Kammermusik af virkelig høj klasse

Det er ikke ofte, at den helt sublime klassiske musikoplevelse opleves på disse breddegradder. Den, hvor hele oplevelsen rammer seks stjerner. Det skete for mig mandag, da ensemblet med det mundrette navn "Benedetti, Elschenbroich & Grynyuk Trio" spillede i Intimsalen i Musikkens Hus. Programmet var godt, salen overraskede positivt og der var ikke en plet at sætte på musikudøvelsen.

Trioen består af skotske Nicola Benedetti, violin, tyske Leonard Elschenbroich, cello, og ukrainske (!) Alexei Grynyuk, klaver. De har meget tilfælles. De er i midt 30'erne, de begyndte alle at spille nærmest før de kunne gå, de har hver for sig fejret triumfer verden over og de er alle vildt entreprenante i deres karrierer. De er fremragende musikere. Derfor var det naturligt, at de i 2008 dannede trio sammen. De spiller altså kammermusik.

Det er småt med kammermusik i Aalborg. Derfor er det også småt med besøg af udenlandske musikere når undtages de mange solister til Symfoniorkestrets koncerter. Et prisværdigt initiativ blev taget da man i 1996 etablerede Aalborg Kammermusikforening, der arrangerer 6-7 koncerter årligt. Også det gamle arbejdsfællesskab Pro Musica hjælper en smule. Den nye musik varetages af foreningen Rådhuskoncerter, der er ganske ny. Nå ja og så der er naturligvis kirkekoncerterne.

Alligevel: der kunne godt være mere, især med udenlandske musikere. Det ville være inspirerende for både publikum og det klassiske musikliv som sådant. Mandag skete det så.

På programmet Schumanns første og Brahms første klavertrio, velkendte klassikere, der har mange ligheder og mellem dem det obligatoriske stykke ny musik, "Fremde Szenen III" af Wolfgang Rihm.

Den gamle musik virker altid, men B/E/G Trio gjorde den i sjælden grad aktuel og nærværende. Ikke blot ved at pege på de åbenbare skønheder i musikken, men ved på en udefinerlig måde i deres udførelse at vise, hvorfor tre halvunge og moderne mennesker sidder i år 2022 og spiller 170 år gammel musik. Jeg har sjældent før følt mig så inspireret af historisk musik og jeg har hørt en del.

Det var dog den nye musik, der gjorde størst indtryk. Rihm, der fylder 70 år næste uge, er én af de mest anerkendte og alsidige tyske komponister i sin generation. Hans musik er vildt dynamisk og overraskende, herunder hans tre tonebilleder "Fremde Szenen", der faktisk er 50 år gamle og er blevet en slags moderne klassikere. Jeg havde nyligt lejlighed til at høre Rihm ved en koncert i Tyskland fortælle, at han selv undrer sig over den mystik og det tonesprog, ungdomsværkerne åbenbarer og den popularitet, de har fået. Elsechenbroich præsenterede værket med stort engagement og kærlighed, bl.a. de tydelige referencer til Schumann, som vi lige havde hørt.

Det er en brist i min dannelse, at det faktisk var første gang, jeg var til koncert i Intimsalen i Musikkens Hus, en fleksibel, kubelignende sal med umanerlig højt til loftet selvom den ligger i 3. underetage. Selvom husets arkitektur er fulgt med virker salen umiddelbart fersk og spartansk, men akustikken overraskede positivt. Det er en god kammermusiksal. Især hvis man på sigt etablerer en beskeden amfiteatralsk stoleopstilling gerne i en blød hestesko. Lyder breder sig som en vifte ud fra scenen. Men meget smukt og indbydende. Salen må godt få del i lidt af de seks stjerner.