Aqualung

Det var 1971. Jeg var 17 år, havde påbegyndt min klassiske uddannelse på Nordjysk Musikkonservatorium året før, og så var det, jeg i P3 hørte sangen "Locomotive Breath" med den engelske rockgruppe Jethro Tull, netop udkommet, og en af titlerne på LP'en "Aqualung".

Dén LP og især dét nummer gav mig et musikalsk chok, som jeg stadig kan få rystelser over.

"Aqualung" er på flere måder en epokegørende LP. Fordi tekster, musik og udførelser er aldeles originale og fordi alt hænger sammen på en måde, man aldrig havde hørt før.

Det hele på grund af Jethro Tull's frontfigur, sanger og fløjtenist Ian Anderson, der også skriver 100 % af teksterne og musikken, har skabt gruppen med det underfundige navn, og har i dens 55 årige levetid været eneste gennemgående medlem. Simpelthen fordi han er enehersker i ensemblet undertiden med tyranniske tilbøjeligheder.

En fløjtenist i et rockband? Ja og en særpræget og virtuos én af slagsen, stærkt inspireret af jazzmusikeren Roland Kirk og gammeldags, klassisk musik.

Andersons sceneoptræden - han står det meste af tiden på ét ben, har en nærmest dæmonisk mimik og en utraditionel, barok beklædning - gør sit til oplevelsen. Men det var naturligvis det tekstlige og musikalske univers, der først tiltrak mig - det andet havde jeg endnu ikke oplevet.

"Aqualung"s første består af seks sange, der præsenterer og filosoferer om dem og det, der er anderledes - bumsen Aqualung, luderen Cross-Eyed Mary, den fiktive forfatter Mother Goose m.v. Det er social indignation pakket ind i en poetisk rundtur til nogle af Londons kendte lokationer.

Pladens anden side hedder "My God" og består af fem sange, der er et markant, usminket opgør med etableret religion, den engelske statskirke, hykleri, grådighed, udnyttelse og andre dødssynder.

Udgangspunktet finder man inde i coveret (alle Jethro Tull's covers er omfattende og kunstværker i sig selv), hvor Anderson har skrevet en omvendt skabelsesberetning: "I begyndelsen skabte mennesket Gud..." etc. Det kulminerer i sangen "Wind Up": "Gud er ikke sådan noget, du bliver nødt til at trække op om søndagen".

Alt dette gjorde dybt indtryk på mig, især fordi jeg selv var i gang med et allerede offentligt opgør med kristendom og kirke, og fordi jeg som kristen socialist beskæftigede mig med undertrykkelse, klassekamp og den slags.

Og så blev jeg nærmest væltet af Andersons musikalske udtryk - den underlige blanding af "klassisk" og "rytmisk" musik var en åbenbaring for mig, der satte sig spor i min egen musik (jeg læste til komponist).

Endelig var jeg som operainteresseret tiltrukket af "den store historie", som det så ud som om, Ian Anderson ville fortælle.

Og det kom han til.

Allerede året efter kom LP'en "Thick as a Brick", der er pakket ind i en tyk avis i tabloid-format med alt hvad en sådan indeholder - alt sammen skrevet af Ian Anderson.

Det var første gang, Jethro Tull fortalte én lang historie - som man påstod skrevet af en 8-årig knægt, portrætteret i den medfølgende avis.

Allerede året efter - i 1973 - kom det stort anlagte drama "A Passion Play", der sagtens kunne være en klassisk opera, hvis det havde fået en sceneversion. Musikken varer 45 minutter og ni sekunder, og man lytter i åndeløs spænding, kun irriteret over at man skal vende pladen midt i det hele. Midt i mine studier af Bach og Beethoven og Wagner var jeg totalt bjergtaget og levede i det Tull'ske univers i flere år.

Nok også fordi opdagelsen af Jethro Tull allerede et halvår efter jeg lyttede til "Aqualung" fik stor betydning for mig rent "praktisk", idet jeg kom ind på livet af Ian Anderson ved en tilfældighed. Som medlem af en slags ungdomsredaktion i DR interviewede jeg i efteråret 1971 Ian Anderson efter en koncert, vistnok i Holstebro. Vi blev pennevenner og i flere år skrev vi (gammeldags postkort) med hinanden.

Vi havde tre interesser fælles: vi havde gået i søndagsskole uden at kunne lide det, vi lavede krydsord, når vi kedede os (ikke løste, men konstruerede) og vi var begge kristne, men godt gale i skralden på den etablerede kirke.

Både mit opgør med kirken, mine mange såkaldt rytmiske salmer i 70'erne og mine tekster fik næring af Andersons budskab og stil. Jeg fik til opgave at arrangere et par af Ians numre, jeg oversatte teksterne på "Aqualung" til dansk. og jeg skrev speciale på konservatoriet om pladen, betragtet som et klassisk musikværk.

Jeg fik i årevis tilsendt Tull's plader med signerede forsider og invitationer til koncerter rundt om. Jeg mødte dog sjældent op. En veninde spurgte mig engang, hvorfor jeg ofte stod på ét ben, når jeg holdt foredrag...

Det er mindst 25 år siden forbindelsen mellem Anderson og jeg fadede ud. Og jeg er ikke nogen fan af alle de gamle rockmusikere, der ikke kan finde ud af at stoppe karrieren i tide, så jeg aner ikke, hvordan den nu 74-årige Anderson klarer sig på scenen i dag.

28.o ktober spiller gruppen igen i Holstebro. Jeg vil ikke være at finde der. Mit møde med Ian Anderson og hans Jethro Tull var og er for vigtigt til at blive pakket ind i nostalgi.