En kopi af Neil Young

Neil Young: "Barn"

De fleste musikere topper, når de er sidst i 20'erne. Derfra går det ned ad bakke. For nogle er nedturen værre end den sorteste løjpe. De ryger direkte ned i gryden med den store glemsel. Andre har en nedfart fra toppen af bjerget, der går så langsomt, at det er næsten umærkeligt. Paul Simon, Leonard Cohen for blot at nævne nogle af mine favoritter.

Og så er der Neil Young, som falder helt uden for ovenstående. Han har alle dage været en rutschebane.

Op og ned er det gået, siden han var helt på toppen med sine første mange albums. Han har ramt toppen mange gange siden, men han har sandelig også været nede at skrabe bunden med materiale, der lyrisk har været på niveau med Medina og musisk på niveau med Jodle Birge.

Problemet med Neil Young er, at han sikkert vågner op hver morgen med masser af nye melodier i hovedet. Så bruger han formiddagen til at skrive tekster. Og han bruger eftermiddagen på at indspille.

Nogle burde sige til ham, at materialet burde sorteres. Han udgiver nogle gange to album om året. Alt bliver indspillet.

Vækker du den 77-årige sangskriver midt om natten og spørger, hvor mange album han har indspillet, vil han næppe kunne svare derpå. Spørger du ham om titlerne på de seneste fem, vil han næppe kunne svare derpå.

Med "Barn" rammer Neil Young noget gennemsnitligt. Han er bestemt ikke nede og skrabe muslinger på bunden af havet, men han er heller ikke oppe på toppen.

Langt fra.

Albummet er indspillet med Crazy Horse, og det musikalske akkompagnement mangler bestemt intet. Når Young selv spiller elektrisk guitar med masser af forvrængning, pedal og hele pivetøjet, så giver det også mening. Det er han god til: at spille den rå, fængende guitar.

Albummet består af en blanding af stille ballader og rock. Det er fint nok. Måske havde jeg foretrukket, at han havde holdt sig til den ene ting. Og gemt den anden til det næste album.

Der er primært tale om kærlighedssange. Og på den front har Neil Young altså stadig noget på hjertet, mener han. Men lyrikken er de fleste steder tæt på det pinagtige. Jeg har hørt rigtigt grimme hjemmelavede sange i X-Factor med bedre lyrik. Værst er det måske i sangen "Shape of love".

- Du ændrede mig liv til det bedre.

- Bar min kærlighed som din yndlingstrøje.

Ja - det er sgu tarveligt at oversætte lyrikken til dansk. Men det er sådan, mange af teksterne går.

I den anden ende af skalaen finder vi "Canarican" - om at være canadier i Amerika - og om at være åben for det mangfoldige.

Stemmen er ofte et problem for ældre sangere. Stemmen bliver slidt, og den når aldrig ungdommens højder. Lige her må man dog medgive, at Neil Youngs stemme fejler intet. Okay: Han har sgu altid haft en meget speciel stemme. Måske er det grunden. Men han lyder stadig som gamle dage. Det er ment som en kompliment.

"Barn" lyder som en kopi af Neil Young, når han er bedst. Der mangler bare en masse. Der mangler originalitet. Det er ikke nok at lyde som en kopi af sig selv - selv om for eksempel Bruce Springsteen har haft gigantisk succes med det. Det må også godt være gennemarbejdet.

Skulle Neil Young tage imod gode råd, så skal det lyde herfra: Sortér. Ryd op. Vær selvkritisk. Tag kun det bedste. Og giv det allerbedste endnu en tur i lyrik-kontrollen.

Gjorde han det, ville der sikkert kun komme nyt materiale fra ham hvert femte år. Men sikke et materiale.