Sange til tiden

Nick Cave & Warren Ellis:”Carnage”

Den sortklædte rockprædikant Nick Cave har sammen med sin faste makker og Bad Seed-bandmedlem Warren Ellis (foto øverst, Joel Ryan) udsendt otte nye sange, samlet spilletid 40 minutter, der hørt samlet lyder som en bibelsk coronabesværgelse.

”Carnage” betyder blodbad på engelsk, og sådan er musikken og ordene også. En desperat bøn om nåde og udfrielse – måske ligefrem frelse. Sange skabt midt i den corona-epidemi, som har forvandlet vor trygge verden. Gjort almindelige dagligdags gøremål umulige og hensat os i en tilstand af isoleret afmagt, tenderende vanvid, og gentagelse af de samme rutiner dag ud og dag ind.

Det er mørkt. Det er sort smukt. Det er også sange, som kræver, at du får hovedtelefonerne på og har et tekstark inden for rækkevidde. Heldigvis har Cave været så generøs at lægge sin tekster ud på sin hjemmeside - sangtekster klik her

Og det er en god ide at kigge lidt på dem, før, efter og mens du begiver dig ind i dette sært meditative skræmmeunivers. Hvor så meget er gået tabt, måske for altid. Og så er der alligevel håb.

De, som har fulgt Cave gennem årene og kender hans gammeltestamentlige blues og rock’n’roll, vil vide at den australske sangpoet gerne synger om ”kings” og ”kingdom”.

The King er eller rettere var selvfølgelig Elvis Presley, men på de seneste album – fra cirka deromkring hvor Cave mistede sin egen 15-årige søn, Arthur – har king og kingdom fået en mere bibelsk, spirituel betydning.

Lyt til åbningsnummeret ”Hand of God” om, hvordan nogle mennesker prøver at finde ud af hvorfor og hvordan, vi er havnet i så fortvivlet en verden. Caves stilfærdige talte intro forvandler sig med et pludseligt rykkende hyl – til sang om ”that kingdom in the sky”. Med droneagtig puls, strygere og henført gospelklingende kor.

Warren og Nick har jo arbejdet sammen i snart mange år og lavet soundtrack til film. Warren selv er ikke så lidt af en electronica-troldmand og spiller hele 11 instrumenter på albummet, mens Cave nøjes med piano, synth, percussion og ikke mindst står for teksterne. Det er storladent, majestætisk og samtidig fornemt orkestret lyd.

Lydbillederne svøber sig tæt og intimt om Caves stemme og dirrer både af længsel, vrede og afmagt, desperation og sarkastisk langen ud efter højrefløjens ekstreme aktivister. Her i et nummer som ”White Elephant”, hvor Gud optræder som hævnende Gammel Testamente-figur, der har sat sit knæ ned på halsen af én, der råber ”Jeg kan ikke ånde”. ” Nu ved du, hvordan det føles”, lyder der fra den vrede Gud. Inden nummeret åbner i himmelsk korsang med den forsonende linje – ”a time is coming, for the kingdom in the sky”.

Det er smukke sange, men de er også svøbt i et tæppe af lige dele vrede og afmagt. Her er afsindige dommedagsvisioner, men samtidig et spinkelt, skrøbeligt håb.

Formet som troen på kærligheden, at vi sammen i forstående fællesskab kan overvinde frygt, uenigheder, fordomme og splittelse – forstærket og skabt af denne verdensomfattende sygdomsplage.

Det er ikke et album, du sådan lige bliver færdig med. Billedrigt og overdådigt tilbyder det trøst, men vrænger også vredt i afmagt. Det er vel noget af det tætteste Cave har været på at bekende sig som kristen, men han holder balancen og insisterer på, at det er kærligheden – i alle dens medmenneskelige former, der må kunne frelse både ham og os.

”This morning is amazing and so are you”, lyder der til sidst.

Hvad mere er der egentlig at håbe på og længes efter?