- I can make love to any of you women in five seconds time.
Vi skriver juli 1981, Northsea Jazz Festival, Haag. På den udendørs scene står bluesmanden Muddy Waters, 66 år, med sit band. Stemningen har været doven tilbagelænet. I god tid før Muddy kom på scenen, har bandet spillet forudsigelige bluesrundgange med rigtig god plads til lange instrumentale soloer.
Men så kommer manden selv på. Den overdækkede teltpladsen er proppet med folk, som vil høre legenden.
Manden, der om nogen var med til at skabe Chicagos elektriske big cityblues. Med sin myndige tordenstemme og det bidende hulkende slideguitarspil, afvekslende med kraftfuldt huggende akkorder.
Muddy Waters – født og opvokset som McKinley Morganfield – spiller ikke guitar længere efter at have fået et hjerteanfald med dertil hørende blodpropper, men han synger. Og han synger, så du kan lugte dansesved, tobaksrøg, hjemmebrændt whisky og sex.
Efter med et gevaldigt glimt i øjet at have skreget sin 5 sekunders kærlighedserklæring ud til ALLE tilstedeværende kvinder glider han ubesværet og for fuld vokalstyrke over i ”Hoochie Coochie Man” – vuggende og huggende med åbningslinjerne – ”The gypsy woman told my mother, before I was born, you got a boy child's coming, he's gonna be a son of a gun, he gonna make pretty women, jump and shout, then the world wanna know, what this all about.
Behøver vi at sige mere? I’m a hoochie coochie man.
Hele teltsalen også de dødsmarte hollandske teenagepiger ryger op – og der bliver snart danset på stolene, mens Muddy stensikkert, kraftfuldt ekspressivt, fører os rundt i sit repertoire med numre som ”King Bee”, ”Manish Boy” og selvfølgelig ”Rollin’ Stone”, der gav navn til et ganske ukendt britisk band, der senere blev meget, meget store – Rolling Stones.
Se det er sådan en koncert, du ikke lige glemmer. Og et par år efter døde Muddy, 30. april 1983, 68 år gammel. Født 4. april 1915 i Mississippi. Far og mor var farmere.
Hans mor Berta døde, da han var tre år, og Muddy voksede op hos sin mormor Della Jones. Og det var der han fik sit kælenavn Muddy, fordi han elskede at lege i en nærliggende bæk og altid var mudret. Senere blev Waters føjet til.
Lærte sig selv at spille guitar, da han var 17 år. Fik kun lidt skoleuddannelse, begyndte tidligt at optræde og tjente i øvrigt til dagen og vejen som bomuldsplukker og værtshusholder, hvor han både spillede og solgte hjemmebrændt whisky.
Uden Muddy Waters havde der ikke været nogen britisk bluesscene, og vi havde ikke haft bands som Cream, Rolling Stones, John Mayalls Bluesbreakers – og guitarister som Eric Clapton, Led Zeppelins Jimmy Page og Jeff Beck, der alle var inspireret af hans elektriske udgave af deltablues.
Egentlig kendte jeg godt Waters i forvejen, før jeg hørte ham første og sidste gang live i Haag.
Min gamle HF-skolekammerat Poul Ewald, stadig aktiv mundharpespiller i ”Blues til tiden” og Rockmaskinen, havde nemlig et dobbeltalbum med manden – ”Fathers and Sons” stående, og det voldhørte vi dengang i 1975, hvor jeg for første gang var til Skagen Visefestival.
Når vi stod op til sen morgenmad hos Pouls forældre på Sankt Laurentiivej blev pickupnålen sat ned i førstenummeret ”All Aboard” med sin tøffende, oplagte togrytme, og pladen var fyldt med klassikere som ”Mean Disposition”, ”I’m Ready”, ”Baby Please Don’t Go” og ”Can’t Lose What You Ain’t Never Had”.
Noget af det havde jeg jo hørt før. Ethvert orkester med respekt for sig selv, vidste jo godt dengang, at hvis alt andet glippede, kunne du altid fyre et bluesnummer af. Men at høre det rendyrket med fuld power var som at gå fra skummetmælk til 48 procent bourbon.
Jeg købte straks albummet, da jeg kom hjem fra Skagen og har det stadig stående. Blues er rå og direkte, ekspressiv og går lige til sagen – og sangteksterne lægger ikke skjul på, at livet er til for at leves. Sådan som det lyder i ”I’m Ready”:
I been drinkin' gin like never before
I feel so good, I want you to know
One more drink, I wish you would
I takes a whole lotta lovin' to make me feel good
'Cause I'm ready, ready as anybody can be
Now I'm ready for you, I hope you're ready for me.
Selv var Muddy ved at forsvinde i glemslen og arbejdede faktisk som altmuligmand, da Rolling Stones første gang besøgte de berømte Chess-studier i Chicago. Her stod Muddy Waters og malede loft i studiet, da en af hans allerstørste fans guitaristen Keith Richards var der for at indspille deres tredje album med de andre rullesten.
Sådan kan vejen fra ”glory and fame” til ukendt nedtur være ganske kort.
Muddy selv var rigtig glad for de britiske bands, spillede bl.a. med Rolling Stones, da de var gæster på et klubjob, men han vidste godt selv, hvor det hele kom fra. Ganske præcist udtrykt i disse ord, ganske ofte fremført på scenen. Og senere også indspillet som nummer.
- The blues had a accident.
- It got pregnant.
- And they called the baby – rock’n’roll!
Lyt: The Blues Had A Baby And They Named It Rock And Roll.
Lyt: Hoochie Coochie Man
Muddy Waters: “Fathers And Sons”
Chees/Sonet, 1969.
Indersiden af "Fathers and Sons" - med et stort foldeudfoto af Muddy.
Vil du være med?
- Vi vil meget gerne dele læsernes oplevelser med et stykke definerende musik. Musik der har betydet noget resten af livet. Og det altså uanset om der er tale om klassisk, jazz, pop, rock eller andet. Vil du præsentere det stykke musik, der for alvor betød noget, så send dit bidrag til:
- k@kulturen.nu
- Medsend et billede af dig selv og gerne også et eller flere billeder af albummet, bandet eller hvad der nu falder dig ind. Og husk telefonnummer, så vi kan kontakte dig.