje - "da jeg mødte dig". 

Det er stor sangkunst.

Ud over sin musikalske karriere medvirkede Dissing i flere film og på tv, blev i maj 2000 Ridder af Dannebrog, og modtog samtidig den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond.

I 2017 blev Povl Dissing ramt af en hjerneblødning under et ophold i Andalusien i Spanien, hvor han skulle have indspillet med flamencomusikere. Han faldt uheldigt og slog hovedet mod et marmorgulv.

Ulykken satte en stopper for karrieren som sanger og musiker. Povl Dissing blev til at begynde med døv, men fik senere hørelsen tilbage. Men synge kunne han ikke mere...

Povl Dissing døde i sit hjem mandag aften efter længere tids sygdom omgivet af sin familie.

Povl Dissing efterlader sig sønnerne Rasmus og Jonas, som han fik i ægteskabet med sin første kone, Jette, og sin hustru, Pia Jacobæus.

En anekdote fra Aalborgs værtshusliv.

Engang i midt-firserne, cirka omkring 1985, arbejdede jeg selv som tjener på venstrefløjens daværende førende værtshus i Aalborg, café Victoria i Borgergade.

En sen eftermiddag, tidlig aften, kom Povl Dissing og Peter Thorup, ind for at få sig et par af de langnæsede - altså elefantøl - inden de samme aften skulle spille på det gamle Skråen på Strandvejen.

Deres guitarer og baggear var kommet på plads på scenen, men nu ville de lige slappe af. Vi faldt i snak, og på et tidspunkt spurgte de, om de ikke kunne låne et par af caféens høje barstole. Sådan nogle holdt de af at sidde på, når de spillede sammen.

Det mente jeg nok, vi kunne finde ud af, hvis de lovede at returnere dem efter koncerten. En par elefanter til røg over baren. Så dukkede et nyt problem op.

Skråens eneste guldøl dengang var Blå Thor. Og dem havde både Povl og Peter det svært med. Så ... om de ikke kunne låne en kasse elefantøl, og når de så vendte tilbage aflevere en kasse Blå Thor i stedet for. Som enehersker den aften i baren, tænkte jeg, den går nok.

Vi havde nemlig også Blå Thor på Victoria. Til samme pris som en elefant.

Da klokken nærmede sig koncertstart fik jeg bestilt en taxi til de to rejsende i musik, og de kørte afsted mod Skråen med to barstole og en kasse elefanter.

Nogle timer senere vendte de så tilbage. Jeg havde allerede hørt fra folk, som havde været til koncerten, at den var gået rigtig godt. Dissing og Thorup havde siddet på hver sin barstol med en kasse elefantøl i mellem sig, og der var blevet dykket flittigt i kassen. Og sangene og anekdoterne var blevet serveret sjældent veloplagt.

Så ankom de to herrer igen. I taxi. Med to barstole og en kasse Blå Thor. Kassen fik jeg smidt ud på lageret, og da jeg så vender tilbage til baren, sidder de to og kigger først på hinanden og så på mig, og så kommer det:

- Kan vi ikke få to elefanter?

Det fik de.